Umiddelbart lyder det som en stor misforståelse. Det seneste nye inden for begrebet moderne sameksistens er, at nogen finder det passende, at der bliver bedt en muslimsk bøn eller læst højt fra Koranen i kirkerummet.
Hvis det nu for eksempel drejer sig om bisættelsen af et menneske, der af en eller anden grund havde et forhold til islam, kan det jo ske, at vedkommende inden sin død bad om, at dette tilhørsforhold skulle præge hans eller hendes afsked med verden.
Og højt placerede personer i kirken mener, at det skal imødekommes. Det var jo nærmest uundgåeligt, at denne rummelige hånd før eller siden ville blive rakt frem. Imamer er allerede fast inventar i kirken nytårsaften på DR, og sådanne tiltag sker i et samfund med en vis understrøm af trang til at devaluere den eksistentielle søjle, der ligger til grund for egen identitet.
Visse stemmer i folkekirken er som sagt med til at støtte denne ideologi, idet man dyrker forestillingen om, at det er stejlt og kortsigtet blot at rendyrke kristendommen som ensidig sandhed. I stedet flirter man med det mere løst formulerede i retning af den udefinerede Gud samt de mange veje, der kan føre til ham.
I den ånd kan folkekirken gradvist blive gjort til en institution, der skal føre os frem til en ny multireligiøs virkelighed, hvilket nogle ser som en smuk og progressiv tankegang, mens andre aner tegn på frivillig underkastelse.
Koranens indtog i folkekirken skal imidlertid tolkes lidt videre. Det må nemlig også ses som en slags fastholdelse af skellet mellem mennesker. For det er jo tankevækkende, at man i selve det rum, der er bygget til enhed og lighed i kristendommens navn, vil indføre en praksis, der antaster enheden.
I det øjeblik man fremsiger en muslimsk bøn eller citerer fra Koranen, er den paralleltilstand, der findes i samfundet, blevet rykket ind i kirken, hvor vi snart kan sidde og overvære hinandens ritualer. Og mens Københavns domprovst har meddelt, at han ikke selv har lyst til at udtale en muslimsk bøn, vil han gerne, som det lyder, ”sidde på en stol ved siden af”.
Man ser det for sig. Som så ofte, når den gode vilje folder sig ud, resulterer det i noget problematisk. Koranens indførelse i kirken er ikke et udtryk for hverken overskud eller tolerance, men snarere tankeløst medløb i en udvikling, der fastholder os i adskilte rum, og man undres dybt over de kirkelige personer, der ikke fastholder, at enhver, der træder ind i kirkerummet, skal møde kristendom. Og kun det.
Det må tolkes, som om man ikke tager hverken kristendommen eller det andet menneske alvorligt nok, for absolutheden og nødvendigheden er væk. Og hvad står tilbage? Ja, vel først og fremmest meddelelsen om, at man i folkekirken ikke i sidste ende finder den ene religiøse bekendelse mere værdifuld end den anden.
Denne værdirelativering har været med til at skabe den tilstand både her og i andre europæiske lande, der gør, at folk udefra har så svært ved at gennemskue, hvad de egentlig er ankommet til. De træder ind i den sære blanding af overlegenhed, behagesyge og vestligt selvhad, der udgør en grund-ingrediens i kulturforskrækkelsens korrekthed, og som altså bestemt også findes i folkekirken.
Således er der en kraftig bismag forbundet med den multireligiøse manifestation, der hænger i luften i et kirkerum, hvor præsten sidder på ”en stol ved siden af” og orkestrerer den store tolerance. Dette optrin rummer i sit indre en ligegyldighed over for medmennesket, for hvis man ikke som præst ser det som sin egentlige opgave at præsentere enhver for kristendommen i sin reneste form, er man styret af et andet og langt mere velbehageligt hensyn.
Vi står ved dette ømme punkt, hvor mange helt intuitivt viger tilbage ved tanken om at opfatte kristendommen som sandheden. Selv i kirken. Og dermed står vi også ved det skræmmende punkt, hvor man må oveveje, hvad der mon i længden sker, når kristendommen skridt for skridt bliver devalueret og ikke mere ses som afgørende for et menneskes liv.
Det er hér, vi ender i den, ja, undskyld mig, absurde diskussion om koranlæsning i folkekirken. Umiddelbart lyder det som en stor misforståelse, og det er det også. Det strejfede mig, da jeg gik i gang med at skrive dette, at det kunne være interessant at nå frem til en uventet konklusion i form af nogle imødekommende, storsindede og tværkulturelle pointer. Men det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Det giver på ingen måde mening at inddrage troen på Muhammed i kirken, og mens man i sin stejle afvisning af fænomenet kan blive beskyldt for ikke at ville sit medmenneske det bedste, bør anskuelsen vendes om.
Det er dem, der lader kristendommen vige for noget andet, der svigter. Forskellen er bare, at de har tidens mentalitet så meget på deres side, at det nok vil vare lidt, inden det for alvor går op for flertallet, hvad der i disse år sker.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen