FLERE POLITIKERE har på det seneste ladet sig afbilde med et spædbarn i favnen. Det startede med Helle Thorning-Schmidt (S), og så gik budstikken videre til andre.
Forklaringen er selvfølgelig, at det trækker op til valgkamp, og at der er en masse pr-værdi i sådan et billede. Det har ikonisk status. Det signalerer, at den pågældende politiker nærer omsorg for de kommende generationer og vil sikre Danmark trygge og solide fremtidsudsigter.
Det rører vores følelser og vækker spontan sympati. Menneskebarnet er den mest sårbare og hjælpeløse af alle dyreunger og er helt afhængig af beskyttelsen fra de voksne. Billedet af den voksne politiker med barnet i favn er med andre ord billedet af den kommende landsfader eller landsmoder, som omsorgsfuldt tager sig af alle borgeres ve og vel - små som store.
Selvfølgelig er der en pæn portion kynisme bag disse billeder, ligesom der er en pæn portion kynisme bag hele den propaganda, der nu er ved at gøres startklar forud for valgkampen. Og kynismen gælder hele vejen rundt i det politiske kompas.
Politik er i det hele taget et orgie i kynisme, intet mindre. Spørg bare Machiavelli. Hvad valgkampen angår, er sceneriet ulideligt forudsigeligt. Vi kan se frem til en cocktail af spin, manipulation, taktisk timing, ureglementerede tacklinger, prekære anklager, mere eller mindre åbenlyse tilsvininger, beskidte tricks, karaktermord og mere af samme skuffe.
Det korte af det lange er vel, at mange - måske de fleste - ville få det røde kort, hvis der i den politiske kamp havde været en dommer, som var udstyret med en ubetvingelig magt og myndighed. De fleste politikere ville være dømt ude, hvis kriteriet var fairplay. Over for Karen Blixens motto ”at ride, skyde med bue og tale sandhed”, ville de stort set alle komme til kort - også selvom man så bort fra de to første færdigheder.
LAD OS DERFOR VENDE BILLEDET af politikeren og spædbarnet på hovedet. Personligt nærer jeg ikke synderlig tiltro til den nuværende voksengeneration af politikere med hensyn til radikale kursændringer. Men naturligvis befinder de sig ikke i et magttomt rum. Derfor skylder jeg at sende min betænkelighed videre til alle de vælgere, der peger på dem. Inklusive mig selv. Vi har alle grund til en vis forlegenhed, for de politikere, der snart ifører sig krigsmalingen for at blive valgt, kommer næppe til at udrette det store og afgørende.
Bevares, lidt har også ret. Og, kære læser, sæt du endelig dit kryds efter bedste overbevisning, når valgdagen oprinder. Men vær ikke så naiv at bilde dig ind, at det gør nogen synderlig forskel i de virkelig store og afgørende spørgsmål. Her tænker jeg først og fremmest på klimaudviklingen, miljøpolitikken og verdensfreden, der vil gøre en ende på de ulyksalige flygtningestrømme.
Vil man for alvor bryde med den politik, der er indsyltet i konventionel og forudsigelig pragmatik, bør man skifte perspektiv. Det er ikke den nuværende voksengeneration, man skal vente sig særlig meget af. Det er spædbørnene, der repræsenterer fremtidshåbet.
I 1959 skrev Ole Wivel sangen ”Det truer os i tiden en ond usynlig magt” til indvielsen Båring Højskole. Sangen slutter med linjerne:
Mit barn, mit barn, giv agt - alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.
Det nyfødte barn repræsenterer muligheden af en ny begyndelse - et spinkelt fremtidshåb om en fundamental mentalitetsændring. Lad os håbe på en kommende generation, der helt af sig selv vil nære så stor en kærlighed til livet og verden, at den også vil tage et ansvar for begge dele. Måske er den nye generation langsomt på vej? Det er faktisk det håb, jeg laver højskole på.
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk