Musik i kirken. Pas nu på med de popsmarte bud på fornyelse

Man bør være på vagt over for popsmarte bud på kirkelig fornyelse. Frem for alt er det helt afgørende fortsat at have et højt kvalitetsniveau for øje i udviklingen af kirkemusikken, skriver organist Niels Erik Aggesen

©BERTRAND BECHARD/MAXPPP ; ANGERS LE 17 MARS 2001 ; ILLUSTRATION SUR LES CONCERTS ; AMBIANCE ROCK ; GUITARISTE
©BERTRAND BECHARD/MAXPPP ; ANGERS LE 17 MARS 2001 ; ILLUSTRATION SUR LES CONCERTS ; AMBIANCE ROCK ; GUITARISTE. Foto: colourbox.com.

DANIEL FLADMOSE, der indledte den seneste debat om musikken i kirken, opsummerer i kronikken den 25. august sine synspunkter. Den forudgående debat har på bedste vis afspejlet det spændingsfelt, der i medierne de seneste år har præget det kirkemusikalske område.

De velkendte argumenter er blevet gentaget nok en gang, så i virkeligheden er der ikke meget nyt under solen. Måske skyldes det, at debatten bærer præg af gentagne løsgående postulater om "de unge og kirken" og begrebsforvirringer om "rytmisk musik". For eksempel de selvbestaltede talsmænd, der til støtte for egne synspunkter, tager "de unge" til indtægt for en bestemt holdning. Sådan som det ofte høres fra de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, der igennem mange år har haft deres helt egen dagsorden for musikken i kirken, og som for længst har mistet troen på den klassiske kirkemusik.

Det er helt i orden, at FDF og KFUM og KFUK ønsker at sætte en anden kirkemusikalsk dagsorden, og der er formentlig heller ingen, der tvivler på, at de i deres egne rækker har haft gode erfaringer med deres eksperimenter. Men der er også en verden for unge uden for de folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationers rækker. Nemlig den, der langt de fleste steder kan opleves, når landets organister sammen med 10.000 børn og unge søndag efter søndag synger den traditionelle og klassiske kirkemusik og dér mærker de unges begejstring for – ja, den klassiske kirkemusik.

HVAD MENES DER med begrebet "rytmisk musik"? Er det i virkeligheden samtidens pop og underholdningsmusik, der tænkes på, når der med henvisning til Martin Luther og hans brug af samtidens verdslige melodier argumenteres for at gøre brug af samtidens popmelodier til gudstjenestebrug?

Synspunktet er, at vi i dag ikke behøver at lide af berøringsangst over for pop melodier, når salmedigtere helt tilbage fra Reformationen og frem har brugt verdslige melodier for at få folk til at synge med på de nye salmer.

Det lyder jo rimeligt. Men sammenligningen holder ikke – af flere grunde. For det første var det profane melodistof, Luther anvendte, ikke popmelodier. Det var folkevisemelodier og melodier fra kunstmusikken, som anvendtes, fordi de var kendte fra andre sammenhænge. For det andet var der i 1500-tallet – på nær instrumentation og tekstforlæg – ikke afgørende forskel på kirkelig og verdslig musik.

Både den kirkelige og verdslige musik var rundet af det samme ophav, nemlig den gregorianske sang. Tænk blot på, hvor tæt forbundet middelalderlige folkeviser er med den gregorianske sang. Den forbundethed mellem verdslig og kirkelig musik har eksisteret langt op igennem musikhistorien. Derfor er det ikke sandt, når nogle hævder, at Luther brugte datidens popmelodier for at udbrede reformationstidens salmer.

Fri historieforståelse (manipulation) og iscenesættelser af den virkelighedsopfattelse, der støtter ens synspunkter bedst muligt, vanskeliggør selvsagt en konstruktiv debat. At flere kirkefolk på denne tvivlsomme baggrund derudover har sat troværdigheden over styr ved i pinlig selvoptagethed efter de unges anerkendelse at have lagt rum til panikagtige fornyelsesinitiativer, forstærker blot den groteske situation.

SELVFØLGELIG VIL og skal der ske en udvikling og fornyelse af kirkemusikken, sådan som Fladmose skriver. Det sker også i disse år, hvor samtidsmusikken – herunder den rytmiske musik – på godt og ondt påvirker musikken i kirkerne.

Igennem historien er kirkemusikken blevet påvirket af de strømninger, der har præget de skiftende tider. Således var det i romantikken i 1800-tallet i særlig grad det harmoniske element, der påvirkede og udviklede kirkemusikken. At det så affødte en bevægelse i begyndelsen af det efterfølgende århundrede, hvor der måtte luges ud i de mange kirkemusikalske vildskud, der også fulgte, viser, at udviklingen af kirkemusikken er en løbende udviklings- og forædlingsproces.

I dag udfordres den klassiske kirkemusik og den folkekirkelige forkyndelse af underholdnings- og popkulturen snarere end af den rytmiske musik. Underholdnings- og popkulturen har mange ansigter og er dybt rodfæstet i samtidskulturen.

Det er således langt stærkere kræfter end tidligere, kirken og dens musik er oppe imod. Derfor er der grund til at være på vagt over for popsmarte bud på kirkelig fornyelse. Frem for alt er det helt afgørende fortsat at have et højt kvalitetsniveau for øje i udviklingen og fornyelsen af kirkemusikken.

Niels Erik Aggesen, organist ved Trinitatis Kirke i Fredericia og lærer på Kirkemusikskolen i Løgumkloster, Danmarksgade 61, Fredericia