DE TO PROMINENTE, danske muslimer Sherin Khankan og Fatih Alev afviste i sidste uge i Danmarks Radios ”Orientering” (13. januar), at der en sammenhæng mellem islams skrifter og terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdos tegnere.
Ganske vist hedder det i Koranens ofte citerede sura 9 vers 5, at ” ... skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem ...”, men de afviste begge, at ordene kunne bruges til at legitimere drab i dag.
De citerede ord (i 9:5) skulle ifølge de to muslimer forstås i en bestemt historisk kontekst. Med Alevs ord, da ”muslimer stod til at blive udslettet i Mekka”, eller med Khankans ord, da ”muslimer var under angreb”. Men ifølge gængs historieskrivning, som både muslimer og mange vestlige historikere tilslutter sig, er det ikke den korrekte historiske sammenhæng. Tværtimod åbenbaredes sura 9 for Muhammed (meget heldigt for ham), efter at han og hans tilhængere havde løbet Mekka over ende i år 630. Altså det stik modsatte af at være underlegne, forfulgte og fredsommelige mennesker på vej mod udslettelse, som jøderne var det under Anden Verdenskrig.
ALEV NÆVNTE, at vers 5 som alle andre vers i Koranen er blevet udlagt forskelligt af koranfortolkere. Men han fortalte ikke, hvordan 9:5 er blevet fortolket eller kan fortolkes. Khankan ville adskille religion og politik, men hvordan gøre det uden at lægge afstand til i Medina-versenes blanding af religion og politik? Alev mente, at ”de senere vers” (Medina-versene) omhandlede et samfund, hvor muslimerne samarbejdede med jøder og kristne.
Det lyder idyllisk, men i Medina-verset 5:13 anklages jøderne for at have forvansket skriften, i 5:73 advares muslimer mod kristne, og i 5:51 advares de mod både jøder og kristne. Og ifølge den gængse muslimske historieskrivning gjorde Muhammed og tilhængere med vold op med Medinas tre jødiske stammer. Så det var så som så med samarbejdet mellem muslimer og jøder og kristne i Medina.
SELVOM KHANKAN advarede mod at blande religion og politik sammen, var hun politisk klar i mælet. Frankrig er hyklerisk, når det kritiserer Assads brug af kemiske våben, for det har selv solgt skidtet til ham. Hvad angår ”terror i verden”, mindede hun om, at 450 børn mistede livet i Gaza i 2014 under israelske bombardementer. De 450 dræbte palæstinensiske børn motiverede islamisters drab på Charlie Hebdos tegnere, ikke koranversene.
Ovenfor kalder jeg muslimsk historieskrivning om Muhammed ”den gængse” og antyder dermed, at der er andre. Nogle historikere har rokket ved opfattelsen af, at Koranens vers skulle være åbenbaret til Muhammed af Gud gennem ærkeenglen Gabriel. De mener, at Koranen er et sammensurium af syrisk-aramæiske tekster, aramæisk-arabiske overgangsformer, arabiske kristnes liturgiske bog, persisk indflydelse, lokale traditioner og mangfoldige arabiske bearbejdninger.
Nogle af disse historikere skriver under pseudonym, for eksempel Christoph Luxenberg, da de frygter, at islamister vil opfatte deres koranstudier som blasfemi og dræbe dem. Men muslimer må finde sig i, at historikere kaster kildekritiske blikke på Koranen, ligesom kristne i snart 300 år har fundet sig i, at historikere har gjort det samme med Bibelen.