Når den uretfærdige hersker, sukker folket

Fleksjob- og førtidspensionsreformen er en meget stor ulykke og politisk fejl. Og en af de graverende fejl er nedskrivningen af kompensationsprincippet som et grundlæggende handicappolitisk princip

"Det er en politisk opgave at gøre noget ved denne sociale uretfærdighed, så vi ikke skal blive ved med at sukke!," skriver Lisbeth Riisager Henriksen. På billedet ses beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der fortæller pressen at regeringen lørdag d. 30 juni 2012 har indgået forlig om en reform af fleksjob og førtidspension med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Til venstre Ulla Tørnæs, Venstre.
"Det er en politisk opgave at gøre noget ved denne sociale uretfærdighed, så vi ikke skal blive ved med at sukke!," skriver Lisbeth Riisager Henriksen. På billedet ses beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der fortæller pressen at regeringen lørdag d. 30 juni 2012 har indgået forlig om en reform af fleksjob og førtidspension med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Til venstre Ulla Tørnæs, Venstre. Foto: Mads Nissen Denmark.

Når de retfærdige får magt, glæder folket sig, når den uretfærdige bliver hersker, sukker folket. Sådan hedder det i Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente.

Det gælder også i dag, at der er megen politisk frembragt uretfærdighed at sukke over. En af dem er reformen (læs: forringelsen) af fleksjob- og førtidspensionsordningen. Den blev vedtaget med stemmer fra regeringspartierne (S, R, SF), V, K og LA i 2012 med ikrafttrædelse den 1. januar i år.

Allerede inden vedtagelsen så mange borgere og repræsentanter fra handicaporganisationer på reformen med stor bekymring. Og vi advarede igen og igen politikerne om det, vi opfattede som uretfærdigt og katastrofalt, blandt andet gennem høringssvar. Men man lyttede ikke. Nu begynder nogle af de negative konsekvenser af reformen at vise sig.

LÆS OGSÅ: Handicappede er utrygge ved reform af fleksjob

Det første halve år siden reformens ikrafttrædelse er 25 procent færre blevet visiteret til fleksjob i forhold til samme periode sidste år, skriver freelancejournalisten Ulla Nygaard på sin webside, Ulla Nygaard Kommunikation, den 22. juli.

Avisen.dk kan den 31. juli fortælle, at reformen allerede har medført et fald på 675 fleksjobansættelser siden nytår. Derudover er en masse ledige borgere ligesom tidligere parkeret under fleksjobordningen på ledighedsydelse eller kontanthjælp. Altinget.dk kunne den 3. maj fortælle om 1200 nye fleksjobbere i arbejdsløshedskøen siden nytår, og at der i maj måned var cirka 17.300 fleksjobbere på ledighedsydelse svarende til cirka 25 procent af den samlede gruppe af fleksjobvisiterede. Hvor mange ledige fleksjobbere er der mon herudover?

Der er desuden bevilget 21 procent færre førtidspensioner i år i forhold til samme periode sidste år, skriver Ulla Nygaard. Det var en del af formålet med reformen, og politikere siger uden at blinke med øjnene, at det er såre godt. Der har allerede i årene inden lovens vedtagelse været gradvist færre pensionstilkendelser, men nu forringes vilkårene yderligere.

Hvad sker der mon med de syge borgere, som ikke kan få førtidspension? Har man overhovedet stillet sig spørgsmålet: Hvor bliver de af? De alvorlige sygdomme eller funktionsnedsættelser og den manglende arbejdsevne forsvinder jo næppe, fordi samfundets politiske vilje til at anerkende det er svundet ind.

Fleksjob- og førtidspensionsreformen er en meget stor ulykke og politisk fejl. Og en af de graverende fejl er nedskrivningen af kompensationsprincippet som et grundlæggende handicappolitisk princip. Det er i overensstemmelse med, hvad SFI peger på i årbogen for 2012, Virksomhedernes sociale engagement, hvor de dokumenterer, at den største motivation for virksomheder til at udvise social ansvarlighed er økonomiske incitamenter og dernæst regler og lovgivning. Uden kompensation får vi meget færre ansættelser!

I det lys burde det ikke komme bag på politikerne, at reformen allerede betyder mere marginalisering og mindre inklusion. Og her taler jeg alene marginalisering i forhold til at opnå plads på arbejdsmarkedet ikke om, hvorvidt pladsen indeholder anerkendelse og ligeværdighed som arbejdstager.

Det er en politisk opgave at gøre noget ved denne sociale uretfærdighed, så vi ikke skal blive ved med at sukke! Og det kan ikke gå hurtigt nok.