Når tvivlen afværger selvmord og redder liv

Teologi, der bygger på en ide om, at det er synd for menneskene glemmer at tvivle og kan derfor i sidste ende gøre mere skade end gavn

Ville det ikke være godt, hvis tvivlen kunne være den kærlige distraktion, der redder et desperat menneske fra døden og måske en dag kan erstattes med en tro på, at livet både er smukt og en gave fra Gud?
Ville det ikke være godt, hvis tvivlen kunne være den kærlige distraktion, der redder et desperat menneske fra døden og måske en dag kan erstattes med en tro på, at livet både er smukt og en gave fra Gud?. Foto: colourbox.com.

Det er mit indtryk, at det meste teologi i dag formes ud fra det strindbergske aksiom: Det er synd for menneskene. Dette kan medføre meget smukt, men bagsiden er, at der kan opstå en meget skråsikker teologi, fordi den er i takt med tiden og derfor alt for let fristes til at glemme den ydmyghed, der følger med den modstand, der kommer, når man svømmer mod strømmen.

Denne teologi glemmer at tvivle og kan derfor i sidste ende gøre mere skade end gavn, og for mig er professor Svend Andersen et glimrende eksempel på dette, når han uden at tvivle det mindste udtaler, at selvmord ikke er en synd.

LÆS OGSÅ: Selvmord må ikke være en acceptabel udvej

Selvfølgelig er det rigtigt, at det er synd for menneskene. Man finder ikke noget mere hjerteskærende end menneskets historie.

Dette udtrykkes også i Bibelen, når Jesus kigger ud over folkeskaren og ser, at de er sårede og vanrøgtede, som får uden hyrde. Det er synd for mennesket. Jesus kom til jorden for at lindre vores smerte, for at helbrede vores sygdomme og hele vores sår.

Men er det nok? Er det nok med en teologi, der lærer os, at det er så synd for menneskene, at døden kan være det eneste håb? Til dette må jeg svare, at jeg tvivler. Bibelen bliver ikke ved smerten, der er altid mere. Så længe vi lever, er der håb om noget bedre. Og hvem ved, om det er sikkert at handle imod det håb. Bør man i det mindste ikke være i tvivl? Måske behøver døden ikke være den sidste udvej, før den alene er Guds bestemmelse.

De fleste mennesker, der begår selvmord, er i det øjeblik så frygteligt forpinte, at det næsten synes at være en forbrydelse at lade et menneske tage den beslutning alene, hvis man havde muligheden for være til stede, ja, det ville vel være en forbrydelse, hvis man ikke, hvis det var muligt, hindrede selvmordet. Vi ved jo alle, at man ikke skal tage store beslutninger i desperate øjeblikke. Vi ved også, at mange undgår at begå selvmord, hvis de i det kritiske øjeblik bliver distraheret, endog bare i nogle minutter.

Burde man med denne viden ikke langt hellere bringe den kærlige distraktion, håbet, livet, kærligheden, fællesskabet, bønnen, passionen, berøringen og troen ind i den lidendes liv i stedet for på Guds vegne at sige ja til selvmordet?

Det ligger i tiden at synge med på melodien om, hvor synd det er for mennesket, og selvfølgelig driver vi også teologi både ind og ud af tiden, men hvis sangen bliver for ensidig, bliver den falsk. Måske er det ikke kun synd for mennesket, måske er håbet større end døden, fordi alting er i Guds hænder. Og hvem kan så opgive håbet på vegne af et andet menneske, lige meget hvor meget det menneske lider?

Kan man dømme et menneskeliv meningsløst, håbløst eller så ubærligt, at et menneske har ret til at gøre ende på det? Bør man i det mindste ikke være så ydmyg, at man lader tvivlen kaste sine skæve nuancer ind over den rettroendes selvsikre ensfarvethed?

Jeg synes, man skal være påpasselig med at lave en teologi, der gør det lettere for et fortvivlet menneske i desperation at tage livet af sig selv, bare fordi man er kommet med i det kor, der synger tidens mest populære sange om, hvor synd det er for mennesket.

Tror jeg, Gud vil dømme et desperat og sygt menneske, der i et fortvivlet og ensomt øjeblik tager livet af sig selv? Jeg er tvivler, og måske skulle man have mod til at lade tvivlen stå, for måske kan netop tvivlen om Guds tilgivelse afholde et menneske fra at begå selvmord og redde det menneskes liv.

Ville det ikke være godt, hvis tvivlen kunne være den kærlige distraktion, der redder et desperat menneske fra døden og måske en dag kan erstattes med en tro på, at livet både er smukt og en gave fra Gud?

HELGA DØSSING HANSEN, præst i Århus Valgmenighed, Krathusvej 18, Risskov