Valget står for døren. Overalt er lygtepæle blevet fyldt med valgplakater og mere eller mindre lovende slogans og løfter. Vi skal nu til at vælge. Blå eller rød?
Vi skal træffe valg mange gange i livet:
Hvilken uddannelse vil man tage? Hvem vil man dele livet med? Hvor vil man bo?
Men ikke alle livets valg er sort/hvide - eller blå/røde for den sags skyld.
Der er et emne, som jeg ville ønske, ville komme til at fylde noget i valgdebatten. Indtil videre har jeg kun hørt et parti tale om det.
Og dér blev det introduceret mere eller mindre kluntet.
Det handler om abort.
Da jeg som 26-årig under min studietid i Aarhus blev gravid, var min mand og jeg rigtig glade. Vi glædede os til at blive forældre, og jeg glædede mig til at få bekræftet graviditeten og få regnet frem til terminsdato ved et besøg hos lægen.
Det gik da også fint hos lægen, og da alt var, som det skulle være, kom så spørgsmålet, om jeg ville til 12-ugersscanning. Altså den første af de to scanninger, som alle gravide i Danmark tilbydes. Abortgrænsen i Danmark er som bekendt ved de 12 uger, og derfor ligger denne første scanning med måling af fostrets nakkefold inden da, så man som gravid kan beslutte at få foretaget en abort, hvis scanningen viser tegn på det ene eller andet.
Jeg havde talt med min mand, og vi var enige: Vi ville meget gerne til 12-ugersscanningen, så vi kunne se, at den lille virkelig var der og var på vej. Men lige meget hvad, en nakkefoldsscanning ville sige, ville vi ikke have foretaget en abort. Det sagde jeg til lægen.
Og så kom den reaktion, som jeg i lang tid troede, kun jeg havde oplevet hos en læge, men som jeg senere fik lignende udgaver af fra andre gravide: Lægen lagde briller og kuglepen på bordet, vendte sig mod mig og sagde så - med en vis autoritet i stemmen - at hun syntes, det var fuldstændig vanvittigt at være så skråsikker i sin beslutning.
Nu skulle jeg jo også tænke på, hvad sådan et handicappet barn ville kunne betyde for mit parforhold.
Mange forældrepar med Downs-børn gik fra hinanden. Og tænk så på, hvis vi ville have andre børn. Og hvad ville det ikke betyder der? Og for fælles liv og karriere?
Jeg var fuldstændig målløs - og samtidig voksede der en uro frem i mig. For jeg kunne sagtens holde fast ved min beslutning - at jeg ville beholde barnet lige meget hvad. Ikke mindst fordi jeg havde en mand, der var enig med mig. Men hvad med den kvinde, der måske ikke havde støtte derhjemme?
Mødet blev virkelig hængende i mig. Som sådan en uro ved fornemmelse af, at man skulle kæmpe langt mere for at få lov til at beholde et handicappet barn, end for at få foretaget en abort.
Jeg har igen og igen hørt lignende fortællinger fra andre kvinder, der ligesom jeg følte sig overrumplet af sin praktiserende læge.
Siden dengang er jeg blevet færdig med studierne, jeg er mor til to skønne piger, og jeg har fået embede i det midtjyske som sogne- og studenterpræst. En del af mit arbejde som studenterpræst består i samtaler med de unge.
Samtaler kan have meget forskellig karakter og handle om alt fra eksamensangst, mangel på selvværd eller kærestesorger til depression, sorg eller selvmordstanker. Nogle har også handlet om sorg efter en abort.
De studerendes beretninger har på mange måder lignet min. At en læge har forsøgt at ladet dem forstå, hvad et barn (raskt som handicappet) ville kunne betyde for deres liv. De var alle unge kvinder, der stod og skulle i gang med drømmeuddannelsen, og mon de ville kunne få en uddannelse som ung mor?
De valgte alle tre abort.
De havde alle sammen i et eller andet omfang opfattet et pres. Og de har alle tre ligget på briksen og længtes efter, at en læge havde sagt: ”Inden vi går i gang, vil jeg lige spørge: Vil du hellere beholde barnet?”.
En af kvinderne led af depression. Hun havde lige været med sin storesøster til scanning i 11. uge. Samme tidspunkt i graviditeten, som hun selv fik fortaget sin abort.
Dengang forestillede hun sig ikke, at det skulle være andet end en klump celler. Men scanningen af hendes lille niece eller nevø viste jo noget andet. 10 fingre, 10 tæer. Et lille hjerte, der bankede.
Jeg går ikke ind for afskaffelse af abort.
Men hvor ville jeg ønske, at lægerne fortalte kvinderne, hvad det vil sige at få foretaget en abort, hvad det kan betyde for dem senere - og at der altså findes både unge mødre med uddannelse og lykkelige forældre til handicappede børn.
Det er ikke sort/hvidt.
Men kunne vi tale lidt om det?
Inge Marie Kirketerp Hansen er sogne- og studenterpræst i Gjellerup Sogn