Når regeringen vælger med magt at adskille ægtefæller, hvor hustruen er mindreårig, uden skelen til hendes egne ønsker, skriver den sig ind i en lang række af magthavere, der ufølsomt griber ind i familier fra lavere sociale lag eller etniske minoritetsgrupper med henvisning til at redde børn og kvinder, men som i sidste ende kommer til at forværre disses situation.
Umiddelbart kan integrationsminister Inger Støjbergs (V) forargelse over de såkaldte børneægteskaber blandt asylansøgere forekomme sympatisk. Med søsterlig omsorg ønsker hun tilsyneladende at beskytte piger og unge kvinder mod overgreb fra deres ægtemænds side og dermed slå et slag for udsatte børns rettigheder.
Men integrationsministerens kategoriske facon og manglende vilje til at behandle ægteparrene individuelt vil næsten uvægerligt medføre nye krænkelser af både ægtefæller og disses (ufødte) børn.
Som man har kunnet læse og se i de danske medier, har flere af de unge kvinder, der er blevet tvunget fra deres ægtemænd, oplevet myndighedernes fremfærd som en voldsom og utidig indblanding. Ombudsmanden er gået ind i sagen om den gravide 17-årige Rimaz Alkayal, der mod sin vilje er blevet adskilt fra sin 26-årige mand, og flere organisationer – herunder Red Barnet og Institut for Menneskerettigheder – har formuleret kritik af regeringens handlemåde.
Senest har Biskop Henrik Stubkjær opfordret til, at man giver asylansøgere samme behandling som mindreårige danskere, der ønsker at gifte sig, nemlig en individuel undersøgelse af forholdene.
Det er imidlertid langt fra første gang, at magthavere griber ind og forsøger at ændre familiepraksisser blandt samfundets underklasse eller etniske eller religiøse mindretal. Siden middelklassen i Europa og USA for omkring 150 år siden i stigende grad kom til at opfatte børn som uskyldige og elskelige væsener, der havde krav på beskyttelse fra utilstrækkelige eller farlige voksne, er kolonistater såvel som velfærdsstater skredet ind for at redde børn.
Med henvisning til enten ubestridelige (og dog foranderlige) moralske værdier eller universelle rettigheder har man taget børn fra deres forældre, tvunget mødre (og fædre) til at bortadoptere deres børn, skilt ægtefæller fra hinanden – eller omvendt presset kvinder til at gå tilbage til deres ægtemænd.
I nogle tilfælde har det at redde børnene mest været et dække over ønsket om at trænge ind i den intime sfære blandt borgere, hvis privatliv opfattes som mindre ukrænkeligt end elitens – for derved at cementere et allerede eksisterende hierarkisk forhold.
Andre gange har myndigheder og private aktører utvivlsomt handlet ud fra de bedste intentioner. Uanset bevæggrundene har princippet om at beskytte børn på bekostning af deres ægtefæller, forældre eller andre voksne desværre alt for sjældent medført en reel forbedring af børnenes kår.
Ofte har det modsatte været tilfældet. Dels fordi de, der skulle reddes, ikke altid har ønsket redning, dels fordi de organisationer eller stater, der har iværksat redningen, langtfra altid har kunnet tilbyde et bedre alternativ. Børn er blevet gjort forældreløse, er vokset op på dårlige institutioner og har oplevet unødig sorg og savn. Kvinder er blevet umyndiggjort eller fastholdt i voldelige forhold – ligesom mænd er blevet urimeligt straffet.
Pointen er ikke, at vi som samfund skal blande os udenom eller blot se til, når der sker overgreb på børn af seksuel eller anden karakter. Naturligvis ikke.
Men uanset om en person er over eller under 18 år, må enhver ”redningsaktion” ske med stor sensitivitet for den pågældendes situation og ønsker. Det forudsætter individuel vurdering, dialog med personen, der søges reddet, og ikke mindst fleksibilitet fra myndighedernes side.
Det er uden tvivl ofte en mere krævende proces, både ressourcemæssigt og tidsmæssigt. Men hvis vi reelt ønsker at hjælpe og ikke blot påføre (nye) krænkelser, er det en absolut nødvendighed.
Karen Vallgårda er adjunkt i historie på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet