DE FLESTE skænker ikke døden mange tanker. Det er ofte ældre mennesker, der rammes, hvor yngre mennesker effektivt kan fortrænge med følelsen af, at ”det er godt, det ikke er mig”.
Sådan er det ikke for mig, efter at alvorlig sygdom fornylig viste sig med stor dramatik. Min ægtefælle fandt mig halvt bevidstløs smurt ind i blod og ekskrementer og med kraniebrud som følge af et epileptisk anfald. Jeg husker først noget i ambulancen.
Den vagthavende læge var årvågen og fik mig hurtigt i en scanner, hvorefter jeg fik den dramatiske besked: ”Du har en stor hjernesvulst, og du kan dø i løbet af ét år.” Jeg var knapt kommet til bevidsthed og græd som pisket.
Her mere end en måned senere har dramatikken ikke lagt sig. Tumoren er ondartet. Jeg er 47 år og har levet et fornuftigt liv med sund kost, motion og et godt socialt netværk. Hvad er jeg oppe imod? Kan jeg leve videre, uanset hvad der er tilbage af mit liv?
FOR DET FØRSTE besluttede jeg at gøre op med fortiden, og hvad jeg måtte fortryde at have gjort eller måske netop ikke har gjort. Op til anfaldet var der symptomer, men de var så svage, at jeg ikke havde en chance for at reagere på dem. Det ville ikke have gjort nogen forskel, hvis jeg var gået til lægen inden.
I et større perspektiv måtte jeg også gøre status over mit liv. Det er så godt, som det nu kunne blive, uden uforløste konflikter eller drømme, som ikke er realiseret. Der er ikke nogen stor ”bucket list” som jeg pludselig skal nå, fordi jeg har kræft i hjernen. Nok kunne jeg have gjort mere ud af min interesse for kommunikation, hvor dette skriv jo så er et udtryk for, at der er noget, jeg skal nå.
Det er dog detaljer sammenlignet med angsten for smerter og personlighedsforandringer, hvis tumoren spreder sig i min hjerne. Ingen læger vil udelukke scenarier, og dem er der mange af, når hjernen rammes af en uforudsigelig tumor. Hvad kan jeg gøre for at få det bedste ud af en svær og uvis situation?
DER ER BRUG FOR en strategi, som er større end planlægning og kommunikation. For mig handler det om at forholde mig aktivt til andre mennesker og særligt til dem, som betyder noget for mig. Det var nemt at forstå, at min ulykke har ramt mine nærmeste lige så hårdt, som den har ramt mig.
Men pludselig oplever jeg, at rigtig mange holder af mig, hvor de netop ikke tænker ”godt, det ikke er mig”. Det har været stort at opleve den ring af kærlighed, som er slået om mig og mine nærmeste. Min taknemmelighed for tanker, gaver, mails, praktisk hjælp er afgørende for, at jeg holder sammen på mig selv.
Det er dog ikke uproblematisk. Det koster at stå nede i SuperBrugsen og forklare det til nogen, som jeg faktisk ikke kender så godt. Men fordelen ved at administrere åbenhed opvejer at være tillukket. Og når det koster, så er det, fordi der også skal arbejdes med et andet problem, og det er tiden.
Når ulykken rammer, bliver nutiden afgørende, hvor fremtid ikke findes, og fortid bliver til nostalgiske minder, som dog er yderst brugbare i kritiske stunder.
Tiden bliver knap, hvor jeg ikke kan ignorere, at tumoren med stor sandsynlighed definerer længden af mit liv. Om ikke andet sørger lægerne meget effektivt for at minde mig om det. Men tiden skal udnyttes uden at stresse mig selv.
For at gøre dette tillader jeg mig selv at være i forskellige rum, som humør og situation måtte føre mig hen i. Jeg er mindre bekymret for at være angst og pludselig at græde, eftersom jeg ved, at jeg kan bevæge mig til rum af eksempelvis glæde eller hverdagsopgaver. Jeg fik vasket samtlige dyner og puder i hjemmet, mens jeg ventede på den alvorlige operation, som reducerede tumoren og gav mig håb.
PARADOKSET ER, at tumoren tillader mig at have det fysisk godt, og kroppen kan simpelthen ikke opretholde et konstant beredskab af angst. Det udnytter jeg til at ”skifte rum”, og nu gør jeg det mere markant og hurtigere.
Tiden kan være en ven med store rigdomme i nuet. Til gengæld er døden en uoverstigelig fjende, som jeg må forliges med. Der er så meget at miste, hvorfor jeg ofte minder mig selv om, at angsten for døden skyldes glæde for livet. Resten må overlades til skæbnen og kræfter, som jeg ikke kan påvirke med andet end mine strategier.
Vi skal alle dø, men med min tumor synes jeg, at jeg ved mere om livet.
Anders Schoubye, cand.merc., Spættevej 12, Solrød Strand