Teologisk vrøvl om forholdet til en kristusfornægtende religion

Jeg ønsker ikke som præst at tillade, at kirken lægger rum til religiøse tekster, der grunder i andet end troen på Jesu guddommelighed, og Koranen repræsenterer i sit hele en direkte modsigelse af kristendom, skriver Sørine Gotfredsen

"Jeg håber, at læserne kan filtrere deres ubehagelige personangreb fra og i stedet fokusere på sagen, der handler om budskabet i mine fredagsrefleksioner fra den 4. marts, hvor jeg argumenterer for, at læsning fra Koranen og muslimske bønner ikke hører hjemme i kirkerummet."
"Jeg håber, at læserne kan filtrere deres ubehagelige personangreb fra og i stedet fokusere på sagen, der handler om budskabet i mine fredagsrefleksioner fra den 4. marts, hvor jeg argumenterer for, at læsning fra Koranen og muslimske bønner ikke hører hjemme i kirkerummet.". Foto: Leif Tuxen.

Jeg takker for den alfaderlige skideballe, som lektor Hans Raun Iversen tildelte mig her i avisen onsdag den 9. marts. Og som i fredags blev fulgt op af domprovst Anders Gadegaard.

Jeg håber, at læserne kan filtrere deres ubehagelige personangreb fra og i stedet fokusere på sagen, der handler om budskabet i mine fredagsrefleksioner fra den 4. marts, hvor jeg argumenterer for, at læsning fra Koranen og muslimske bønner ikke hører hjemme i kirkerummet. Heller ikke selvom en person inden sin død har udtrykt ønske om, at den slags skulle være en del af vedkommendes afsked med verden.

Raun Iversens to centrale indvendinger mod mit indlæg er, at kirken skal stå til rådighed, når der er særlig grund til at ”fejre og opfordre til fredelig sameksistens”, og desuden, at Koranen for mennesker, der har forladt islam og er blevet kristne, kan have betydning som påmindelse om deres vej til troen på Jesus. Hvormed koranlæsning faktisk kan ses som en del af kirkens mission.

Ligeså understreger Gadegaard det nyttige ved i kirkelige handlinger at kunne spejle det kristne budskab i tekster, der har betydning for de pårørende selv.

Iversens første argument kan jeg til dels følge. Man kan godt mene, at andre trosretningers tilstedeværelse ved særlige gudstjenester kan bidrage til, at vi kan leve fredeligt sammen, men lige så vel som Raun Iversen undrer sig over, at jeg ikke nævner dette aspekt, undrer jeg mig såre over, at hverken han eller Gadegaard på noget tidspunkt forholder sig til, at Koranen ikke blot er en hvilken som helst eksotisk tekst eller kan lignes med et digt af Henrik Nordbrandt.

Koranen repræsenterer i sit hele en direkte modsigelse af kristendom, og mens Gadegaards sære påstand om, at jeg skulle mene, at andre religioner er ”ude af stand til at udtrykke noget sandt om mennesket” helt står for hans egen regning, er det til gengæld sandt, at jeg er mindre rummelig i synet på, hvad der kan defineres som kristen mission.

Jeg ønsker ikke som præst at tillade, at kirken lægger rum til religiøse tekster, der grunder i andet end troen på Jesu guddommelighed, hvilket selvsagt også er gældende angående eksemplet med den afdøde, der har ønsket koranlæsning ved sin bisættelse.

Hertil må man nemlig først og fremmest sige: Det er ikke kirkens opgave at imødekomme ethvert ønske, som et menneske måtte have. I forvejen sætter vi hele tiden grænser for folks mange idéer, ofte begrundet med, at en bestemt tekst eller sang falder for langt uden for det kristne univers. Eller måske ligefrem modsiger det.

Det må man fastslå, at Koranen som helhed gør, og man ser undrende til, mens fremtrædende teologer som Hans Raun Iversen og Anders Gadegaard på spidsfindig vis får modsigelse af kristendom til i virkeligheden at være udtryk for kristen mission.

Deres særegne logik fører bekymrende perspektiver med sig, for med den må man jo spørge, hvad der skulle hindre os i også at inddrage Koranen ved en vielse, hvis der udtrykkes et tilstrækkelig inderligt ønske om det.

Eller hvad med en dåbsgudstjeneste, hvor 200 ikke særligt kirkevante danskere pludselig nede fra bænkene kan konstatere, at Koranen er blevet en del af folkekirken.

Iversen kalder dette at ”forvalte folkekirkens lutherske mandat som det store trossamfund i Danmark og som en kristen kirke i mission”. Jeg vil fastholde, at det selv inden for denne bestræbelse er opgaven at sætte en grænse ved ord, der udspringer af et helt andet gudsbillede end det kristne.

Anders Gadegaard anklager mig for at være så bundet af tidens værdikamp, at jeg tænker ”kulturimperialistisk”, hvilket ikke blot er en hysterisk og uforskammet formulering.

Den tegner også billedet af en tidens tilstand, hvor man ikke kan forsvare den rene kristne forkyndelse i kirken uden at blive opfattet som én, der kun har intolerance til overs for andre måder at tænke på.

Jeg ved ikke, hvor meget Hans Raun Iversen og Anders Gadegaard vover sig uden for Københavns volde, men hvis de af og til færdes derude, vil de vide, at folk rundt omkring i landet iagttager folkekirkens udvikling med undren.

Der breder sig en fornemmelse af, at grænserne for, hvad den repræsenterer, konstant flytter sig, og at mange præster vægrer sig ved at sætte ord på forskellen mellem islam og kristendom.

Den fornemmelse kan kun blive forstærket af Hans Raun Iversens og Anders Gade- gaards argumentationsform, der ud over åbenlys personlig antipati synes at bygge på en næsten demonstrativ iver efter i tidens ånd at tilpasse og relativere kirkens budskab.

Sørine Gotfredsen er præst, forfatter og journalist