I DEN SENESTE TID har Kristeligt Dagblad givet spalteplads til en nyttig diskussion om kunstens plads i kirken. Fagfolk har skældt ud på åbenbart uvidende menighedsråd, og menighedsråd og andre har talt om utidigt snobberi og leflen for tidens mangeartede kunstneriske udtryk. Det er en vigtig diskussion.
Meget af den kunst, der smykker danske kirker, er gammel. Den fortæller, hvordan vore tiptipoldeforældre forstod kristendommen og gav deres tro udtryk. Undertiden spændende og udfordrende for os i det 21. århundrede, undertiden kedelig, bleg og ligegyldig for andre end de videnskabsfolk, der er sat til at værne den for at komme tættere ind på den fjerne tid.
I menighedsrådene ved man godt, at vores tid er fyldt med modsatrettede forestillinger om de ting, der forkyndes i kirken, og at moderne mennesker har besvær med at knytte forbindelsen mellem det moderne liv og kirkens forkyndelse.
Man ved også, at nogle finder kirkens rum alt for ”gammeldags” og uden sammenhæng med tidens liv. Derfor ønsker mange at finde frem til ny kunst, der kan forbinde æstetisk kvalitet med indlevelse i kirkens gudstjeneste og hele liv.
Men man er på usikker grund samtidig med, at man føler et ansvar og ikke ønsker at slippe retten til selv at være medbestemmende. Det er dyrt at erhverve ny kunst til kirken, hvad enten det nu drejer sig om et alterbillede, billeder til kirkevæggen eller måske glasmalerier til kirkens vinduer, og det kan ikke uden videre laves om, hvis man griber forkert.
Vor tid og ikke mindst den unge generation er vant til at se billeder, mange billeder. Det ved menighedsrådene godt, men mange vil gerne tage udfordringen op. Man oplever sig ikke som museumsforvaltere, men som bestyrere af noget levende og foranderligt. Og derfor spørger man naturligvis rundtomkring, hvor man kan finde hjælp til at hente tidens kunst ind i kirken.
Spørger man i stiftet, får man på et tidspunkt adressen på Akademiraadets udvalg for kirkekunst, og her er det så, at filmen alt for tit knækker. I det fjerne udvalg møder man ofte skepsis og kritik af de forslag og ideer, man kommer med. Har man lokalt blik nok for det gamle? Og er kendskabet til tidens kunstneriske udtryk alt for overfladisk? Ja, hvad ved menighedsrådene i det taget om kunst?
I udvalget har man naturligvis kendskab til en række fortrinsvis yngre kunstnere, for hvem en kirkeopgave vil være en drøm. Det er derfor fristende for udvalget at henvise til en eller flere af dem. Det er måske helt ukendte navne for menighedsrådene, og det er ikke uden videre muligt at etablere en samtale med kunstnerne. Afstanden er simpelthen for stor. Derfor løber kontakten til Akademiraadet tit ud i sandet. Måske opgiver man sit projekt, måske får man stiftets billigelse af sin ide og negligerer Akademiraadet.
Derfor er tiden måske nu kommet, hvor man med fordel kunne overveje at lade det fjerne kirkeudvalg i Akademiraadet afløse af stiftsudvalg besat af mennesker fra stiftet med forskellig faglig tilgang: kunsthistorikere, teologer og folk med anden nyttig kunnen og indlevelse i stiftets liv.
Sammen med biskoppen og menighedsrådene har de en reel mulighed for at få en grundig samtale i gang med den eller de kunstnere, man vil arbejde sammen med. Dialogen er en forudsætning for at få en udsmykning, der kan understøtte gudstjenesten og med respekt for historien danne en tidssvarende ramme om det, der foregår i kirken.
Henning Fogde er forhenværende seminarierektor