Når verden får nok af godhed

Med Bob Geldofs genindspilning af velgørenhedssangen "Do They Know It's Christmas?" er stemningen vendt. Han beskyldes for at lide af et "perverst Messias-kompleks", når han vil redde Afrika fra ebola. Og der er nødvendigt at kende sin egen begrænsning og skelne mellem det ydmyge og det selvhævdende, skriver Sørine Gotfredsen.

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

Det var i min gymnasietid, at bevægelsen rigtig tog fart. Midt i 1980'erne begyndte verdens musikstjerner at indspille sange med det formål at redde klodens sultne og udsatte mennesker. En flok af verdens mest prominente sangere udgav i 1984 med den engelske musiker Bob Geldof i spidsen verdensplagen ”Do They Know It's Christmas?” for at komme sultende afrikanere til hjælp.

Vi fandt det dengang i vore 17-årige sind såre smukt, at mennesker kunne udrette så meget ved fælles opofrende hjælp, og mindre henrevne var vi ikke året efter i mødet med det store hit ”We Are The World”, der fik os til at falde i svime over Bruce Springsteens hæse stemme. Også til ære for Afrika.

For slet ikke at tale om det danske bidrag, der slet og ret hed ”Afrika”, og nu er det sket igen. Bob Geldof har realiseret en genindspilning af ”Do They Know It's Christmas?” for at komme de ebolaramte afrikanere til hjælp, men nu er stemningen til gengæld vendt. Geldof beskyldes for at lide af et ”perverst Messias-kompleks”, og fra både Afrika og England lyder det, at grænsen er nået. Afrikanerne vil ikke fortsat behandles som ofre, der skal reddes af den hvide mand, og nogle engelske musikere har fået nok af Geldofs selvpromovering og har helt ignoreret hans projekt.

Det foreslås, at de stenrige kunstnere jo blot kan donere penge i al fredsommelighed frem for igen med bulder og brag at stemple et helt kontinent som hjælpeløst.

Der er noget befriende ved den reaktion. For det, vi i de naive gymnasieår ikke kunne gennemskue, er jo, at den gode handling kan blive så demonstrativ og selvforherligende, at den nærmest bliver vendt til sit eget modsatte. Den vestlige humanitære ideologi, der har været drivkraften bag de store musik-redningsaktioner, kan for det første rumme en mulig arrogance i synet på dem, man vil frelse og måske fastholder i en uværdig position.

Og for det andet findes jo en ulyksalig trang til selv at træde frem i rampelyset som den barmhjertige velgører med fortsat brug for nogle svage individer at tage hånd om. Det er en usund tilstand, som den enkelte sikkert ofte ikke selv gennemskuer, men på et tidspunkt begynder omgivelserne at ane de selvdyrkende mekanismer, når offerviljen forsynes med et skær af selvhyldest.

Det er jo netop derfor, at man af og til kan sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse, når man oplever de mange tv-indsamlingsshows, og når man som nu igen konfronteres med Bob Geldofs selvhøjtidelige mine, hvor lysten til at optræde som inkarnationen af det vestlige menneskes samvittighed, tegnes så klart. Når denne mand gradvist har bevæget sig fra rollen som godgørende iværksætter til selvdyrkende pestilens, har vi dermed sagen i en nøddeskal. Menneskets store risiko for i godhedens navn at miste jordforbindelsen.

Og således når vi igen frem til kristendommens meddelelse om nødvendigheden af at kende sin egen begrænsning. Den selverkendelse, der så nemt kan drukne i trangen til at agere den store velgører, for uden den rette ydmyghed løber den gode gerning af med os, mens vi knap opdager, hvor meget vi ophøjer os selv og måske i den store velvilje bidrager til at pille værdigheden fra andre. Netop som de afrikanske kritiske røster har tilkendegivet, at Bob Geldof gør, og det er særdeles rammende, at denne mand nu betegnes som en trættende Messias-figur, der anklages for at gøre mere skade end gavn.

Når mennesker forsøger at iføre sig barmhjertigheden som personligt udtryk og kendetegn, er det kun et spørgsmål om tid, inden mistroen til vedkommende begynder at vokse sig stor. Hvilket man jo også kan skrive sig bag øret i forhold til den øjeblikkelige diskussion herhjemme om synet på flygtningestrømmen og visse kirkelige personers brug af evangeliet som afsæt til letkøbt moraliseren. Man fristes her til at citere fra pavens tale i Europa-Parlamentet forleden, hvori han opfordrede europæerne til at bruge vores af Gud nedlagte ”instinktive evne til at skelne godt fra ondt”. Hvis man tolker de ord på banal moderne vis, kan det føre til idéen om, at mennesket med sindsro kan stræbe efter at blive kærlighedsfyrtårne på Bob Geldof-vis, fordi man ikke tvivler på egen dømmekraft. Men læser man dem mere nøgternt teologisk, er budskabet, at ethvert menneske skal være opmærksom på det selviske i sig selv. Også når kraften optræder forklædt som ædelt sindelag.

Jeg vælger at læse pavens ord i den sidste udlægning, og når vi opsummerer historien om de velgørende musikere, der i de seneste årtier har udført deres effektfuldt markedsførte gode gerninger, aner man, at den omtalte evne til at skelne mellem det ydmyge og det selvhævdende kan vakle. Derfor er det så befriende, når folk begynder at få øjnene op for dobbeltheden. Når man begynder at forstå, at godheden kan blive for meget af det gode.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen