I KRISTELIGT DAGBLAD kritiserer pastor emeritus Poul Nielsen, at jeg foreslår, at vi i Danmark skal hjælpe flere mennesker på flugt. Man må forstå på Poul Nielsen, at næstekærligheden er håbløs, når verden står over for store udfordringer som fattigdom og krig.
Men den præmis køber jeg ikke. Hvis der er uoverskueligt mange, der flygter fra krigens rædsler, er det i min verden ikke en undskyldning for at være ligeglad. Tværtimod. For selvom Poul Nielsen ser det som en håbløs opgave, så er det en udfordring, der ikke forsvinder. Vi kan ganske rigtigt ikke redde alle, men vi redder ingen, hvis vi bare lukker øjnene. Og det bliver kun værre for os selv på sigt.
Størrelsen af flygtningestrømmene er ufattelig, uoverskuelig - ja faktisk lige til at græde over, men jeg er nysgerrig. For hvor går grænsen for, hvornår vi kan tillade os at være ligeglade, fordi vi ikke kan overskue det? En million flygtninge, fem millioner eller ti millioner?
Den eneste måde, vi løser udfordringen på, er ved at se problemerne i øjnene. Fattigdom, undertrykkelse og borgerkrig er ofte forbundet.
Men fattigdommen i verden behøver ikke være permanent. Vi skal have løftet de fattigste lande. Både økonomisk og demokratisk. Men vi må også erkende, at det ikke sker fra den ene dag til den anden. Og i fejlslagne stater, der bliver regeret af diktatorer og krigsherrer, vil der stadig være behov for at yde asyl til de mennesker, der flygter fra forfølgelse og overgreb.
Der har vi en forpligtelse til at hjælpe. Og ja, det er ikke altid gratis at hjælpe andre. Det kan have en pris. Men det gør os ikke fattige. Fattige bliver vi først, den dag vi sælger ud af næstekærligheden.
Anna Mee Allerslev (R) er integrationsborgmester i København