Dansk Folkepartis Ungdom: Næstekærligheden er ikke politisk

Ingen skal misbruge næstekærlighedsbegrebet til at dræbe enhver diskussion om, hvad der er en rimelig hjælp til flygtninge, skriver Lucas Thelander Hultgren, som er formand for Dansk Folkepartis Ungdom

Vi ser ofte, at begrebet næstekærlighed simpelthen bliver misbrugt til at slå folk oven i hovedet med, hvis disse tillader sig at mene, at det er komplet urimeligt, at flygtninge kommer foran danskere i jobkøen og boligkøen, som vi desværre ser det nu.
Vi ser ofte, at begrebet næstekærlighed simpelthen bliver misbrugt til at slå folk oven i hovedet med, hvis disse tillader sig at mene, at det er komplet urimeligt, at flygtninge kommer foran danskere i jobkøen og boligkøen, som vi desværre ser det nu. Foto: DR Kultur.

SOGNEPRÆST DITTE BRUUN har set første afsnit af ”Generation DF”, en dokumentar om Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), som i disse dage bliver bragt på DR 3. Hun er foruroliget over DFU’s ”partipolitiske værdiarme og foruroligende greb om et af kristendommens kernebegreber: næstekærligheden”.

Jeg må råde Ditte Bruun til at se første afsnit en gang mere. Det ligger på nettet.

For det var altså ikke DFU, som bragte begrebet næstekærlighed ind i en politisk diskussion. Det var en ung fyr fra SF Ungdom, som åbenbart fandt det betimeligt at blande religion og politik sammen. Naturligvis for at fremme sin egen politiske agenda.

Hør nu her: Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal hjælpe mennesker i nød, hvis vi kan. Det skal vi.

Men selvfølgelig kan og skal SFU og andre interessenter ikke misbruge næstekærlighedsbegrebet til at dræbe enhver diskussion om, hvad der er en rimelig hjælp. Om det, som det var tilfældet i Aalborg, er rimeligt, at disse unge flygtningemænd får adresse på et tidligere hotel lige midt i Aalborg tæt på byens natteliv.

Vi ser desværre ofte, at begrebet næstekærlighed simpelthen bliver misbrugt til at slå folk oven i hovedet med, hvis disse tillader sig at mene, at det er komplet urimeligt, at flygtninge kommer foran danskere i jobkøen og boligkøen, som vi desværre ser det nu.

Lucas Thelander Hultgren, landsformand for DFU, Elbagade 77, Københavns S