DEN 10. AUGUST bragte Kristeligt Dagblad hele to svar på mit åbne brev til pave Frans – et fra sognepræst Carsten Mulnæs og et fra konsulent og formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd Mogens S. Mogensen.
Jeg vil lægge ud med et svar til Mogens S. Mogensen, da han, som jeg ser det, kommer med samme fejlslutning, som jeg møder konstant. Det sker stort set hver gang, jeg påpeger, at der er massive problemer i islam: at min religion er ved at blive overtaget af dem, der udlægger den som krigens religion, og derfor efterlyser jeg, at flere muslimske ledere tager afstand ved at give den islamistiske ideologi et teologisk modspil. Hver gang gør jeg mig umage for at understrege, at jeg ikke giver almindelige muslimer ansvaret for terroristers ugerninger.
Alligevel udløser min kritik til mine trosfæller en række automatreaktioner – og Mogens S. Mogensen stiller sig tilsyneladende op i samme kor: ”Ikke alle muslimer tolker koranen og islam som IS”, ”vi er ikke i krig med islam”, og ”vi skal ikke gøre alle muslimer til potentielle fjender”. Hvem gør egentlig det? Jeg gør i hvert fald ikke.
Jeg appellerer til, at moderate fremtrædende muslimer vil sætte de sorte islamister godt og grundigt på plads – ideologisk og teologisk. Og ja, jeg er også godt klar over, at der er mange, der tolker Koranen anderledes end IS – men vi hører ikke meget til dem. Og danske muslimske islamkritikere skal man godt nok lede længe efter.
Vi ved, at det er de mest aktive, der tegner billedet af et givent fællesskab, og lige nu er det altså islamisterne, der er mest fremme i skoene, når det handler om at tegne et billede af det muslimske fællesskab.
Mit åbne ”brev” til paven var en reaktion på pave Frans’ i mine øjne naive kommentarer om islam efter en sommer, hvor vi har set adskillige terrorangreb begået i Allahs navn. Jeg forestiller mig ikke, at paven skal begynde at give gode råd til islamiske lærde om, hvordan man skal læse Koranen. Men når han kan sige, at terror ikke har noget med islam at gøre, så kan han vel også sige det modsatte. Det er op ad bakke, når en kirkelig leder, som så mange lytter til, bagatelliserer problemet ved at sige, at han ikke vil tale om islamisk vold.
I ØVRIGT ER DET MIG en gåde, at velmenende debattører er så protektionistiske, når det gælder islam og muslimer. Det er, som om man accepterer, at religionskritik og islam bare ikke passer sammen.
Hvorfor er der ikke mere opbakning til min sag? Det er mig uforståeligt, når selvsamme debattører taler om rummelighed, forståelse og tolerance. De har med deres kristne baggrund deres på det tørre. Derimod er det for mig og mine meningsfæller uhyggeligt svært at slippe godt fra saglig religionskritik af vores religion, islam. Sådan bør det ikke være i et frit samfund.
Og så tillader Mogens S. Mogensen sig at sige, at jeg som politiker ikke må blande mig i, hvordan islam skal fortolkes. Hvilken arrogance! Det her er min hjertesag – og det vedrører min egen religion, som i øvrigt er genstand for så stor debat i hele samfundet.
Jeg er med på, at det er en teologisk diskussion, og jeg udtaler mig ikke om dette som konservativ politiker. Når det er sagt, så tror jeg, at der skal politisk opbakning og støtte til, hvis en reformation/revolution af islam skal lykkes, som vi også så det med den kristne reformation.
OG HVORFOR GØR JEG så det? Nu kommer vi så til mit forsøg på at give Carsten Mulnæs et svar. Han vil gerne høre, hvorfor jeg ikke bare frasiger mig min tro, ligesom han – overordnet – spørger, hvad der egentlig er godt ved islam.
Det er store spørgsmål, og jeg har mest lyst til at henvise til min bog ”Bekendelser fra en kulturkristen muslim”, hvor jeg gør rede for min trosrejse. Den er såmænd ikke afsluttet endnu. Jeg plejer at sige, at jeg er en ærlig tvivler. Muhammed kan ikke måle sig med Jesus, men han minder mig mere om flere af de gammeltestamentlige konger, for eksempel David, der bliver beskrevet med både positive og negative sider.
Jo, der er mange tekster i Koranen, der beskriver Allah som både kærlig, gavmild og nådig. Det er den side af Gud, som jeg gerne ser får meget større fokus, for alt for længe har det handlet om Gud som den vrede, hævngerrige og straffende Gud.
Islam var engang både tolerant og fredelig, også da kristendommen ikke var det, og det var den også i begyndelsen af det 19. århundrede. Siden er det som bekendt gået støt ned ad bakke. Jeg håber på en egentlig reformation/revolution, men den kristne reformation var i proces i godt 150 år, så jeg gør mig ingen illusioner om, at jeg kommer til at se de store forandringer i min levetid.
Men der er stor plads til en mangfoldig fortolkning af religionen – både for dem, der er konservativt orienterede (i religiøs forstand), og dem, der er mere liberale. Det kræver ”blot”, at man læser og diskuterer Koranen med kritiske briller og i øvrigt hjælper Muhammed ned fra den piedestal, han fejlagtigt er blevet placeret på.
Jeg mener, at dette teologiske arbejde kan gøres med både respekt for og kærlighed til islam. Der er heldigvis mange i verden, der deler mit synspunkt, men i Danmark er vi desværre alt, alt for få.
Naser Khader er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti