DET KONSERVATIVE FOLKEPARTIS kampagne mod ”nazi-islamismen” er blevet mødt med megen forargelse og modvilje. For grov og historieløs, er nogle af påstandene, og man sammenblander ting, som ikke kan sammenblandes. Men nazi-islamismen er en historisk kendsgerning.
Som historikerne Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers har dokumenteret i bogen ”Halvmåne og hagekors” (dansk 2009) havde Hitler-Tyskland et nært samarbejde med arabiske islamister under Anden Verdenskrig. Muftien af Jerusalem, Haj Amin el-Husseini, var flere gange i 1941-1942 i Tyskland og mødtes med Hitler, Himmler og andre førende nazister.
IDEN VAR, at når tyskerne i deres fremstød i Sovjetunionen nåede Kaukasus-bjergene, skulle de fortsætte ned i Mellemøsten mod oliekilderne. Her ville muftien rejse araberne til oprør mod englænderne og hjælpe tyskerne med at sejre.
En anden del af planen var at hjælpe de tyske tropper, der under Rommels ledelse angreb ind i Egypten fra vest frem mod Suezkanalen. Et oprør i ryggen på englænderne også her kunne fange dem i en umulig situation, for de engelske styrker var ikke særligt talrige.
Islamisternes pris for deltagelsen i dette var klar: National selvstændighed for araberne og frie hænder over for jøderne. Hvad det betød i praksis, var ingen i tvivl om. Muftien blev endda i Tyskland indviet i, hvad tyskerne var i gang med over for jøderne i Europa: holocaust. Og islamisterne hyldede og fejrede Hitler for hans fremfærd mod jøderne - præcis som de gør i dag. Ingen af delene blev heldigvis til noget.
Tyskerne kørte fast i Kaukasus og ved Stalingrad i efteråret 1942, og Rommel blev slået ved El Alamein i oktober samme år. Men at planen i 1942 ikke var så fantastisk, som den lyder i dag, er åbenlyst: Tyskerne nåede til bjerget Elbrus i Kaukasus, og Rommel kom tæt på Kairo. Og under alle omstændigheder var forhandlingerne dødelig alvor fra begge sider.
Man kan indvende, at der var tale om et forbund efter den gamle devise: mine fjenders fjender er mine venner, men så simpelt er det ikke. Nazisterne og islamisterne delte - og deler - et glødende had til jøderne. Var planen lykkedes, havde jøderne i Palæstina med garanti fået samme skæbne som Europas jøder.
Hvad mere er: nazister og islamister delte en totalitær tankegang, hvor målet helliger midlet. Vel at mærke et hvilket som helst middel. Nazisterne havde derfor ingen skrupler med at indgå en alliance med araberne, der egentlig i deres øjne var ”undermennesker”. Ligesom Hitler heller ingen skrupler havde med at indgå en alliance med kommunisten Stalin i 1939, som delte Østeuropa imellem dem.
Det er denne ekstreme islamisme, der har sine klare paralleller i andre totalitære ideologier, som må bekæmpes - og nævnes ved rette navn.
Lars Christensen, ph.d. i historie, Nyborgvej 213 st. tv., Odense SØ