I DE SENESTE PAR UGER har man i denne avis kunnet læse, hvordan Danmark er ved at formøble en stor og vigtig kulturel arv.
Københavns Universitet stopper optaget i 2016 af studerende på en række småfag. Der er tale om et videnskabeligt forfald og intellektuel fattigdom, ”Konkurrencestaten” lukker nu uddannelser, blot fordi de ikke længere er rentable, lyder kritikken.
Jeg skal være den første til at beklage, at vi nu har været nødt til at sætte optaget på for eksempel klassisk græsk på hold til sommer. Men jeg må afvise, at klassisk græsk for mig bare er en række tal på et regneark, jeg ikke kan se værdien af. Vi har, netop fordi det er et kernefag på humaniora, opretholdt det i rigtig mange år. At forklare os fagets vigtighed er at sparke en åben dør ind.
Finansieringen af de små fag har i mange år været faretruende lav. Hidtil har de klaret frisag - med hiv og sving - takket være søstersolidariteten fra de større fag på universiteterne og bidrag fra forskningsmidler, som dækkede de værste huller.
Og faktisk tilfører Københavns Universitet hvert år mange millioner internt til humaniora for at hjælpe småfagene. Men nu rammes de af både ”dimensioneringen”, som bestemmer, hvor mange der kan optages, og af ”grønthøsteren”, som vil skære otte procent af pengene til uddannelse. Der er ikke længere økonomisk råderum til at uddanne ganske få studerende i hele verdens kulturarv, når vi skal skære 200 stillinger væk. Vi er tvunget til at prioritere.
Klassisk græsk er et godt eksempel på de små fags udfordring. Faget havde i 2015 et optag på 15 og er dimensioneret til et optag på 9 studerende i 2018. Der er et frafald på 70 procent, og kun en tredjedel gennemfører deres bachelor på normeret tid. Faget udbydes også ved Aarhus Universitet. Universiteterne bliver økonomisk straffet for de studerende, der gennemfører for langsomt, eller som falder helt fra. Det er et rammevilkår.
Sprogenes overlevelseskamp har udløst varsler om en åndelig forarmelse. Om fremtidens teologer, der - når landets sidste ekspert er gået på pension - ikke kan stave sig gennem Det Nye Testamente skrevet på oldgræsk. Og om den lille, åbne danske økonomi, der ikke længere kan tale samme sprog som den store verden med nye forretningsmuligheder i Afrika, Sydamerika eller Asien.
Men alle fag på humaniora er vigtige, også de nulstillede. Økonomien er imidlertid så grel, at hvis vi vil opretholde en god studiekvalitet, bliver vi nødt til at lukke eller sammenlægge studier for at redde andre - samtidig med at der skæres ned over hele linjen.
Her må vi spørge os selv, om nogle sprogfag kan laves om til bredere områdestudier, om andre kan udbydes ved kun ét universitet i Danmark eller kun have optag hvert andet år. Enkelte kan måske leve videre som forskningsområder, men det vil kræve vedvarende tilførsel af eksterne bevillinger - fakultetets økonomi ville ikke kunne finansiere det.
Hvis politikerne gerne vil fastholde de små fag, må de huske, at de koster noget. Det bør indgå i diskussionen af en ny model for finansiering af uddannelser i stedet for det nuværende taxametersystem. Man kan ikke, for at tilpasse et engelsk ordsprog, spise hele kagen og regne med, at vi derefter har lige så meget tilbage at dele ud af.
Der er ikke tvivl om, at Danmark også fremover skal kunne begå sig i en globaliseret verden. Men vi må drøfte, om de små fag primært har en værdi som konkret nyttige sproglige redskabsfag, som bredere kulturelle dannelsesfag eller - forhåbentlig - begge dele. Og hvordan det skal kunne lade sig gøre.
Der har aldrig været et større behov end nu for en fremtidsvision for, hvad humaniora skal være i årene fremover.
Ulf Hedetoft er dekan på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet