Kirken har et ansvar for bygningskulturen

Folkekirken bør værne om de gamle præstegårde, skriver sognepræst Peter Grønlykke. Her ses Ubjerg Præstegård ved Tønder. Foto: Claus Fisker / Scanpix Danmark

Folkekirken har de økonomiske ressourcer til at være med til at sikre bygningskulturen, og derfor bør man ikke rive bevaringsværdige præstegårde ned, mener sognepræst

Som det er fremgået af Kristeligt Dagblad i sidste uge, er der flere og flere menighedsråd, der vælger at skille sig af med eller rive gamle præstegårde ned.

Det er bedrøveligt. Bygningskulturen i Danmark er i disse år under et voldsomt pres. Det skyldes, at liberale holdninger og hensynet til den private ejendoms- og selvbestemmelsesret står over alle andre hensyn. Hverken den historiske veneration i befolkningen, fredningslovgivningen eller de kommunale myndigheder er på bygningkulturens side. Derfor er politikerne det heller ikke.

Det er næsten blevet en tilsnigelse at kalde fredningsloven en lov. Den fungerer i langt de fleste tilfælde som en hensigtsbestemmelser for de bygninger, der er fredede. Det vil sige, det ikke har nogen retslige konsekvenser at misligholde fredede bygninger, ligesom der heller ikke føres noget decideret tilsyn med, at fredningsbestemmelserne overholdes.

Den fredningsgennemgang, som er blevet iværksat for et par år siden ved en ekstrabevilling på finansloven, og som endnu pågår, er kun Kulturstyrelsens forsøg på at få et overblik over, hvordan det egentlig ser ud i virkelighedens verden med de fredede huse. Konsekvensen for ejere af fredede bygninger, der har været misligholdte, er affredning. Antallet af fredede bygninger i Danmark reduceres således kraftigt i disse år. Fredningsloven fungerer helt og holdent på den private ejendomsrets og den private friheds betingelser.

Loven har i praksis bevæget sig bort fra den varetagelse af en historisk og kulturel fællesarv, som har været dens oprindelige formål. Et temmelig langt stykke er det derfor tilfældighed og vilkårlighed, der hersker på området. Dette bør nævnes, fordi det er en del af helhedsbilledet for den måde, man ser på vores bygningskultur på.

Landets kommuner opererer og administrerer uafhængigt af fredningslovgivningen. Man har en række måder at kvalificere bygninger på, men som det også er fremgået, har en kommune ingen mulighed for at forhindre fjernelse af bygninger, hvis det ønskes af ejerne - selv om en bygning er bevaringsværdig.

Det er stort set kun folkekirken og ejerne af vores historiske herregårde, som har været med til at holde den bygningskulturelle fane højt. Det har de et langt stykke været af historiske, traditionsbevidste årsager. Hvis ikke vi havde vores kirker, gamle præstegårde og herregårde, så det meget ringe ud for bygningskulturen i Danmark.

Men grundlaget er yderst skrøbeligt, som også disse nedrivningsønsker for præstegårdene viser. Og der vil i de kommende år blive et forøget pres på denne del af vores bygningskultur, når sognesammenlægninger og andre ændringer i folkekirken vil presse sig på.

Folkekirken har de økonomiske ressourcer til at være med til at sikre bygningskulturen. En gammel bevaringsværdig eller fredet præstegård er absolut ingen hindring for et kirkeligt velfungerende arbejde. Det bør høre med til menighedsrådenes ansvar at tage vare på folkekirkens bygningskultur.

Peter Grønlykke, sognepræst, Rosengade 18, Sønderborg