Biskop: Nej til fællesbøn, ja til fællesskab

Gudstjenesten er ikke stedet, hvor vi løser konflikter eller bliver gode venner. Det løses udenfor gudstjenesten og skal i øvrigt altid løses, inden vi holder gudstjeneste, skriver biskop Skovsgaard.

Biskop Steen Skovsgaard.
Biskop Steen Skovsgaard. . Foto: Ib Geertsen.

Jeg vil hermed forsøge kort at redegøre for mine udtalelser om den afholdte mindegudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor der blev læst op af Koranen.

Normalt blander vi os som biskopper ikke i hinandens stifter, men da gudstjenesten var udførligt omtalt i Kristeligt Dagblad og siden blev fulgt op af en debat, har jeg fundet det rimeligt i forskellige interviews og på facebook at give udtryk for min principielle holdning til fællesbøn/-gudstjenester mellem kristne og muslimer.

Det er et område, som jeg er engageret i og tidligere har beskæftiget mig en del med i min egenskab af sognepræst i Gellerup Sogn og stiftspræst vedrørende islam og kristendom i Aarhus Stift. Mine holdninger og erfaringer har jeg skildret blandt andet i to bøger: ”De fremmede har I altid hos jer” og ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?”.

Når jeg ikke mener, at muslimer og kristne skal holde fællesgudstjenester eller bede offentligt sammen (privat kan man jo gøre, som man vil), skyldes det ganske enkelt, at islam og kristendom er to forskellige religioner. En fællesbøn eller gudstjeneste, hvor man inddrager hinandens helligtekster eller bønner, vil derfor kunne give indtryk af, at der består et åndeligt fællesskab, hvilket ikke kan være til stede. Islam modsiger det inderste i den kristne tro, og en sådan modsigelse skal efter min mening ikke finde sted ved en gudstjeneste.

Hvis man arrangerer en fællesgudstjeneste/-bøn for at vise solidaritet, menneskeligt fællesskab, social forståelse og anerkendelse og andet – så mister bønnen karakter af bøn. I stedet vil man kunne tale om, at vi så beder for et syns skyld, hvilket Jesus advarer imod (Matt. 6, 5).

Gudstjenesten er heller ikke stedet, hvor vi løser konflikter eller bliver gode venner. Det løses uden for gudstjenesten og skal i øvrigt altid løses, inden vi holder gudstjeneste. Som Jesus siger: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” (Matt. 5, 23-24).

Til slut vil jeg understrege, at mit synspunkt hverken er udtryk for frygt, manglende forståelse for eller vilje til at lytte til andre, ligesom det heller ikke er en modvilje mod at have fællesskab med muslimer.

Faktisk er mødet mellem kristne og muslimer noget af det, som jeg har været med til at praktisere og været fortaler for igennem mange år: fællesspisning, fællesmøder, fællesrejser, debatmøder, samtalegrupper, studiekredse, besøg, udstilling er bare nogle af de steder, hvor jeg personligt med glæde og nysgerrighed har været sammen med muslimer. Det er nemlig udfordrende at møde den andens tro, at lytte, tale, blive modsagt og modsige.

Gudstjenesten er blot ikke stedet for dette møde. Her er vi vendt imod Gud og kommer for at høre, hvad han vil tale til os. Derudover har vi heldigvis masser af muligheder for at mødes, tale med og gøre godt imod hinanden.

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falster Stift