Kongen af neo-ateismen, den britiske biolog Richard Dawkins, fortæller i et interview i det tyske magasinStern om sit syn på etik i en post-kristen verden.
Dawkins bøger sælges i millionoplag, og han følges af halvanden million på Twitter. Han var sponsor bag den ateistiske kampagne på Londons røde busser, som er kopieret herhjemme.
Han omfatter kampen for ateisme med så stor lidenskab, at den nærmest antager religiøse træk, antyder det tyske magasin. Det mener Dawkins nu ikke:
”Hvordan kan man lade være med at være lidenskabelig i kampen for fornuft og logik, når andre spilder deres tid med at bede eller med at krydse fingre, når en sort kat løber over vejen? Al den overtro er meningsløst spild af tid, der hæmmer menneskene i at anerkende virkelighedens skønhed, som man kan fatte den naturvidenskabeligt og rationelt.”
Han kan blive ”lidenskabeligt sur” på dem, der med deres ”overtro” lægger sten i vejen for den nøgterne indsigts fremskridt. Selv forsøger han at lære menneskene, hvordan de gennem statistik, logik og sandsynlighedsregning kan teste, om påstande er sande. Men for at lade sig således belære, skal man også være rede til at opgive sine fordomme og acceptere beviser.
Den store tyske fysiker Max Planck troede faktisk på Gud, anførerStern . Dawkins bider ikke på:
”Naturligvis var Planck en stor videnskabsmand, men hans argumenter overbeviser mig ikke. Tidligere bestræbte mange naturvidenskabsmænd sig umådeligt for at sige noget pænt om religion. De findes endnu, men blandt frontforskere tror højst 10 procent stadig på Gud.”
Gives der ingen Gud, hvilken trøst er der så at finde i denne uophørlige kamp for tilværelsen, spørgerStern .
”Måske findes der ikke nogen! Men det ændrer ikke ved virkeligheden. Mange mennesker tror, at en illusion må være sand, bare fordi den kan yde trøst. Men der findes ingen grund til, at vi skal kunne blive trøstet. Universet skylder os ikke trøst. Måske er alting lige så slemt, som vi frygter. Men det tror jeg ikke. Vi finder trøst i omgangen med andre mennesker, i kærligheden til vore medmennesker. At omfavne nogen, det trøster og det virker. Vi er flokdyr.”
Men uden nogen Gud bag moralen , hvor findes da dens fundering? I genernes iboende egoisme, anfører Dawkins, der argumenterer ud fra en pragmatisk nyttetænkning: Individuel selviskhed kommer længst ved at tilsidesætte sin groft egoistiske impuls og indgå i det sociale fællesskabs træk på samme hammel.
Enhver kriminel bør spørge sig selv, siger Dawkins, om han kunne leve med, at flertallet begik hans forbrydelser mod ham. Han vil dermed indse, at hans kriminelle gevinst er afhængig af, at alle andre opfører sig anstændigt.
”Så det drejer sig ikke om et abstrakt, moralsk princip, men om håndfaste grunde til, at det er fornuftigt at hand- le moralsk og have et retfærdigt samfund.”
Richard Dawkins giver både en videnskabelig og en eksistentiel definition på meningen med livet:
”I biologisk forstand er det bevarelsen af dna, den genetiske information fra en generation til den næste. Men for den enkelte er meningen med livet, hvad han nu finder i det.”
Hvis den engelske biolog forestillede sig, at han alligevel kom i himlen, hvem ville han da helst møde?
”Jesus,” svarer Dawkins prompte.
Ham regner han for ”et meget intelligent og moralsk menneske.”
Derfor ville han formentlig også have været ateist i dag, antager Dawkins.
”Jeg ville godt fortælle ham om Darwin og overbevise ham om, at alt, hvad han troede på, er forkert.”
Åndens lave flugt i det neo-ateistiske univers opvejes altså ikke af en tindrende klar logik. Hvis Dawkins efter en vellykket opstandelse traf Jesus i det hinsidige, vidnede det vel om en kortsluttet logik – samt betydelig stædighed – hvis han også under de omstændigheder ville overbevise frelseren om hans tomme tro.
Dawkins er da heller ikke ganske tryg ved evigheden:
”Hvis der er noget, der gør mig bange for døden, så er det forestillingen om evigheden. Derfor forestiller jeg mig døden som en fuld narkose, hvor man slet intet mærker mere. Og præcis sådan bliver det også,” siger biologen.
Anders Raahauge er kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.