Niveausænkningen i uddannelsessystemet er den alvorligste trussel mod landets fremtid

Uden svære adgangskrav til videregående uddannelser kan vi ikke nå på højde med de i dag førende nationer, skriver forfatteren Jens Smærup Sørensen

illustration: søren mosdal
Illustration: søren mosdal.

I realskolen i Nibe var vi 31 i min klasse, og det meste af tiden holdt jeg pladsen som nummer 30.

Når jeg aldrig kunne sætte mig på en klar sidsteplads, skyldtes det matematikken. Hvor hårdnakket alle andre fag end afviste mine tilnærmelser, ville matematikopgaverne ligesom af sig selv løse sig for mig.

Og vi nærmede os nu den afsluttende præliminæreksamen, og lærerne begyndte at spørge, om nogen af os havde tænkt på at fortsætte i gymnasiet i Aalborg. Det var ikke så almindeligt dengang, i 1962, kun fire eller fem rakte hænderne i vejret, og der blev nikket rundt; det så nok meget fornuftigt og forventeligt ud.

Undtagen lige min hånd, for den var en af dem, og jeg tror, at nogle af lærerne valgte at se bort fra den som en usædvanlig tåbelig spøg, og andre, kunne jeg fornemme, følte sig pinligt berørt over, at min begavelse end ikke rakte til den ringeste selverkendelse. Bortset fra vores matematiklærer, naturligvis, han kom efter timen ned og ville tale med mig.

Han var glad for, at jeg ville. Han var overbevist om, at det var den vej, jeg skulle, mente endda, jeg havde evner, for mine opgaver løste sig af og til efter alternative metoder.

Men vi havde jo et problem: Mit gennemsnit skulle i løbet af det sidste par måneder mere end fordobles, for at jeg kunne opnå adgang til gymnasiet, og han spurgte, om jeg virkelig ville – oppe mig i de andre fag, anstrenge mig til det yderste. Og jeg ville – i gymnasiet. Fordi jeg ville væk fra landbruget.

Det sagde jeg ikke til ham. Men det lykkedes. Om end kun meget delvist fordi jeg oppede mig. Min matematiklærer satte derimod ubegribeligt mange kræfter og megen prestige ind på at overtale sine kolleger til ud over enhver rimelighed at forhøje mine karakterer voldsomt.

Og jeg kom ind, og det måtte ryste ham, da jeg fravalgte den matematiske linje. At faget overhovedet ikke interesserede mig. Jeg vidste nu heller ikke, om noget andet gjorde. Men måske alligevel noget mere med litteratur.

Det blev meget afgørende, jeg havde nær sagt en lykke, for mig at komme i gymnasiet. Jeg er evigt taknemmelig over, hvad jeg dér fik mulighed for at vågne op til.

Skønt jeg altså var kommet ind med hiv og sving, ved et svineheld og på absurde vilkår, for ikke at sige med løgn og bedrag. Men på baggrund af sådanne erfaringer kan en sag jo komme til at ligge én på sinde og måske ganske særligt, når det ikke alene er i kraft af disse erfaringer, men også på trods af dem, man har dannet sig en mening om den.

Om sagen eller sagerne – der kan her blive tale om tre: Den såkaldte sociale opstigning, det faglige niveau i gymnasieskolen og endelig jo spørgsmålet om adgangskravene til den.

Når jeg med ”såkaldt” modificerer forestillingen om social opstigning, distancerer jeg mig artigt fra et vist iboende akademikerhovmod, men frem for alt gør jeg det i respekt for den endnu mere storsnudede gårdmandsmentalitet, jeg voksede op i og med. Respekt, ja, men troskaben over for den tyndede i min generation ud i takt med antallet af landbrugsejendomme.

Vi var ikke længere sikre på at intet menneske kunne nå højere end til at blive bonde. Vi udelukkede ikke, at der fandtes videre horisonter, heller ikke, at noget så fisefornemt som et gymnasium kunne åbne dem. Og sandelig, det kunne åbne, for mig og tusinder andre af ikke-boglig herkomst.

Og det kunne, og det er pointen, fordi det ikke tog det fjerneste hensyn til vores hjemlige forudsætninger, sådan som man i senere årtier har ment at måtte gøre. Dermed har man desværre blot sat en stopper for den overskridelse af sociale og kulturelle barrierer, som dengang blev en reel mulighed.

Ved at være så fremmedartet og ved at fastholde et højt fagligt niveau kunne gymnasiet blive et springbræt for bonde- og arbejderbørn. Det kunne tilmed sikre, at Danmark kom i stand til at følge godt med i en international udvikling, der bygger på viden og forskning.

Vi kan have mange bekymringer for landets fremtid, min egen favorit går nu på følgerne af en generel niveausænkning i alle dele af uddannelsessystemet. Det vil selvfølgelig ikke være verdens undergang, hvis lige netop vores land går bagud af dansen. Et beskæmmende svigt vil det dog være, over for såvel vores forgængere som vores efterkommere.

Uden svære adgangskrav til videregående uddannelser kan vi ikke nå på højde med de i dag førende nationer. Efter min erfaring og tro. Men jeg ved jo altså også, at der, ud over krav, er brug for mirakuløse lærere, som tålmodigt og opmærksomt leder efter potentialer selv hos umuliusser som mig. Som vil slås for deres chance, efter nøje og alvorligt at have forhørt sig, om de selv virkelig vil. Om de så endnu ikke rigtig véd hvad. Bare noget.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling , præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter og journalist Peter Olesen , forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen