Hvordan trøster du et barn, der har set sine forældre blive skudt? Hvordan får den voldtagne kvinde nogensinde værdigheden tilbage? Og hvad skal der til, for at en familiefar igen får mod og mulighed for at skabe tryghed for sin familie?
Det er udfordringen for de tusindvis af fordrevne kristne, yazidier og muslimer tæt på krigszonen i Irak. I angst for nye overgreb må de skjule sig i hjemmelavede telte, ufærdige betonbygninger eller bag ørkenklipper under åben himmel.
Mission Øst har med tusindvis af danskeres hjælp sørget for varme, husly og hygiejneartikler til over 50.000 overlevende kristne, yazidier og muslimer på flugt fra terrorbevægelsen Islamisk Stat. Men det er langtfra nok. Vi må fortsætte hjælpen, øge indsatsen, udvide området for at hjælpe de hundred‑ tusinder, som stadig sidder tilbage med enorme behov. Det er vores kristne pligt at føle med de lidende og række dem en hjælpende hånd.
Mens vi giver varmt tøj til børnene, uddeler sæbe, dunke og kander til kvinderne og overrækker byggematerialer og varmeapparater til mændene, tænker jeg: Hvor er det lidt, hvor er det nødtørftigt, hvor er det begrænset på så mange måder.
Men når jeg så ser ind i deres øjne, mens de siger tak, forstår jeg, at den akutte nødhjælp også er en lindring midt i lidelserne, og at kontakten med vores professionelle team af nødhjælpsarbejdere tænder et lille håb om, at der stadig findes en retfærdig verden udenfor.
Pludselig ser jeg et glimt af det, påsken handler om: Lidelse og håb. Påskedramaet begynder med, at Jesus må gennemgå ufattelige lidelser, mens han bliver tortureret og til sidst brutalt henrettet på et kors. Derfor, siger Bibelen, kan han føle med os og hjælpe os midt i vore lidelser.
Men påsken slutter ikke med lidelse og død. Dramaet når sit højdepunkt, når Jesus besejrer alle dødens destruktive kræfter og opstår lyslevende i glans og herlighed. En påmindelse om, at ondskaben ikke får det sidste ord. Der er håb forude et eller andet sted, og dette håb motiverer os til skridt for skridt at bevæge os i en konstruktiv retning.
Jeg ser den kristne påske blive kød og blod for mine øjne, når modtagere af nødhjælp får mod. Når barnet pludselig leger og pjatter, mens moderen skjuler et lille smil bag sløret og faderen kigger stolt på sin familie.
Jeg ser lidelse, ja, men jeg ser også håb. Og det er et håb, der kan lindre smerten hos det forældreløse barn, give den voldtagne kvinde en smule værdighed tilbage og give overblik og overskud til, at manden igen kan forsørge og skabe tryghed for sin familie.
I Mission Øst hjælper vi mennesker, uanset om de er kristne, muslimer, yazidier eller noget helt fjerde. Kristendom er næstekærlighed. Punktum. Og det er ingen hemmelighed, at Mission Øst bygger på et kristent værdigrundlag.
Personligt kan jeg sige, at det er min kristne tro, der driver mig til at vise næstekærlighed. Det er kristen realisme, der giver mig empati med de lidende og driver mig til at gøre noget ved lidelsen. At tro er ikke at flygte fra virkeligheden, men at hente styrke til at gøre noget ved virkeligheden, uanset hvor forfærdelig den er. Det er påske i praksis.
Kim Hartzner er læge og generalsekretær i Mission Øst