VI HAR EN handicappet søn, der nu er blevet 50 år. Han bor sammen med fire andre handicappede i et rigtig godt bofællesskab i Viborg Kommune.
Her har han nu boet i 25 år, og de fem beboere har indtil nu haft et rigtig godt liv. De har fået den nødvendige pædagogstøtte og haft et meningsfyldt arbejde på de beskyttede værksteder i Viborg, under Trepas, Caféen og Væksthuset.
Efter kommunens voldsomme nedskæringer, er vi nu i tvivl om det gode liv kan fortsætte.
Vi har for nylig set tv-serien ”De åndssvages historie – De ustyrlige” om, hvordan vi i første halvdel af det 20. århundrede og helt op til 1970’erne behandlede dem, der var født med psykiske eller fysiske handicap.
De blev under kummerlige forhold anbragt i dertil indrettede institutioner. Gjorde de oprør, blev de fikseret (fastspændt til sengen i både dage og uger). En helt forfærdelig og uværdig behandling af vore svageste, som samfundet ikke kunne være bekendt.
HELDIGVIS KOM DER i 1959 en ny ledelse for Åndssvageforsorgen. Det kom over de næste 20 år til at betyde store forbedringer for de handicappede. Amterne fik opgaven at oprette små bofællesskaber på typisk fem-syv personer, placeret i lokalsamfundet. Den nødvendige pædagog-hjælp blev stillet til rådighed. Disse små bofællesskaber har i nu cirka 25 år fungeret til stor glæde for både beboere og naboer.
Pr. 1. januar 2007 blev amterne nedlagt, og kommunerne overtog stort set hele handicapområdet. Den ændring fik langsomt stor betydning for vore handicappede.
Den væsentlige årsag til, at kommunerne valgte at overtage handicapområdet, var økonomien. Det var hjemstedskommunerne, der havde betalt amternes omkostninger ved de handicappede, og ved at de selv overtog området, så de allerede dengang muligheden for at skære omkostningerne ned. Det er det, vi nu ser konsekvensen af.
Nu er kommunernes besparelser ved at ødelægge den fine model, som amterne opbyggede ved udflytningen til lokale bofællesskaber. Pædagoger bliver opsagt, og de, der er tilbage, bliver presset ind i flere arbejdssteder og et minuttyranni. Hjælpen til de handicappede reduceres til et minimum. Desværre har vi en regering, der med fortsatte sparekrav også billiger de store nedskæringer.
DE SMÅ OG og velfungerende bofællesskaber i lokalsamfundet erstattes nu af bofællesskaber på 10-20 personer og institutioner på 50-70 personer. En udvikling, der bekræfter, at vi nu er på vej tilbage til institutionstyper, der var gældende under Åndssvageforsorgen. Uhyggeligt at tænke på.
Et nyt ord er trængt ind i vort samfund. Ordet er ”inklusion”. Svage elever skal nu inkluderes i almindelige folkeskoleklasser, og specialklasser nedlægges. Handicappede forsøges inkluderet i private virksomheder, hvor de let bliver tabere.
Kommunerne ser også sparemuligheder i inklusion. Problemet med inklusion blev i øvrigt meget godt belyst i en artikel i Kristeligt Dagblad den 4. april i år. ”Handicappede er lykkeligst med andre handicappede”, der var baseret på forsker Jesper Herup Dammeyers forskning.
Han siger også: Tidens ligebehandlingsmodel er naiv og kritisabel. En konklusion, der stemmer med vore erfaringer igennem 50 år som forældre til en handicappet søn.
Det er vigtigt, at pårørende og politikere, der vil de handicappede det bedste, nu står sammen om at bevare de gode forhold for vore handicappede, som er opbygget siden åndssvageforsorgens tid.
Jens Egon Bay, Østervangsvej 32, Tjele