SÅ BLEV LOVEN om kirkelig vielse af homoseksuelle og lesbiske vedtaget. Herfra skal der lyde et hjerteligt velkomment til denne lov.
De (homoseksuelle og lesbiske) har som medlemmer af folkekirken et retskrav på at få en kirkelig handling i deres egen sognekirke. Præsten kan dog af samvittighedsgrunde sige nej, og så må man finde en anden præst.
Sådan udtrykker biskop Karsten Nissen sig i Kristeligt Dagblad den 6. juni.
Det er måske noget prosaisk at stille følgende spørgsmål vedrørende åndelige menneskers samvittighed, men jeg gør det alligevel, fordi jeg i diskussioner selv er blevet dem stillet uden at kunne besvare dem.
Nu lader jeg dem gå videre til biskop Karsten Nissen i håb om, at han vil give sig tid til et svar: X og Y bor i et firesognspastorat med kun én præst. De er homoseksuelle. De ønsker at blive viet i deres egen sognekirke, men deres samvittighedssognepræst nægter i henhold til loven at medvirke. X og Y må så finde en anden præst.
LÆS OGSÅ: Hvordan to teologer ændrede opfattelse af vielser for homoseksuelle
I forlængelse heraf følgende spørgsmål: 1) Skal X og Y selv kontakte udensogns præster med risiko for, at de heller ikke af en eller anden grund vil vie dem? Endelig finder de en, som vil påtage sig opgaven, og hvad så!
2) Har kirketjeneren, kirkesangeren og organisten samme ret som præsten til at nægte medvirken ved at henvise til samvittigheden?
3) Skal X og Y i så fald selv betale honorar og kørsel til det udefra tilkaldte personale for denne opgave? Tilsvarende problem kan fraskilte vordende brudepar møde.
4) Er de på samme måde henvist til at gå tiggergang udensogns og selv betale for at blive viet i deres egen kirke?
LÆS OGSÅ: Karsten Nissens svar på spørgsmålene