DET ER IKKE KUN Jakob Skovgaard-Petersen og Jørgen Bæk Simonsen, der går i flyverskjul i forhold til at italesætte truslen fra ideologien islam og dens menneskeundertrykkende kultur. Nu følger Louise Lund Liebmann i deres fodspor med sin ph.d.-afhandling, ”Et spørgsmål om ære? Intertekstuelle læsninger af fortællinger om æresrelateret vold”.
Hvordan hun har kunnet få en ph.d. på at sætte spørgsmålstegn ved, at æresrelateret vold handler om ære inden for et bestemt kulturmønster, er en gåde. At have bedre styr på begreber og historisk viden burde være en sandhedssøgende forskers adelsmærke frem for Liebmann-leverancer af fortællingsflimmer.
Lad mig tage det tydeligste eksempel: Forskellen på jalousidrab og æresrelaterede drab (læs: kvindelikvideringer). Det er ikke lavt selvværd og jalousi, der udløser kvindelikvideringer i traditionelt sindede indvandrergrupper, og likvidering er det rette ord for et koldblodigt, velplanlagt mord på en kvinde, fordi hun har krænket familiens ære. Det er et familieråd, der bestemmer, om kvinden skal dræbes, og hvem der skal gøre det. Oftest vælges den yngste søn, fordi han kan regne med den laveste straf.
Denne væsentlige volds-forskel understøttes af blandt andre Sofie Danneskiold-Samsøe, Yvonne Mørck og Bo Wagner Sørensen: ”'Familien betyder alt'. Vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier” (2011), hvor forskerne har valgt ikke at sløre ubehagelige sandheder så som: Kvindens familie og sociale miljø spiller en central rolle for den vold, hun bliver udsat for. Der er typisk flere voldsudøvere: ikke bare ægtemanden, men også svigerfamilien og i nogle tilfælde forældrene, brødre og onkler.
Kvinder, der er kommet til Danmark i forbindelse med indgåelse af ægteskab, er særligt udsatte, fordi de fleste ægteskaber er arrangerede, og parret sjældent har kendt hinanden inden.
Kvindernes fortsatte ophold er afhængigt af ægteskabet, og det er mændene helt bevidste om. De ved, at kvinderne ikke kan forlade ægteskabet uden at blive sendt tilbage til deres hjemlande, hvilket er behæftet med skam og stigmatisering. Derfor kan mændene behandle kvinderne efter forgodtbefindende.
Når kvinden siger fra over for volden og forlader manden, kan børnene bruges til at ramme hende. Hun kan tvinges til at afgive retten til børnene. Endvidere forsvinder hendes netværk i form af egen familie og det etniske minoritetsmiljø
Liebmann udtaler: ”(“) hver gang vi bruger ære som forklaring, siger vi, at volden er en del af minoritetens kultur. Det er med til at sætte skel mellem dem og os.” Her fandt den blinde høne endelig et guldkorn, for ja, volden er en del af minoritetens kultur, præget som den er af islam, hvis tekster legitimerer og konstant gøder jorden for voldsudøvelse.
I årevis er det lykkedes islam-apologeter og ignoranter a la Liebmann at holde den danske befolkning i uvidenhed om, at islam har en essens og en 1400-årig blodig erobrerhistorie. Men hvad værre er: Vores naive og uvidende politikere ud i islam lytter til disse ”forskere” og træffer derfor igen og igen forkerte beslutninger under banneret dialog.
Tænk, at danske skatteborgere skal finansiere forskningsprojekter, der bidrager til at tilsløre frem for at afdække afgørende kulturforskelle. Er akademia monstro ved at rådne op indefra?