To gange inden for en måned har Nordkorea fået ny opmærksomhed i verden. Først var der den undersøiske ”brintbombe” og så i søndags langdistanceraketten, som hovedstaden, Pyongyang, også havde varslet om.
Umiddelbart ligner det provokationer, der skal tirre den fjendtlige omverden. Noget er der om det, men spillet er mere kompliceret end som så. Det er udtryk for den fastlåste situation, som kendetegner situationen på den koreanske halvø. Og det har også at gøre med Kim Jong-un som ny leder.
Siden de underjordiske sprængninger i Yongbyon startede for 10 år siden, har Nordkorea ønsket en langtrækkende aftale om statens fremtid. Igennem 1990'erne havde staten været igennem en omfattende økonomisk krise, der betød, at titusindvis af mennesker døde af sult. Baggrunden var Sovjetunionens kollaps og de nye krav fra Kina og Sovjet/Rusland om betaling for varer som olie til markedspriser. Det tvang Nordkorea i knæ.
Siden blev situationen delvist genoprettet, men Nordkorea ønskede en fredsaftale til erstatning for våbenstilstandsoverenskomsten i 1953. Det var hverken USA eller Sydkorea indstillet på, så længe styret var så lukket og fjendtligt indstillet over for verden, samtidig med at der var kommet flere informationer om den elendige menneskerettighedssituation i landet.
Flere var flygtet og kunne berette om arbejdslejre af værste karakter, vilkårlige fængslinger, kollektive straffe og i det hele taget et skrapt overvågningssamfund.
Pyongyang mente, at man med atomkortet i hånden kunne aftvinge sig respekt og få etableret et status quo på sine betingelser og få adgang til almindelig fri handel, investeringer i økonomiske frizoner uden at give indrømmelser, der førte til interne ændringer og lettelser i for eksempel befolkningens totale informationscensur om verden udenfor.
Derpå fulgte flere atomprøvesprængninger, flere internationale fordømmelser og sanktioner. Siden kom gentagne militære konfrontationer med Sydkorea i havområdet mellem de to lande, mens økonomien blev værre.
Men Kinas politik over for Nordkorea har altid været dobbelt. På den ene side gav man udtryk for at overholde de internationale sanktioner, på den anden side leverede man de varer, nordkoreanerne havde brug for, blandt andet ved at acceptere en illegal grænsehandel, der naturligvis kom både nordkoreanerne og kineserne til gode.
På et tidspunkt faldt sekspartsforhandlingerne mellem Nordkorea, Sydkorea, USA, Kina, Japan og Rusland på gulvet. Man troede, at Kina kunne og ville tæmme Kim Jong-il, men det skete ikke. Kina har ingen større interesse i at fremme en situation, der på sigt fører til koreansk genforening og dermed til, at Kina får grænse til et vestligt orienteret land. Bortset fra grænsen til det neutrale Mongoliet har Kina grænser til lande, der er ikke-vestlige og mestendels ikke-demokratiske.
Nordkorea havde en mindre fremgang i bruttonationalproduktet i 2014, og det skyldes hårdt arbejde og stor opfindsomhed til blandt andet at komme uden om sanktionerne, indirekte godt hjulpet af Kina, der ikke vil sætte hårdt mod hårdt. Men ellers er der lukket for finansiel hjælp hele vejen igennem.
Med Kim Jong-un har Pyongyang fået en ung leder, der har behov for at vise sin styrke både indadtil og udadtil. Først rensede han brutalt ud, hvilket kostede hans egen onkel livet, men sendte det signal, at der kun var ét particentrum, og at han ikke skulle oplæres i ledelse af hverken sin onkel eller andre.
Flere militærfolk er siden blevet skudt, og samtidig optræder han over for befolkningen smilende, moderne og mere spontan end sin mere kedelige far, Kim Jong-il, der af mange blev anset for svag. Kim Jong-un overskred en tradition i Korea om, at man ikke ændrede ved grundlæggende betingelser de første tre år efter en familieautoritets død. Nu viste han, at Nordkorea havde en stærk og beslutsom leder.
I Nordkoreas fastlåste situation gælder det om at holde befolkningen samlet imod den ydre trussel, imod den fjendtlige omverden. Økonomisk skal man kæmpe hver eneste dag. Politisk er der ingen udvej, medmindre Nordkorea som krævet af det internationale samfund opgiver sit atomprogram. Men netop dette program betragtes af Pyongyang som garantien for, at regimet ikke bliver ”overlistet” af fjenderne. Samtidig bruges atomprogrammet til at opflamme befolkningens patriotiske følelser: Nordkorea er en stærk stat, som verden skal regne med!
Med opsendelsen af den langtrækkende raket går Kim Jong-un et farligt skridt videre. Med raketaffyringen viser Nordkorea, at det er i stand til at udvikle fremførelsesvåben, som nemt kan ramme Japan, men også Alaska i USA.
Er Nordkorea derfor en militær trussel mod Nordamerika? Hertil må man sige nej, for selv det mindste atomangreb på fjenderne vil lægge Nordkorea i aske. Det ved man godt i Pyongyang. Men spillet går ud på at få den anden part til at give den største indrømmelse først. Men det kan Vesten ikke, for så vil man belønne metoder, der er helt uden diplomatisk fortilfælde. Man vil belønne afpresningspolitik, en kniven for struben-politik.
Meget tyder på, at udviklingen af det nordkoreanske atomvåbenprogram fortsætter målbevidst, og at tilsvarende våbentyper ligeledes udvikles. Med affyringen i søndags og med det nye nordkoreanske varsel om, at der vil komme flere testaffyringer, bevæger Nordkorea sig ind i rød zone, for hvor længe vil USA, Sydkorea og Japan sidde på hænderne og se til og blot udtale vrede?
Nordkoreanerne vil æde græs snarere end at ”overgive” sig til internationale politiske spilleregler. Så længe Nordkorea via grænsehandel med Kina og via kinesiske ”underjordiske” handelsforbindelser kan opretholde status quo og undgå en forværring af forsyningssituationen internt (hvor man har et dygtigt it-system og visse teknologiske goder), så længe behøver Nordkorea ikke sadle om.
Nøglen er Kina, men vi har tidligere set, at Nordkorea ikke er nogen kinesisk lydstat. Tværtimod har begge stater gavn af hinanden, mere end Kina får ud af at effektuere de internationale sanktioner, ligesom Kina fortsætter med at levere olie.
Der er langt til en aftale som den mellem USA og Iran, og spørgsmålet er nu især, hvad USA kan og vil gøre? Som det ser ud nu, bestemmer Nordkorea reelt dagsordenen, og ”belejringsmentaliteten” i befolkningen gør det samtidig muligt at få regimet til at få befolkningen til at slutte fast op i rækkerne.