MANGE AF OS HAR – næsten som en selvvalgt plage – ikke gjort andet end at stresse, irritere og spænde børnenes forventninger så højt, at det er helt umuligt at indfri de alt for store forventninger, som såvel børnene som vi voksne har til juleaften. Ikke mindst de ganske mange forældre, der er skilt, og som involverer tæt på 35 procent af alle børn og unge i dag.
Børnene kan enten overvære eller være direkte inddraget i diskussionerne om, hvem der skal være hos hvem juleaften, og hvem man egentlig helst undgik, hvis man kunne være det bekendt. Her kommer bølgerne tit og ofte til at gå højt forældrene imellem.
Selvom forældrene har været enige om de fleste forhold i forbindelse med skilsmissen og samværet, går det ofte galt, når man skal "fordele" julen mellem sig. Så må Statsforvaltningen træde til og træffe beslutning om, hvor børnene skal fejre jul på lige eller ulige år. Og da ingen af forældrene vil "tabe" noget af julen, ender det ofte med, at man "dobler op".
Selvom en skilsmisse har konsekvenser for, hvor meget forældrene kan være sammen med deres børn, ønsker begge forældre alligevel at være en del af de oplevelser, som de tidligere havde sammen med børnene. Problemet for børnene er, at de risikerer at blive stressede af alle de oplevelser, som de skal have med både deres far og mor.
TO JULEAFTENER med det dobbelte antal gaver kan lyde som det rene paradis. Set ud fra den synsvinkel bliver skiltes børn i hvert fald ikke snydt i julen. Men det er ikke altid en god idé at holde to gange juleaften eller at lade børnene haste til jul først hos den ene forælder for dagen efter at haste videre til den anden forælder.
For børnenes skyld er det en god idé at lægge nogle relativt fast rammer for børnene i julen. Det er en fordel for både børn og voksne, hvis børnene ved, hvor de skal være det ene år og det andet år. Og det giver alle parter mere ro, hvis man indretter sig sådan, at børnene holder hele julen hos den ene forælder det ene år og hos den anden det næste år. Så undgår man den forjagethed, der kommer af, at børnene skal skynde sig fra den ene til den anden i juledagene. Man kan også sige, at ro og forudsigelighed skaber trygge børn. Hvis man skal indrette sig på denne måde, må man som fraskilt erkende, at man ikke kan få det samme samvær med sine børn, som hvis man var blevet boende sammen.
SELVFØLGELIG SKAL forældre indrette sig, som de vil, og det er nemt at forstå, at begge forældrene efter en skilsmisse vil være sammen med deres børn i julen. For julen har stadig en stor betydning for os – på trods af al kommercialisering og stress. Her rykker vi sammen i familien og holder fast på traditionerne. Og én af traditionerne er jo, at "julen er børnenes fest".
Og julens betydning udmønter sig for mange skilte forældre ved, at man for børnenes skyld fejrer den i flere omgange. Spørgsmålet er blot, om dét er for børnenes skyld eller for de voksnes? Der er nemlig en åbenbar risiko for, at juleaften mister sin magi og værdi, hvis man fejrer den i flere omgange.
Medlemmer af nutidens familier kan bedst betegnes som stifindere. De skal gå – og går ofte helt nye veje, som tidligere tiders familiemedlemmer ikke gik – og respekt for det. Men udfordringerne med hensyn til at være stifinder er ekstra store for medlemmer af den skilte familie, som i mange tilfælde jo er blevet til to familier. Der skal skabes helt nye traditioner, og det kan være svært at slippe af med de gamle juletraditioner – og ikke alle skal vel smides ud! Men når tiderne har ændret sig, er det også tid til at skabe nye. Vi postulerer jo, at julen er børnenes fest.
John Aasted Halse,
autoriseret psykolog og forfatter,
Gammel Taastrupvej 5,
Holbæk