ÅRSTIDENS MUSIK – mørket brudt af stearinlys – altings slutning og altings begyndelse. Mange landes juleskikke blandes sammen i min fejring af julen.
En særlig plads har ”julekrybben”, det der på engelsk kaldes en nativity – en fødselsscene.
Hjemme hos os har den form af forskellige små samlinger af højst forskellige stilarter, ler- eller plastikfigurer, der pryder vindueskarmene. Der bliver rykket lidt rundt på dem; figurerne af Maria, Josef, Jesusbarnet, hyrderne og de tre tilrejsende fyrster deler smukt de kejtet udformede lerdyr, der undertiden får rigtigt hø.
I ÅR ER DEN NYE, STORE attraktion en smuk, spinkel, højloftet stald under en strålende julestjerne og med en sort familie samlet om den nyfødte, mens palmen suser ved siden af stalden. En håndskåret julekrybbe købt på et marked i Maputo, efter en uge, hvor jeg netop oplevede stærke kvinders stolthed over at have været med til at lægge pres på deres lokale myndigheder, så der kom hjælp til fødende kvinder, medicin til hiv-smittede, fødevareprojekter til enker og forladte kvinder.
Dem vil jeg huske, hver gang jeg i de kommende jule kaster blikket på den lille familie i stalden. Ingen lyslokket og blåøjet Maria her, men en stærk sort mor – dog traditionen tro iført en blå kappe, sådan som hun bør være.
Allerede før jeg blev jordemoder, rummede fortællingen om fødslen i det usikre ly, langt fra hjælp og gæstfrihed, stor tiltrækningskraft.
Efter at jeg var blevet jordemoder, fik fortællingen den særlige tyngde, der ligger i at vide, hvor vigtigt det igennem årtusinder har været for kvinder at få hjælp, når det gjaldt.
Og i de senere år har krybben fået en særlig betydning som billedet på de mange, der vandrer for at finde ly. Ikke nødvendigvis for at nå frem til en folketælling; i ikke så få tilfælde er det nærmere for at undgå myndighedernes sanktioner eller krigens gru. Aldrig har så mange mennesker været på flugt som nu.
OGSÅ I ÅR ER DER flygtningefamilier, der ikke når frem til staldens sikkerhed med lidt hø og lidt varme fra dyrene. Flygtningefamilier, der fryser ihjel, mens de venter på redning – eller de henrettes i de kælderrum, hvor de har skjult sig i håbet om, at miraklet skulle ske. Fødende kvinder, der dør af mangel på simpel hjælp, eller hvis nyfødte ikke overlever udsættelsen for kulde.
Men der er også mødre og børn, der fødes og overlever. Nyfødte, der efter jordskælv reddes ud sammen med deres mor og far fra sammenstyrtede huse. Spædt ansigt i en tæppebylt, der kigger ud på hjælpearbejderen, eller på fotografen.
Historier, der danner deres eget smukke billede af en julekrybbe – se, her er der liv, her er der håb.
Se dette lille ansigt, det ligner alle andre små børns ansigter. Det kunne være dit eget barnebarn. Det kunne være din fætters nyfødte. Dette lille ansigt fortæller os, at vi bør have de samme rettigheder til liv, til tryghed i forældres favn, til frihed, til rent vand og mad, til uddannelse. Uanset om vi fødes i Maputo, i Horsens, i Washington eller i Østaleppo.
Se på julekrybberne rundtomkring, og husk på, hvad de fortæller os om pligten til at yde herberg og hjælp – din personlige tro ufortalt. Glædelig jul!
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen , professor i psykologi Lene Tanggaard , medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo .