Nu må det være slut med blind muslimsk lydighed

Religiøse og politiske ledere har misbrugt den guddommelige vejledning i Koranen til at umyndiggøre den enkelte troende og kontrollere masserne, som helt bevidst er blevet holdt i uvidenhed, skriver forfatter Aminah Tønnsen

Aminah Tønnsen.
Aminah Tønnsen.

I MERE END 1000 år har muslimer- læg som lærd - omtalt principperne for deres troslære og religiøse praksis som islamisk ret eller islamisk lov. Hvorfor betegnelserne har vundet indpas, kan man kun gisne om, for de er i bund og grund en misforståelse.

Ved at bruge betegnelser som islamisk lov og ret har man givet indtryk af, at Koranens vejledning til menneskeheden udgør et fasttømret juridisk system, som - om nødvendigt - kunne gennemtvinges med magt.

Med retsskolerne i hånd har religiøse og politiske ledere taget kontrol over den enkeltes personlige praksis og har forsøgt at gennemtvinge en ganske bestemt trosforståelse og praksis - på trods af Koranens ord: ”Der kan ikke være tvang i trosanliggender.” (2, 256).

Man har simpelthen misbrugt den guddommelige vejledning til at umyndiggøre den enkelte troende og kontrollere masserne, som helt bevidst er blevet holdt i uvidenhed. Og man har begrænset fortolkningsretten til en lille gruppe skæggede mænd.

Der har endvidere i konservative miljøer, der læser kildeteksten bogstaveligt, og som ikke ønsker forandring, været en sørgelig tendens til, at man fremhæver forskellene mellem religionerne i stedet for at fokusere på lighederne.

Islam er skam ikke en religion som kristendommen, siger man. Nej, islam er et ”system”, der er udformet ifølge videnskabelige principper! Man har så travlt med at distancere sig fra det anderledes, at man glemmer at reflektere over betydningen af det personlige forhold til Gud og tro.

Ordvalget er blevet mere og mere teoretisk og krigerisk, men ord skaber, hvad de nævner. Der går noget i stykker i mennesket, når tro tingsliggøres og reduceres til et system og til et spørgsmål om dogmer, lov og ret, sandt og falskt, belønning og straf, ret tro og vantro. Man glemmer det helt basale: at islam betyder fred og hengivelse til Gud, alverdens skaber og opretholder.

Når alt det smukke i tilværelsen forbydes, er der ikke længere noget at glædes og undres over. Der er ikke længere noget, der berører hjertets inderste, så det formørkes og forhærdes.

Tomhed inspirerer ikke til ærefrygt og taknemmelighed for Gud og Hans skaberværk. Det hele bliver ligegyldigt, og man bliver et let offer for skruppelløs, åndeligt afstumpede trosfæller, der lover guld og grønne skove for den, der kynisk ihjelslår mennesker, der har et anderledes livssyn. Et par liv mere eller mindre gør ikke længere nogen forskel.

Alt for mange muslimer er fuldstændig blottede for selvkritik og følger blindt dem, der råber højest; dem, hvis verdensbillede er enten sort eller hvidt; dem, der taler om sandhed og løgn, de gode og de onde, de rettroende og de vantro, og som fordømmer og modarbejder den mangfoldighed, som Gud har skabt.

Og derved forråder de den tro, som de selv påstår at tilhøre, og som bringer fred og harmoni i mange menneskers liv. Må Gud vejlede os alle og beskytte os mod den meningsløse fordømmelse, fanatisme og vold.

Aminah Tønnsen er forfatter