Nu strammer ideologien sammen

Mens Muhammed-sagen var på sit højeste, skrev brødrene Klaus og Mikael Rothstein bogen "Bomben i turbanen". At sagen udviklede sig så alvorligt, skyldes den ideologiske, nationale og religiøse oprustning fra regeringen og Dansk Folkeparti, siger religionshistoriker Mikael Rothstein

Mikael Rothstein. -- Foto: Kristian Djurhuus.
Mikael Rothstein. -- Foto: Kristian Djurhuus.

En af bogens forklaringer på Muhammed-konflikten er, at religiøse interesser, både islamiske og kristne, har fået for stor indflydelse i samfundet. Hvad er problemet i, at også religiøse værdier bliver taget i betragtning?

– Religion er ikke i sig selv et problem. Religion er kun problematisk, når den vil have magt og bestemme over andre. Kun det sekulære samfund kan danne fælles ramme om alle mulige forskellige interesser. Hvis en bestemt religions interesser spiller for stor en rolle, er der ikke plads til dem, der er anderledes. Derfor er for meget islam eller for meget kristendom et problem, og derfor argumenterer vi for det, vi kalder den religiøse minimalismes nødvendighed.

Men hvor er det, at I konkret ser religionen tiltage sig indflydelse?

– Den islamiske retorik bliver hele tiden hårdere i visse grupper, men det samme er på spil blandt de kristne. Politisk har vi en mand som undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder (V), der vil have religionsundervisningen i folkeskolen gjort til et religiøst, kristent fag. Og senest har din egen chefredaktør, Erik Bjerager, lige udgivet en bog, hvor han insisterer på, at kristendommen skal spille en større rolle i samfundet, at samfundet ikke bliver sundt uden kristendommen. Ja, han hævder ligefrem, at der går en direkte linje fra humanismen til nazismen, og det er efter mine begreber uhørt og historisk bindegalt. Det må du gerne citere mig for, for det er bindegalt at skabe forbindelse mellem humanismens gudløshed og nazismen.

Et andet eksempel er biskop Jan Lindhardt, der i mange år har insisteret på, at samfundet kun kan hænge sammen, hvis vi alle sammen bekender os til protestantismen. Han har sagt op i mit åbne ansigt, at "du, som ikke er religiøs, er ikke lige så glad og lykkelig, som hvis du havde været protestant". Det er efter min mening et voldsomt, ideologisk attentat.

Det nationale, det danske sprog og den europæiske etnicitet bliver nu knyttet sammen som det, der er naturligt og godt. Og jeg anfægter ikke, at det er en cocktail, som i sin bløde udgave er uproblematisk. Men når det bruges til at definere et modsætningsforhold til folk, der ikke er religiøse eller har en anden religion, et andet sprog, en anden kulturbaggrund, så bliver det en destruktiv mekanisme. Vi plejer at have et afslappet forhold til de her spørgsmål. Men nu strammer ideologien sammen, det intensiveres med DF og præstefætrene i front. Samfundet har det bedst med blød religion i små doser.

Men hvor er sammenhængen med Muhammed-sagen, hvor den langt kraftigste reaktion kom fra Mellemøsten, ikke fra Danmark?

– De voldsomme reaktioner i den islamiske verden var helt uacceptable, men den danske mentalitet bærer også et ansvar. Med den regering, vi har nu, har vi bevæget os hen imod en langt mere ideologisk blokpolitik. Og det er ikke fordi, jeg brokker mig over at være bagud på point i kulturkampen, det er o.k. Problemet er, at de der har magten, står i et modsætningsforhold til en pokkers masse mennesker, hvilket fører til et splittet samfund. Og min vurdering er, at det politiske Danmark netop reagerede på hele Muhammed-balladen på en måde, der var præget af den hårde mentalitet, men at den bløde mentalitet diplomatisk, politisk og socialt havde været en mere farbar vej.

I bogen forsvarer I selv ytringsfriheden ubetinget, men mener samtidig, at Jyllands-Posten burde have undladt at bringe tegningerne. Hvordan hænger det sammen?

– Både Klaus og jeg mener, at ytringsfriheden er fuldstændig kompromisløs, og at Jyllands-Posten ikke har gjort noget som helst ulovligt eller moralsk forkert. Men det må stadig være legitimt at diskutere, om det var en fornuftig ting at gøre. Vi har alle sammen øjeblikke, hvor vi holder kæft eller modificerer vores synspunkter. Min vurdering er, at hvis målet var at provokere og hænge mennesker ud, så udnyttede Jyllands-Posten den mulighed rigtigt. Men hvis man ville noget andet, var det en dårlig beslutning.

I dag tænker de fleste nok, at det var en unødvendig beslutning. Men vi skal jo vurdere beslutningen ud fra forholdene, da den blev truffet. Og på det tidspunkt virkede det for mig ikke som andet end endnu en af Jyllands-Postens sædvanlige provokationer mod muslimer. De har haft et horn i siden på dem i, jeg ved ikke hvor lang tid, ikke så meget i journalistikken som i lederne, debatten og læserbrevene. Og i det lys tjener tegningerne jo avisens generelle interesse som et organ, der støtter regeringen. Det har Klaus og jeg aldrig bebrejdet avisen. Vi konstaterer bare, at det var en dårlig ide.

debat@kristeligt-dagblad.dk