Det bedste ved et supermarked er at komme igennem til kassen og flirte med kassedamen. Det er en taknemmelig opgave, hun bliver glad, og det gør man også selv. Det er en vigtig borgerpligt.
Stort var derfor mit raseri, da jeg fik mit nye ”kontaktløse” dankort. I stedet for at stikke kortet i maskinen og med øjenkontakt signalere til kassedamen, at man er klar, skal kortet nu slet ikke i berøring med noget som helst. Kortet ”aktiveres” alene ved at man gør en abstrakt og givetvis hedensk gestus over automaten, der så svarer med en hånlig, kønsløs bibben. Så er det hele forbi.
Mens dankortets indførsel gjorde flirten sværere, er det er nu helt umuligt at etablere en meningsfuld kontakt til kassedamen. Man har jo ikke givet hende noget, eller overhovedet investeret noget af sig selv i forholdet.
Sammenlign med den proces det er at tage en krøllet pengeseddel op af bukselommen, glatte den omhyggeligt ud og trykke den i kassedamens hånd. Se, det er en udveksling. Noget for noget.
Her kan vi lære af Shakespeare. I ”Købmanden fra Venedig” insisterer den jødiske lånehaj Shylock simpelthen på at skære et pund kød af sin konkursramte skyldner Antonios krop. Her er der fuld kontakt: Antonios kød betaler for Shylocks udlån.
Det kontaktløse helvede udbreder sig også via mobiltelefonen. Selv blandt dannede mennesker er det i dag helt almindeligt, at en samtale kan afbrydes af, at den ene af samtaleparterne tjekker sin mobiltelefon. Den anden samtalepartner får så tid til at tænke over, hvor taberagtigt det er, at han ikke har fået en sms.
At kontaktløshed skulle være det højeste gode er en tvangstanke, der har fået ganske særligt fat her i vores land af kuldslåede protestanter. For os kan enhver anden person potentielt være netop ham, der kom ”imellem mig og Gud/mobilen/pengene…” Og Gud forbyde det i det hellige lutherår.
Men rejs ud i verden, til Berlin og Paris, og find ud af, at der ikke findes nogle rigtige byer, hvor man kan klare noget som helst med plastikkort udstedt af den lokale landbobank. Og lær, at der findes samfund, i hvilken mobiltelefonen ikke accepteres som undskyldning for voksne menneskers tilbagefald til puril narcissisme og åndelig selvbesmittelse.
Sluk derfor din mobiltelefon, prop en plovmand i bukserne og gå ud og køb ind. Og husk, at hvis du ikke har pengene, når kassedamen rækker hånden frem, skal hun have et pund af dit kød.