VI VIL SIMPELTHEN ikke have disse mennesker i vores kære lille land. De er kriminelle, de er udlændinge, og hvordan skal vi dog komme af med dem? Spørgsmålet debatteres igen og igen. Politi og andre myndigheder har de seneste år gang på gang forgæves forsøgt at få dem hjemsendt. Ingen lande vil have dem, selv ikke de lande, de kommer fra.
En kendt Venstre-politiker har foreslået, at tålt ophold skal gøres utåleligt. Det er virkelig forsøgt: De har fået forbud mod at få arbejde, at stifte familie, de holdes i live med et meget beskedent lommepengebeløb på 140 kroner hver 14. dag med pligt til ophold i Sandholmlejren på firesengsværelser og meldepligt dagligt eller et par gange om ugen hos politiet - på ubestemt tid.
Et lille antal er forsvundet. Måske til lignende tilværelser i andre lande, der heller ikke vil vide af dem: De er uden pas og papirer, da disse er inddraget.
HAR DET SÅ HJULPET os af med de mennesker, vi ikke vil have? Det har vist sig, at antallet af mennesker på tålt ophold er vokset fra 18 til 67, siden tuneserloven blev vedtaget i 2008. Udgifterne er steget fra 7,6 millioner kroner i 2011 til 15,4 millioner i 2013, hvortil kommer øgede udgifter for Flygtningenævnet, Rigspolitiet og Nordsjællands Politi til arbejdet med personer på tålt ophold.
Mens gruppen på tålt ophold med få undtagelser levede op til den ugentlige mødepligt indtil lovens indførelse i 2008, så bryder cirka halvdelen nu meldepligten. Resultat: mange politianmeldelser og retssager.
Tuneserlovens øgede meldepligt blev vedtaget for at forhindre tuneseren Slim Chafra i at færdes i tegneren Kurt Westergaards nabolag. Af ukendte grunde og i al hastværk inkluderede man de andre daværende 18 personer på tålt ophold - trods stærk kritik fra mange jurister. Ligeledes er det konstateret, at der begås hyppig kriminalitet af en del af personerne på tålt ophold.
LOVEN VIRKER simpelthen ikke. Midlerne fjerner ikke, men øger problemerne og skaber store udgifter i retssystemet. I forargelse og desperation bliver tonen i denne tid i avisdebatten mere og mere hadsk og skinger mod disse mennesker - sidst med forslaget om fodlænker.
Vi er nogle, der skrev til samtlige folketingsmedlemmer imod lovforslaget i 2008 og har fulgt nogle menneskeskæbner omfattet af loven siden.
Dette indlæg ønsker indtrængende at henstille til debattører, administratorer og lovgivere på dette felt om at se på, hvor forskellige mennesker, der er på tålt ophold, er. Der tales ofte i medierne, som om der helt eller mest er tale om alvorlige voldsforbrydelser eller trusler derom. At se på, hvor forskellige narkoforbrydelser kan være fra besiddelse af mindre narko til eget forbrug op til de mere alvorlige tiltag. Der er mennesker, der dulmer psykiske mén efter tortur og krigstraumer eller blot flygter ind i misbrug fra en indholdsløs, udsigtsløs tilværelse.
Gruppen på tålt ophold omfatter blandt andre en kinesisk kvindelig læge, der udførte tvangsaborter på regeringens krav i Kina, og en lovlydig, selvforsørgende iraner på 11. år i Danmark, der i en skilsmissekrise stod vagt i Christiania for at få hash og så aftjente sin 18 måneders straf, hvorefter han har været på tålt ophold i næsten syv år uden yderligere lovbrud.
Selvfølgelig skal kriminalitet straffes. Men ville det ikke være mere rimeligt og god lovpraksis, at udlændinge, der har begået kriminalitet, behandles efter samme regler som danskere? Og undgå dyre retssager ved domstolene?
Forestil jer selv at leve på ubestemt tid på de vilkår: en tilværelse uden arbejde, uden familie, uden udsigter. Kan det undre, at det øger kriminalitet i og omkring Sandholmlejren?
”Tålt ophold” løser intet, men øger kriminalitet og udgifter i betragteligt omfang. Måske skulle tuneserloven (hvis hovedperson for længst er løst fra forholdet oven i købet med erstatning for uberettiget behandling) fremover kaldes molboloven. Kan vi som kristent land leve med at byde en gruppe mennesker - for det er de jo stadigvæk - et sådant umenneskeligt liv?