LIVET ER FULDT AF dilemmaer og både derhjemme ved spisebordene og ude i den offentlige debat er etiske overvejelser om godt og ondt på banen stort set hver eneste dag. At det er sådan, er både rigtigt og vigtigt. Men samtalerne har en tendens til at blive delt op, fordi vi laver et skel mellem etik og politik.
Det siger Gorm Greisen, der i begyndelsen af denne uge blev udpeget til ny formand for Det Etiske Råd efter at have siddet i rådet tre år som næstformand.
”De to ting hænger uløseligt sammen i virkeligheden. Politik handler om etik, at vi ikke kan få alting og må vælge, hvad der er vigtigst. Politikerne er valgt, fordi de gerne vil opnå noget, skabe et bedre samfund, og det indgår vel altid i deres politiske overvejelser, hvordan man skaber det bedst mulige uden at gøre for megen skade.”
På en rejse til Island oplevede Gorm Greisen for nogle år siden, hvordan sådanne overvejelser kan foregå i praksis. Her var universitetet i Reykjavik blevet kontaktet af Altinget (det islandske parlament), fordi politikerne stod i et dilemma: I en lille by beliggende ved en elv var fiskeriet gået i stå, og beboerne ville gerne bygge et elektricitetsværk.
”Problemet var bare, at der netop ved den elv levede en art gæs, som ikke fandtes andre steder i verden. Universitetet havde fået til opgave at komme med råd ud fra et bæredygtighedsperspektiv, der skulle tænke tre generationer frem. Det var en fantastisk oplevelse for mig, for tænk, hvis alle politikere havde det perspektiv. Tænk, hvis de spurgte sig selv: Hvad skal vi gøre nu, så vores børnebørn synes, vi gjorde det rigtige?”, siger Gorm Greisen.
Hvad er de vigtigste sager i Danmark lige nu og i de kommende år?
”Det Etiske Råd skal kun beskæftige sig med sundhed, sundhedsvæsen og bioteknologi. Inden for det område mener jeg, at et af de største etiske problemer og dilemmaer ligger i prioriteringen i sundhedsvæsenet, fordi det involverer os alle sammen. Når vi prioriterer noget op, så prioriteres andet ned eller vælges fra. Sådan er det i alle afkroge lige fra den praktiserende læge og hele vejen op. Der foregår en prioritering på alle planer.
Problemet er, at der indtil nu ikke er sket så meget på det politiske niveau. Politikerne kan få øje på nogle ting, som de synes skal gøres bedre, men uden at der kommer en politisk stillingtagen til, hvad man så skal gøre dårligere. I de her år er det især den dyre medicin, der presser budgetterne, og hvis vi fremskriver den udvikling, vil der om nogle år ikke være penge tilbage til personale.
Det er et rigtigt etisk dilemma, når man ikke kan hjælpe syge og døende. Ikke fordi man ikke er i stand til det, men fordi der enten mangler personale eller medicin. Prioriteringsdebatten har indtil nu været en politisk dødssejler, men nu er der ved at komme gang i diskussionen.
Det er også helt nødvendigt, for fordelingen af ressoucer og budgetter i det danske sundhedsvæsen er i meget høj grad bestemt af, hvordan det plejede at være. Der er ikke gjort noget forsøg på at ryste posen.
Globalt set mener jeg dog, at det er manglende bæredygtighed, der udgør det største etiske problem. Dilemmaerne drejer sig om, hvor meget vi skal bidrage til løsninger både som enkeltpersoner og som nation, når det jo aldrig kan gøre den store forskel.
I Det Etiske Råd har vi en arbejdsgruppe, der har arbejdet med etisk forbrug i mere end et år, og rådet er ved at være færdige med diskussionen, og vi kommer i løbet af foråret med en udtalelse om tre aspekter: mad fra klonede dyr, fodring med genmodificerede afgrøder og klimabelastende fødevarer.”
Hvad skal vi generelt med Det Etiske Råd. Er etik ikke et almenmenneskeligt spørgsmål og ikke noget, der kræver eksperter?
”Der er et fag, der hedder etik, som er en del af filosofien, der ser på, hvad der historisk er tænkt og skrevet, og som har forfinet etik. I det lys kan jeg vel kaldes en glad amatør, en lommefilosof. Men det har også vist sig ved undersøgelser af almindelige menneskers handlinger i eksperimentelle situationer, at der findes en stor fællesmængde, der går på tværs af alder, køn, uddannelse og kultur, det vil en slags instinktiv stillingstagen til etiske problemer, som vel må være biologisk indlejret i os.
Så jeg tænker, at vi i Det Etiske Råd er mennesker med forskellig baggrund og holdning, og vores opgave er at bringe dette i spil i en nysgerrig og alvorlig debat, hvor vi ikke behøver blive enige, men kun helt klare på, hvad det er, der skiller os. Det sker i et lukket rum, inden det når en form, der kan sættes i omløb. Det oplever jeg er berigende. Rådets sekretariat indeholder fire fagfolk, der hjælper processen, ikke mindst med den skriftlige form af udtalelser samt undervisnings- og debatmateriale.
Jeg mener, dette er Det Etiske Råds kerneydelse, en gennemtænkning og uddybet fremstilling af væsentlige spørgsmål inden for vores område med en begrundet stillingtagen fra 17 forskellige, engagerede mennesker. Det mener jeg ikke man kan få andre steder. Det kan virke oplysende og være med til at rykke nogle ting.”
Hvilken forskel synes du Det Etiske Råd har gjort i sin levetid?
”Det nyligt vigtigste eksempel er vores arbejde vedrørende brug af sundhedsdata til forskning, hvor vi udgav en stor udtalelse sidste år. Der findes en masse oplysninger om vores alle sammens brug af sundhedsvæsenet, som kan kobles til andre oplysninger. Det drejer sig om både tørre data, det vil sige oplysninger om sundhed og sygdom, og om rester af blod- og vævsprøver, der er frosset ned. Begge dele kan kobles til alle mulige andre data om den enkelte person.
Udviklingen er så hurtig, at brugen stiger voldsomt. Det giver fantastiske muligheder for forskningen. Vi gik i gang med arbejdet på et tidspunkt, hvor forskningspotentialet var i fokus, blandt andet fordi det kunne udgøre lidt af et guldæg for lægemiddelindustrien.
I vores udtalelse fokuserer vi på transparens, samtykke og datasikkerhed, og jeg mener, den er blevet læst grundigt af alle parter. Det er vigtigt, da vores samfund er baseret på tillid. Brydes den tillid, er det alvorligt, og alting skal foregå transparent.”
Hvordan vil offentligheden mærke, at rådet i dig har fået en ny formand?
”Det er mest et indre anliggende. Det er jo ikke et statsministerjob. Men den afgående formand, Jacob Birkler, ydede en meget stor indsats i rådet og udadtil i samarbejde med pressen og med foredragsvirksomhed. Jeg er skal også passe mit overlæge- og professorjob og har på forhånd meddelt, at jeg ikke kan bruge mere end 10-15 timer om ugen på arbejdet. Det betyder nok, at de andre medlemmer vil komme mere i spil.”
Et flertal af den danske befolkning går ind for aktiv dødshjælp, men Det Etiske Råd er imod. Hvad er din personlige holdning?
”Jeg er imod og mener, det er godt, at det er et tabu. Det siger jeg blandt andet ud fra min egen erfaring i arbejdet med nyfødte børn. Det er nærliggende at synes, man kan aflive børn, der har udsigt til et meget dårligt liv, fordi deres liv endnu ikke er begyndt. Jeg tror meget på glidebaneargumentet.
Når først vi har tilladt os at bruge eutanasi for en gruppe af mennesker, bliver det rigtig svært at forsvare, hvorfor det så ikke også skal kunne bruges til at hjælpe andre mennesker. Det bliver svært at finde argumenter, der er stærke nok at holde fast i. Så tabuet er: 'Du må ikke slå ihjel'. Det skal ikke være en del af paletten, når vi taler om at hjælpe syge mennesker. I stedet for skal vi blive bedre til smertelindring og bedre til at hjælpe mod angst og ensomhed.”
På samme måde går et flertal af Danmarks befolkning ind for et forbud mod religiøs omskæring af drenge, mens Det Etiske Råd er imod. Hvad mener du?
”Når det handler om det medicinske, er der både argumenter for og imod, men de er svage, så den lægelige betydning er ret lille. Personligt synes jeg, det er problematisk, hvis vi som etniske danskere bestemmer, at jøder og muslimer ikke må omskære deres drenge. Jeg ville se det som en kulturel og politisk majorisering. Derfor går jeg ikke ind for et forbud.”
Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?
”Der er naturligvis forskellige skalaer for etiske dilemmaer og forskel på, hvor meget man har fortrudt eller været i klemme. Det bestemmer, om man kan huske det. Jævnligt forsømmer jeg mine familieforpligtelser, fordi jeg er engageret i mit arbejde og synes, jeg kan gøre en forskel der. Det er i den daglige, vanemæssige skala.
I den store skala fik jeg engang et svært hjerneskadet barn til at overleve, fordi forældrene ønskede det meget højt. Barnet var plaget af den nødvendige behandling, udviklede sig slet ikke og døde knapt et år gammelt. Var det uret mod barnet? Var det spild af mange menneskers gode indsats? Var det overhovedet det bedste for forældrene?”.
