Fortidens uhyggelige menneskesyn vender tilbage

Den offentlige stempling af et barn som for dårligt til at udvikle sig er sårende og uhørt brutalt - og samtidig savner det teoretisk belæg, skriver debattør

Forældre til børn med handicap påtager sig en stor opgave og er deres børns sikkerhed, uanset om barnet bor hjemme eller på en døgninstitution. Modelfoto: Iris
Forældre til børn med handicap påtager sig en stor opgave og er deres børns sikkerhed, uanset om barnet bor hjemme eller på en døgninstitution. Modelfoto: Iris.

I 2007 UDGAV JEG bogen ”Uduelig og ubrugelig. Åndssvageasylet Karens Minde 1880-1987”. Bogen handler om mennesker, der i regi af åndssvageforsorgen blev anset for at være u-underviselige og derfor alene skulle tilbydes pleje og omsorg.

Min forskning viste, at de økonomiske midler, disse børn bragte med sig, blev kanaliseret over i anstalternes afdelinger for underviselige og arbejdsføre åndssvage. Tilbuddet til børnene på Karens Minde blev dermed reduceret til ren overlevelseshjælp. Også overlevelsen var faktisk et problem, da der blev puttet så mange ind på anstalten, at sygdomme florerede, og dødeligheden var høj.

Ser vi tilbage på, hvem der som u-underviselige var anbragt på Karens Minde fra oprettelsen i 1880 til nedlæggelsen i 1987, så var det mennesker med Downs syndrom, spasticitet, autisme og bevægelseshandicap. Først i 1950'erne med oprettelse af forældreforeningen LEV blev der langsomt tilbudt ogsådisse udskilte mennesker behandling, undervisning og oplæring.

Når jeg fortæller disse ting, er det, fordi der ifølge en række artikler i dagspressen og indslag i diverse tv-aviser igen er sat spørgsmålstegn ved, om børn, der ikke skønnes udviklingsdygtige til et vist (ukendt) niveau, har ret til hjælp fra samfundet.

FORÆLDRE TIL døgnanbragte børn - både i Aarhus og Faxe - bliver nu opkrævet større beløb for barnets ophold. I Faxe er beløbet for en bestemt familie hævet fra 500 kroner om måneden til 4100 kroner. En stigning, familien ikke kan klare, hvorfor den 14-årige dreng igen er flyttet hjem, selvom alle rådgivende instanser finder, at det tilbud, han havde på en døgninstitution på Majatta, var det bedste for ham.

Mit fokus er i mindre grad rettet mod det økonomiske, selvom det er alvorligt nok i sig selv, men derimod rettet mod pædagogiske og etiske aspekter. Når der i Danmark i 2015 på baggrund af en afgørelse fra Ankestyrelsen i 2012 i flere kommuner plæderes for, at børn, som ikke har udsigt til ”udvikling af ikke ubetydeligt omfang”, ikke som hidtil kan frekventere en døgninstitution gratis eller med en mindre egenbetaling, betyder det, at de berørte børn og deres familier lades tilbage under forhold som dem, der i sin tid blev beboerne på Karens Minde til del.

Rent bortset fra at al forskning viser, at alle levende væsener kan udvikle sig, og at der findes viden om, hvordan undervisning og behandling kan gribes an, når barnet har et større handicap, så er det etisk betænkeligt at lave et skel mellem ”uduelige” og ”brugelige” mennesker med handicap.

Forældre til børn med handicap påtager sig en stor opgave og er deres børns sikkerhed, uanset om barnet bor hjemme eller på en døgninstitution. Den offentlige stempling af et barn som for dårligt til at udvikle sig er sårende og uhørt brutalt - og samtidig savner det teoretisk belæg. Danmark burde i første række hjælpe forældre i en vanskelig situation - ikke skubbe dem og deres børn ud over kanten som nogle, der er mindre værd end andre.

Birgit Kirkebæk er dr.pæd. og redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift