BIBELSELSKABET KAN takke programvært Kåre Gade og professor Erik A. Nielsen for, at de har 169 kroner mere i kassen, end de ellers ville have haft.
Jeg havde nemlig egentlig besluttet mig for ikke at købe den nye oversættelse af Det Nye Testamente, kaldet noget så fladt som Den nye aftale. En ganske unødvendig omskrivning, eftersom enhver, fortrolig med kirken eller ej, ved, at der er noget, der hedder Det Gamle og Det Nye Testamente.
Men hvem forbinder noget som helst med Den nye aftale? Det kan være hvad som helst.
I programmet Folk og Kirke den 19. november forklarede Erik A. Nielsen med vanlig tydelighed, at testamente og aftale slet ikke er det samme ord. En aftale indgås mellem to ligeværdige parter, og ofte efter lange og seje forhandlinger, mens et testamente er en gave, der gives en.
Men nej, forklarer man på Bibelselskabets hjemmeside: På nudansk er et testamente noget, folk skriver, før de dør, hvor der står, hvem der skal arve deres ting og penge. Sådan et testamente er Det Nye Testamente jo ikke. Ja, det er måske umiddelbart det, man vil forbinde med ordet testamente.
Men så kunne man jo give sig til at undersøge, hvad det egentlig er, ordet betyder. Og det betyder både vidnesbyrd og pagt. Det Gamle Testamente er således et vidnesbyrd om den pagt, Gud gennem Moses indgik med Israels folk, mens Det Nye Testamente er et vidnesbyrd om den pagt, Gud indgik med alle folkeslagene gennem Jesu død og opstandelse.
MEN HVORFOR SÅ ikke ordet pagt, som Grundtvig konsekvent brugte? Han talte om Den Gamle Pagts og Den Nye Pagts bøger. Ja, her forklarer man, at ordet pagt bruges på almindeligt dansk kun i officielle politiske eller juridiske sammenhænge. Det nudanske ord for pagt er aftale. Valget er derfor faldet på ordet aftale, fordi det med enkle ord beskriver, hvad teksterne i Det Nye Testamente handler om: at Gud laver en ny aftale med mennesker, hvor det ikke kommer an på, om man overholder loven, men hvor troen er det centrale.
Vil det sige, at troen er noget, mennesket skal give Gud til gengæld for ... nå nej, ikke nåden, det ord er jo luget bort sammen med barmhjertigheden.
EFTER AT HAVE slukket for radioen slog det mig: Hvordan mon man har oversat nadverens indstiftelsesord? Her kan man da for pokker ikke smide ordet pagt ud til fordel for aftale! Jo, det kunne man godt: Efter måltidet tog han også bægeret med vin og sagde: Vinen udtrykker den nye aftale, som Gud indstifter med mit blod. Husk det, jeg har gjort, hver gang I drikker vinen. Jamen rent sprogligt er det noget nonsens. En aftale er ikke noget, en person indstifter. Det er som sagt noget, to parter indgår på lige fod.
Men også teologisk er det uholdbart. Her er nadveren virkelig skåret ned til at være et rent mindemåltid. Hos os siger vi Til min ihukommelse som en understregning af, at nadveren først og fremmest er Jesu gerning mod os. Ikke en gerning, han har gjort engang for længe siden, men en, han gør, hver gang vi holder nadver.
OG SÅ KAN jeg ikke dy mig for en kommentar til oversættelsen af saligprisningerne fra Bjergprædikenen i Matthæusevangeliets kapitel 5. Det er så grov en forfladigelse af teksten, at det nærmer sig det kriminelle. I den nuværende oversættelse hedder det i de to første saligprisninger: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Det er blevet til: I er heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden. Guds rige tilhører jer. Må jeg lige gøre et ophold her og spørge: Hvem er mon målgruppen for det? Tror man virkelig, at alle de, der ikke er fortrolige med kirkens og Bibelens sprog vil klappe i hænderne og sige: Endelig forstår jeg, hvad det er, der står! Jeg personligt fatter ikke et klap, det er ganske enkelt sort snak!
Videre: I er heldige, hvis I sørger, for I vil blive trøstet. Jamen det kan man da ikke sige! Det ville jo svare til, at man sagde til en, der lige var blevet alene: Kære fru Jensen, Deres mand er ganske vist død. Men hvor er De heldig, for De skal nok blive trøstet!
Nu ved jeg godt, at Den nye aftale ikke er tænkt som erstatning for den nuværende oversættelse, men snarere som en trædesten, som Bibelselskabets generalsekretær, Tine Lindhardt, siger. Men jeg er bange for, at den trædesten snarere bliver en snublesten, forstået på den måde, at den kun vil skabe en større afstand til den autoriserede oversættelse!
Men nu har jeg altså købt Den nye aftale og således beriget Bibelselskabet med 169 kroner. Det er et beskedent beløb. Men så kan jeg til gengæld give mig selv den beskedne trøst, at værket ikke kom til at hedde Den nye alliance!
Jens Kvist,
sognepræst,
Kirkebakken 1, Aabenraa