Den 25. juli havde jeg under overskriften Tag dig sammen, fede. Den neoliberale intolerance gør stor skade et indlæg her i avisen. Det har fået Simon Emil Ammitzbøll (LA) på banen med en ultraliberal rygmarvsreaktion.
I en kommentar med titlen Fede er ikke svage mennesker. Hvem er det egentlig, der stigmatiserer? den 29. juli, opruller Ammitzbøll en tragikomisk skrækvision om Big Mother-staten. Et rædselsscenarium fremkaldt af, at jeg anvender ord som støtte, omsorg og opmuntring. Man skulle tro, at empati er et skældsord i Ammitzbølls verden.
LÆS OGSÅ:Fede er ikke svage mennesker. Hvem er det egentlig, der stigmatiserer?
Sundhedsdebatten, der i øjeblikket har fokus på overvægt, er temmelig skinger og præget af sort-hvid-tænkning. I mit indlæg forsøger jeg at nuancere et forenklet syn på mennesket som værende enten et individ eller et samfundsprodukt en betragtning, der kun levner mulighed for en ensidig placering af ansvar hos enten den enkelte eller hos samfundet.
I en rendyrket liberalistisk optik som den, Ammitzbøll repræsenterer, er mennesket fuldstændig frit også til at ødelægge sig selv. Men frihed er i mine øjne en relativ værdi, der er bundet til en kontekst, og jeg ser ikke mennesket som frit svævende i et biologisk, socialt og psykologisk tomrum. Når frihed gøres absolut, skæres alle over én kam. Blikket for individuelle forskelle går tabt, og man overser, at ikke alle mennesker har de samme forudsætninger. Det er her, jeg mener, at liberalismen stigmatiserer og diskriminerer. De mennesker, der falder igennem, dømmes som selvforskyldte i egen ulykke og for at ligge samfundet til last. Livsstilstankegangen, der ser sundhed eller manglen på samme som et resultat af individets frie valg, gør det eksempelvis fuldt ud legitimt at trække på skulderen ad den efterhånden veldokumenterede sociale ulighed i sundhed. Den forskelsbehandling, som et sundhedssystem opdelt i et A- og et B-hold lægger op til, er et eksempel på diskrimination, der paradoksalt nok er legitimeret af liberalistisk tankegods om ekstrem individuel lighed.
At man ikke bare lukker øjnene, men tager den overvægtiges problemer seriøst, har i Ammitzbølls øjne åbenbart stigmatiserende effekt. Det er en underlig omvendt logik. At den omstændighed, at jeg ikke går ind for en blind og kynisk laissez faire-politik på sundhedsområdet, skulle gøre mig til fortaler for en Big Mother-stat, der ophæver det personlige ansvar, er ganske enkelt noget sludder og en forfladigelse af debatten.
Når jeg taler om strukturelle ændringer, går Ammitzbøll automatisk ud fra, at jeg plæderer for diverse forbud og påbud. Men strukturelle ændringer kan også bestå i tilbud, der forhindrer, at et sundt liv forbeholdes de mest ressourcestærke.
Jeg er ikke tilhænger af et puritansk samfund, og jeg tror såmænd, at min modstand mod selvfede sundhedsapostle er lige så stærk som Ammitzbølls. Jeg medgiver gerne, at der er opstået et overdrevent fokus på sundhed, hvor eksempelvis overvægt nemt kan opfattes som en afvigelse, der stigmatiserer de overvægtige som en gruppe af outsidere i forhold til den strømlinede normalitet.
Min pointe er bare, at denne sundhedsflodbølge ikke er opstået i en Big Mother-stat, men i et neoliberalt klima, hvor man har ladet stå til og forsømt at formulere en egentlig sundhedspolitik.
Hylekoret af frelste sundhedsapostle stortrives netop i et neoliberalt samfund, hvor den enkeltes ve og vel reduceres til et resultat af individets suverænt frie valg.
Det er en synsvinkel, der gør det lidt for nemt at forfalde til usolidarisk fordømmelse og iskold ligegyldighed over for enhver, der måtte være knap så overskudsagtig som én selv.
Kamilla Kvam,slankekonsulent,Boestoftevej 73,
Boestofte, Store Heddinge