Nyt og gammelt: De historieløse partiers invasion

Nye partier ser dagens lys uden noget specielt historisk ophav. Det er hørt før. De kommer blot, fordi de kommer. Det er en ren tautologi. Men hvorfor? spørger Anders Kjærsig.

Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet ligner partierne fra begyndelsen af 1970’erne, de historieløse, blot med en anden dagsorden, skriver forfatter Anders Kjærsig. Her ses de tre partiers ledere (fra venstre): Anders Samuelsen (LA), Pernille Vermund (Nye Borgerlige) og Uffe Elbæk (AL). – Fotos: Jens Dresling, Anders Brohus og Mathias Svold/Polfoto.
Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet ligner partierne fra begyndelsen af 1970’erne, de historieløse, blot med en anden dagsorden, skriver forfatter Anders Kjærsig. Her ses de tre partiers ledere (fra venstre): Anders Samuelsen (LA), Pernille Vermund (Nye Borgerlige) og Uffe Elbæk (AL). – Fotos: Jens Dresling, Anders Brohus og Mathias Svold/Polfoto.

HISTORIELØSE PARTIER eller protestpartier har det med at komme og gå. Det første virkeligt historieløse parti, som er et stykke historie i dag, var Fremskridtspartiet, der så dagens lys ved jordskredsvalget tilbage i 1973. Ud af stort set ingenting dukkede det op som en tyv om natten og satte dagsordenen med det samme. Her var noget nyt.

Stort set samtidig kom Centrumdemokraterne, en udløber af Socialdemokratiet med den legendariske Erhard Jakobsen i front. Retsforbundet kom også og Venstresocialisterne (VS), der var en del af tiden. Lidt til venstre for SF. De sidste, altså VS, havde stor opbakning på grund af formand Anne Grete Holmsgaard, der var en smuk, gæv, feministisk og selvstændig kvinde. De var revolutionære og progressive og en del af tiden. De talte også tidens sprog og havde skolelærerne bag sig. Røg pibe, gik i kassebukser og bondeskjorter og hørte Sebastian.

Alt dette hang sammen med moderniseringen, skolereformen, oliekrisen, bilfrie søndage og hippiebevægelsen. Nu skulle der ske noget nyt. Alle disse partier ville ændre samfundet i den ene eller anden retning. Om det var skattetrykket, kollektiver, kollektiv trafik, den sociale indignation, fremmedarbejdere eller rockmusik var hip som hap. Slut med borgerlighed eller småborgerlighed, som det så berømt hed, og slut med klassesamfundet. Alle læste Marx, Engels og Maos ”Den lille røde”. Slut med ”Dansktoppen”, der kværnede løs, og som alle hørte på, men ingen talte om. Vi skulle alle være lige og ikke frie. Uanset hvor vi kom fra. Hosted Stationsby eller Ankara.

DENGANG VAR EN FLYGTNING en fremmedarbejder og kom fra Tyrkiet. Vi var alle grundlæggende socialdemokrater. Ud af en klasse på 20 gik 60 procent i lære og kom ud på det private arbejdsmarked. Der var mange tømrere og murere, og der blev røget meget hash og hørt Pink Floyd. Religion var til gengæld en by i Rusland, for alle var lamaister og dyrkede meditation. Her gik det godt.

Hvad med i dag. Kan vi sammenligne dengang med nu? Både ja og nej. Man kan selvfølgelig altid sammenligne to historiske perioder. Det er ikke så svært. Kunsten ligger ikke i at sammenligne, men i, hvordan og på hvilken måde man sammenligner. Hvor skal man snitte, når man sammenligner? Lad os prøve.

Vi kan notere, at der er kommet en masse nye partier, som vil noget andet end de klassiske: Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige for at nævne de kendte. Og så er der alle de andre, der ikke blev til noget. På den måde ligner de det, der skete dengang. Nye partier ser dagens lys uden noget specielt historisk ophav. Det er hørt før. De kommer blot, fordi de kommer. Det er en ren tautologi. Men hvorfor? Hvad er der sket i dag, som gør, at nye partier pludselig ser dagens lys?

Man kunne hurtigt indvende: flygtninge og integration. Man kunne også sige: individualisme og internet eller globalisering. Det er ganske udmærkede grunde. Lad os alligevel gå et spadestik dybere og bevæge os ned i kulturens sorte muld. Der er nemlig nogle interessante modsætningspar, der viser en vis form for lighed mellem i dag og 1970’erne.

Dengang var der oliekrise, i dag er der økologikrise; dengang var der klassesamfund, i dag er der parallelsamfund; dengang var vi alle lige, i dag skal vi alle være frie; dengang skulle vi spare, i dag skal vi forbruge; dengang var der for meget civilsamfund og for lidt stat, i dag er staten for stor og civilsamfundet for lille; dengang troede ingen på Gud, i dag er alle religiøse, selv ateisterne – der blev ikke talt om religion dengang.

Dengang var der bilfrie søndage, i dag flyver vi verden tynd; dengang sparede vi på olien, fordi der ikke var nok af den, i dag er vi bange for olien, fordi der er for meget af den, og den udleder CO2; dengang røg man hash i smug, i dag skal den frigives og legaliseres; dengang var vi danskere, i dag diskuterer vi, hvad en dansker er; dengang havde vi et velfærdssamfund, i dag har vi en konkurrencestat; dengang bød vi fremmedarbejderne velkommen, i dag vil vi begrænse flygtningestrømmene – og sådan kunne man faktisk blive ved.

Hvad sker der rent politisk, når disse modsætninger opstår, og vi vender hoved og hale rundt. Ja, så kommer der nye historieløse partier eller protestpartier, der vil ændre tingene til stort set det modsatte af, hvad det er. Det er lige netop i disse brydninger, at der er plads til det anderledes.

Man stoler ikke på de klassiske partier, fordi de blot snakker, men ikke gør noget radikalt ved det. Man har derfor en uudtalt forestilling om, at det nye og anderledes kan ændre omstændighederne. Vi vil have noget nyt. Innovation kalder man det, men vi ved ikke hvorfor og hvordan.

LIBERAL ALLIANCE, Nye Borgerlige og Alternativet er et symptom på dette. Hvor forskellige de end er, disse partier, har de det tilfælles, at de vil noget andet end det genkendelige og traditionelle. De ligner partierne fra begyndelsen af 1970’erne, de historieløse, blot med en anden dagsorden, fordi de grundlæggende er ideologiske partier. Hvor alle de klassiske partier er pragmatiske og taler om værdier, taler disse partier om samfundsforandringer. Med andre ord: De er ideologiske.

Det er et svært ord at bruge i dag. Men det er lige præcist det, som folk vil have. Man vil vide, hvad et parti står for, og ikke blot forholde sig til små detaljer, hvor der ikke er forskel på højre og venstre. Vælgerne er trætte af de gamle klassiske partier og deres genkendelige retorik, fordi de gamle partier fører en politik, ingen kan identificere sig med. Man vil en ny samfundsforandring, hvor man endnu en gang kan finde sig selv inden for et specielt parti.

Det kræver selvfølgelig ikke meget at gennemskue, at selv de nye partier bliver nødt til at ændre deres profil, hvis de vil i regering og dermed få magt. Liberal Alliance er et eklatant eksempel. Partiets politiske leder og nu udenrigsminister, Anders Samuelsen, er en typisk figur i denne fortælling. Han står faktisk for noget grundlæggende, men han kan ikke få magt, hvis han stivnakket og stålfast ikke går på kompromis. På den måde omformer han, uden at ville det, partiets ideologi til pragmatisme. Hvad sker der ved det? Ja, der sker det, at han assimileres af de klassiske partier og bliver nødt til at gå på kompromis med sine egne holdninger. Det er en nødvendighed. Men det er også en skam og et svigt.

Alt det, man forventer af et nyt parti, går til grunde, og det viser blot, at man intet kan, når man ingen historie har. Derfor trives historieløse partier bedst, når de er i modvind og opposition. Det gik galt for Fremskridtspartiet, VS, Retsforbundet. Vi så det med SF uden nogen sammenligning – det er faktisk et historisk parti. Dansk Folkeparti vil heller ikke i regering, fordi de ved, at det koster på den ideologiske konto.

Hvad kan man lære af dette? Ja, det er svært at svare på. Men én af de ting, man må skrive bag øret, er, at vil man noget i politik, så må man være pragmatiker. Det synes jeg er kedeligt og ærgerligt.

Jeg troede faktisk på Liberal Alliance. I dag er jeg blevet klogere. De er et typisk historieløst parti, der kun får sammenhængskraft ved at læne sig op ad de historisk sikre partier. Det er om ikke andet et historisk faktum.

Anders Kjærsig forfatter og debattør.