Den i øjeblikket løbende diskussion om videnskab og kristendom er ved at nærme sig det rene nonsens, fordi deltagerne utvivlsomt definerer Gud forskelligt.
Dermed giver det ingen mening, hverken at hævde, at Gud skabte verden - eller det modsatte.
Man må gøre rede for, hvad man mener med ordet ”Gud”.Det ser ud til, at Rothstein og Herbener i Kristeligt Dagblad den 17. juli læser Bibelen fundamentalistisk - så er den jo også nemmere at kritisere.
Vores største filosof, Søren Kierkegaard, indså allerede midt i 1800-tallet, at den ikke er en manual for naturvidenskab, og siger derfor om syndefaldsmyten: ”Mythen lader det foregaa i det Udvortes, som er Indvortes.”
Den fortolker dermed menneskets åndelige, eksistentielle, situation og handler således om et værdianliggende, som ingen videnskab kan forklare.
Også selve skabelsesmyten er i en videnskabelig fundamentalistisk læsning det rene vrøvl, men når ”én dag er som tusind år, og tusind år som én dag”, så er der tale om poetisk sprog. Dermed er det også komplet ligegyldigt, om man hævder, at Jordens alder er 6000 eller 3 milliarder år.
Der er altså tale om to synsvinkler, man kan vælge at anlægge på verden, og den ene er ikke bedre end den anden, men de er til hver deres brug. Den eksistentielle synsvinkel, i poetisk sprog, handler om, at vi har frihed til selv at vælge, men syndefaldsmyten viser, at det i praksis ikke lykkes:
Mennesker synder. Vi lægger afstand til det ideale, Gud, til trods for at vi har frihed til at lade være.
Naturvidenskab er en forskning i, hvordan verden materielt og teknisk er skruet sammen, mens hvordan og hvorfor vi skal leve livet, absolut intet har med det at gøre, men er en trossag, der umuligt kan bevises. Diskussionen afhænger således helt af synsvinklen, og hvordan vi definerer Gud.
Hvis man for eksempel mener, at Gud er en slags skæbne, der styrer verden helt deterministisk, så bliver det nærmest ligegyldigt, hvordan man er, da alt så er bestemt i forvejen, selv ens dødsdato - som en meget udbredt religion hævder.
Hvis man mener, at Gud kan påvirkes med ivrige bønner, så har vi en anden situation. Hvis man tror, at det rette er kirkegang og skriftemål, har vi en tredje situation. Man kan ikke blot udpege det ideelle som i videnskaben. Det ville være nonsens.
En fjerde situation ville være at hævde, at der ingen ideelle værdier er, hvilket så ville betyde: Alt er tilladt, Gud er død.
Hvad man tror på, er noget åndeligt, eksistentielt - et værdianliggende; og de værdier, vi vælger til at styre vores liv, er den enkeltes personlige ansvar. Gud defineres som ”idealiteten”, den ideale måde, at forholde sig på, ifølge Kierkegaard, mens mennesket er realiteten.
Ydermere hævder han: ”Gud er kærlighed” og ”Gud er ånd” - summa summarum er det ideelle liv, at lade kærlighedens ånd styre. Hvilket i øvrigt forekommer mig at være svært at argumentere imod.
Hvis alle mennesker fulgte kærlighedens bud, ville verden jo blive paradisisk - og vi ville være frelst fra vores sædvanlige egoisme. Det viser sig imidlertid at være utopisk.
Vi vælger os ud af paradiset, som syndefaldsmyten hævder - altså er den under den synsvinkel sand. Men mennesket kan i det mindste stræbe mod en verden med mere næstekærlighed, som aldrig kan måles videnskabeligt.
Alle indlægsskrivere burde definere, hvad de mener med Gud - ellers bliver det meningsløst både at hævde, at Gud har skabt verden, og det modsatte, for hvad taler vi om?
Birgit Bertung, forfatter, filosof, mag.art., Frimestervej 51, 4. tv., København NV