Reinkarnationstanken er spekulativ metafysik

agten efter at kende tilstanden efter døden er forgæves, for nok kan mennesket ikke lade være med at søge efter svar, men der er tale om en antinomi, det vil sige en problemstilling, der principielt ikke kan besvares, ligesom spørgsmål som ”hvad er der bag universet?” eller ”hvad var der, før universet blev til?", skriver tidligere provst.

Uanset hvor mange der føler og kan berette om deres tidligere eksistens, så er og bliver det postulater, skriver debattør

INGEN VED, hvad der sker, når man dør, og derfor kan man naturligvis forestille sig alt muligt. Man kan mene, at man bliver til intet, så døden bare er exit, som der stod i nekrolog.

Eller man kan ”tro”, at man ender i Himlen eller i Helvede, alt efter hvordan man har opført sig i dette liv - måske i Skærsilden som en slags mellemstation eller for de udøbte børns vedkommende i et Limbo, som katolicismen påstår.

Eller man kan tro på reinkarnation - altså at man efter døden bliver ”gjort op”, vurderet og genfødt ifølge en særlig logik. Har man overskud på karmakontoen, bliver ens næste liv bedre, men har man underskud, er konsekvensen et ringere. Enhver kan bare opdigte sin egen efterlivsteori, for ingen kender sandheden.

Reinkarnationstanken er nu efter min mening helt absurd, for hvordan kan man vide, om man i et tidligere liv har været en giraf, og om man i det næste bliver konge? Det er virkelig spekulativ metafysik, for hvor er identiteten, hvis man er forvandlet til et dyr eller konge i en helt anden tid og på et helt andet sted?

Uanset hvor mange der føler og kan berette om deres tidligere eksistens, så er og bliver det postulater. Jagten efter at kende tilstanden efter døden er forgæves, for nok kan mennesket ikke lade være med at søge efter svar, men der er tale om en antinomi, det vil sige en problemstilling, der principielt ikke kan besvares, ligesom spørgsmål som ”hvad er der bag universet?” eller ”hvad var der, før universet blev til?”.

Fordi døden er et lukket land, var Martin Luther da også af den mening, at de døde sover indtil den yderste dag - hvordan dette sidste så skal forstås.

Men ét er, at der er frit spil for fantasien vedrørende de dødes verden, noget andet er, at de forskellige ”dødsteorier” afspejler livstydninger forstået på den måde, at de afslører, hvordan man opfatter for eksempel mennesket. ”Livsfilosofi” kunne man derfor kalde dødsteorierne, og så kan diskussionen begynde. For når vi taler om livet, har man da noget at forholde sig til. Og for nu at blive ved reinkarnationsforestillingen, så står og falder den med opdelingen af mennesket i sjæl og legeme.

Tanken er, at sjælen frigøres fra legemet, når man dør. Spørgsmålet er derfor ikke, hvad der sker, men om den spaltning af mennesket er ”sand”. Når det i den apostolske trosbekendelse hedder ”vi tror på kødets opstandelse”, er det netop i polemik mod spaltningen af mennesket i sjæl og legeme, som Platon og andre filosofiske skoler hævdede. De mente, at den finere sjæl oprindelig hørte hjemme i en højere, ikke-legemlig verden, men at den ved et fald var havnet i den lavere materielle verden.

Sjælen er, sådan tænkte de, i kroppens fængsel, og målet er at komme fri og vende tilbage til den højere, immaterielle lysverden, hvilket altså sker i og med døden.

Den nedvurdering af mennesket i kød og blod findes hverken i Det Gamle Testamente eller i Det Nye, hvor ”sjæl” nærmest bare betyder det at være i live. Gud blæste livsånde i menneskets næsebor, så mennesket blev et levende væsen, som det hedder i Første Mosebog.

Intet i Bibelens fortællingerne tyder på, at frelsen skulle gå ud på at frigøre sjælen fra legemet. For sjæl betyder som nævnt oprindelig blot det at være levende.

At sjæl så i Bibelen undertiden også optræder som udtryk for et menneskes inderste, er en anden sag. Det svarer til udtrykket ”af hele mit hjerte”. Kristeligt forstået er det afgørende skel ikke sjæl-legeme, men kød-ånd.

Mennesket er et åndeligt væsen. Visse andre væsener har ”krop og psyke”, men ikke ånd. For ånd betyder at kunne betragte livet og fænomenerne i en anden ordens perspektiv - udefra, ligesom det betyder, at mennesket ikke bare blindt må lystre instinkterne med det ene formål at overleve så længe som muligt og helst føre arten videre.

Mennesket kan forholde sig til sig selv og eventuelt gå imod egene lyster og tilbøjeligheder, ja, mennesket kan i yderste fald ligefrem ofre sig selv, og det kristne ideal er ikke at gøre sig fri af kroppen, men af de tilbøjeligheder, der ødelægger liv.

Det overordnede bud hedder ikke ”du skal gøre dig fri af legemet”, men ”du skal elske din næste som dig selv” - et menneskesyn, der kommer til udtryk, når Paulus i Galaterbrevet kapitel 5 skriver, at kødets lyst står imod Ånden.

Han udpeger kødets gerninger som utugt, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Det er altså måden, man er menneske på, der kan løbe af sporet. Han benævner det afsporede liv som udtryk for ”kødets lyst”, men ”kød” betyder altså ikke ”krop”.

BRUGER MAN SIG SELV livsødelæggende, er man kødelig, men bruger man sig selv med kærligheden som fortegn, er man åndelig. Paulus skriver, at Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Kroppen er ikke problemet, men livsindstillingen. Hvordan bruger jeg mig selv? Det er spørgsmålet.

I øvrigt er der ikke meget om livet efter døden i Bibelen, og Jesus afviser nærmest at forholde sig til det. Gud er både før, under og efter dette liv, som man kort kan udtrykke det. Man er altså ikke afskåret fra Gud, når ens liv er forbi.

Skaberens magt står og falder nemlig ikke med, hvad mennesket står og falder med. Meget mere er der ikke at sige, og derfor hedder det i kristendommen, at mennesket skal opstå på den yderste dag. Man ”sover”, til Gud oprejser en.

Dermed er munden lukket på alle, der vil spekulere i livet efter livet, som er et lukket land. Det er realisme.

Men omvendt: fordi der ikke udtrykkeligt kan siges noget om livet efter livet, er der netop også åbnet for spekulation, og enhver kan gøre sig sine egne forestillinger, ja, spørgsmålet er, om man overhovedet kan lade være. Tilsyneladende er det næsten umuligt. Derfor bør det da heller ikke overraske nogen, at der også i dag er kristne, der ”tror på” reinkarnation. Det har bare ikke noget med kristendom at gøre.

Enhver der har fået et barn, enhver der har mistet en af de nærmeste, og enhver, der er stillet ansigt til ansigt med døden, hvad vi jo i princippet alle er, må indrømme, at de biologiske forklaringer og fortællinger kun er en del af sandheden om mennesket og de fænomener, det er indlejret i.

Begge dele er der mere at sige om, og det er præcis det ”mere”, al religion og folketro forsøger sig med - ikke for at smutte uden om kendsgerninger og at digte sig bort fra den faktiske virkelighed, men tværtimod for at lade den træde frem, som den viser sig i hele sin mærkværdighed.

Men når det er sagt, skal det også understreges, at der findes dårlige og gode fortællinger, dumme og naive og ukvalificerede. Derfor er både filosofi, litteratur, kunst og teologi netop fag på universitetet, hvor der arbejdes på grundlag af videnskabeligt saglige kriterier - vel vidende, at man aldrig kommer til bunds med at udtrykke og forstå livet og verden.

Selv eksperter er deltagere i en endeløs diskurs, for næsten alle afgørende fænomener munder ud i et forsvindingspunkt, som altså også ligger åbent for både troens, overtroens og mystikkens univers.

Det gælder bestemt ikke mindst døden. Om den kan der frit digtes. Men der er trods alt kvalitativ forskel på deskriptiv religion, som den udfoldes på universiteterne, og så en vildtvoksende, folkelig, spekulativ religiøsitet, som moderne vestlig reinkarnationstro efter min mening er udtryk for. De bedste former for religion og teologi er nemlig ikke båret af løse spekulationer, men af livsnær omtanke - af realitetssans.

Peter Holm,tidligere provst,Kroghsgade 3, 2. th.København Ø