Umiddelbart er det fristende at tilslutte sig koret af stemmer, der ønsker et totalt forbud mod menneskers seksuelle omgang med dyr.
Ser man nærmere på argumenterne for sådan et forbud bliver det dog mere problematisk. Måske er hele diskussionen en anledning til at vende vores kritiske og fordømmende øjne mod vores egen brug af dyr og overveje, om vi rammes af egne argumenter.
LÆS OGSÅ: Mickey Gjerris' blog
Bølgerne går højt efter Bubber har været en tur i høet og løftet lidt på dynen for en del af virkeligheden, som de færreste bryder sig om at tænke på: Sex med dyr.
LÆS OGSÅ: Forbyd nu dyresex! Hvorfor tøver Det Dyreetiske Råd?
I dag er sex med dyr ikke forbudt i sig selv, men falder ind under den almindelige dyrevelfærdslovgivning. Det vil sige, at det er forbudt, hvis det skader dyret fysisk eller mentalt.
I de senere år har særligt Dansk Folkeparti med dyrlæge Lene Kattrup i spidsen og partiet Fokus med den tidligere DF´er Christian H. Hansen i spidsen dog markeret sig som fortalere for et totalt forbud.
Seksuelle relationer mellem mennesker og dyr er noget de færreste har lyst til at opholde sig ved. På nogle kan det virke direkte stødende. Forestillingen om at mennesker tilfredsstiller sig seksuelt ved hjælp af hunde, heste, køer, grise, får mm. er en forestilling, der vækker stærke følelser.
Inden man indfører et totalt forbud med baggrund i disse stærke følelser, er det dog værd at overveje, hvad der kan begrunde sådan et forbud og hvad der kan tale i mod. Det er sjældent klogt at lovgive på baggrund af sine mavefornemmelser, hvor væmmeligt man end måtte finde det, at nogle menneskers seksualitet udfolder sig i samspil med dyr.
Jeg vil i det følgende diskutere fire af de mest fremtrædende grunde til at indføre et totalt forbud og søge at vise, hvilke problemstillinger disse begrundelser kunne rejse. Opgaven her er altså ikke at tale for eller i mod et forbud, men at klarlægge nogle af de etiske spørgsmål, som tanken om et totalt forbud rejser.
De fire grunde til et totalt forbud kan kort skitseres som: 1: Det er ulækkert. 2: Det skader dyret fysisk eller mentalt. 3: Dyret deltager ikke frivilligt og 4: Det krænker dyrets integritet.
1: Det er ulækkert
Det første, som der er grund til at understrege er, at man må skelne mellem, hvad man personligt finder ulækkert og hvad man ud fra etiske årsager kan forbyde andre mennesker at gøre.
Mængden af seksuelle afvigelser er kolossal og menneskets opfindsomhed uden grænser. Folk tager gummi på, tisser på hinanden, går med ble og dyrker gruppesex i et væk hvis man skal tro formiddagsaviserne. Alt dette er en udfoldelse af den menneskelige seksualitet, der ligger de fleste af os fjernt. Ikke desto mindre er det fuldt ud tilladt, så længe det foregår på frivillig basis.
Vi har i teorien indrettet samfundet på en sådan måde, at folk kan have deres seksuelle præferencer i fred, så længe de ikke generer andre. I praksis er vi genstand for en voldsom pornoficering af det offentlige rum og adskillelige debattører har påpeget, at det kan føre til et pres på især unge til at have en mere udforskende seksualitet, end de måske selv har lyst til.
Det kan derfor være rimeligt at diskutere pornoens rolle og placering i det offentlige rum. Men der er et stykke vej fra dette og så til ganske at ville fratage mennesker retten til at udfolde deres seksualitet, så længe den ikke skader andre og udfoldes under hensyntagen til andres blufærdighed.
Problemet ved at lade flertallets æstetiske præferencer på det seksuelle område diktere mindretallets muligheder er talrige. Ikke alene vil det ellers højt besungne danske frisind være alvorligt på retur. Vigtigere endnu vil idealet om den enkeltes ret til at forme sit eget liv og træffe sine egne valg være truet.
Det er med andre ord sin sag at ville argumentere for et totalt forbud mod dyresex blot fordi, man finder det ulækkert. Det er en kategori, som vi hver især kan lade bestemme i vores eget liv, men vi kan ikke påtvinge andre vores forståelse af den, så længe ingen lider skade.
Det fører os videre til det andet argument for et totalt forbud mod dyresex: Det skader altid dyret fysisk eller mentalt
2: Al seksuel omgang med dyr skader dyret
Som nævnt i indledningen reguleres området i dag gennem den almindelige dyrevelfærdslovgivning.
Hvis det passer, at al seksuel omgang med dyr skader dyret fysisk eller mentalt, vil al seksuel omgang med dyr allerede være omfattet af den eksisterende lovgivning. Der kan derfor højst være tale om, at man ønsker at sende et ekstra signal om, at det ikke er tilladt at skade dyr på dette område.
Problemet er blot, at påstanden om at al seksuel omgang med dyr skader dyret, harmonerer dårligt med den videnskabelige indsigt på området. For en nærmere diskussion af dette vil jeg tillade mig at henvise til Dyreetisk Råds redegørelse om emnet fra 2006.
I redegørelsen skelnes der mellem forskellige former for sexuel omgang med dyr. Nogle af dem skader selvsagt dyret og må regnes for dyremishandling.
Der findes imidlertid også mennesker, der ikke kun opnår en sexuel nydelse ved samværet med dyret, men også oplever sig selv følelsesmæssigt bundet til dyret. Den første type omtales som bestialitet og er som nævnt ofte forbundet med, at dyret påføres lidelser. Den anden type omtales zoofili og her gives en del eksempler på sexuelle samværsformer mellem dyr og mennesker, hvor dyret ingen skade lider.
Skadesbegrebet står centralt i dette argument. Om dyret lider fysisk skade kan konstateres på et veterinærmedicinsk grundlag og bør ikke være genstand for den store diskussion.
Spørgsmålet er snarere, om det kan afgøres, hvorvidt dyret lider mental overlast ved samværet. Her er det, at dyreadfærdsforskere og dyrevelfærdsforskerne på baggrund af deres videnskabelige undersøgelser konkluderer, at der findes forskellige former for seksuelt samkvem mellem mennesker og dyr, der ikke kan siges at skade dyret på nogen måde.
Det er i denne forbindelse vigtigt at huske på, at dyr er dyr og ikke små mennesker. Dyr føler ikke skam på samme måde som os og det erotiske er ikke forbundet med samme privathed som hos os. Man kan selvfølgelig hævde det modsatte men det er i så fald uden videnskabeligt belæg. Generelt må man sige, at dyr ikke udviser den samme relation mellem seksualitet og skam som mennesker.
Et totalt forbud mod sex med dyr vil derfor kriminalisere nogle handlinger, som vi ikke har basis for at hævde nødvendigvis skader dyret fysisk eller mentalt ud fra et argument om, at det gør de alligevel! Vil man regulere en så basal drift som seksualdriften, er man for mig at se nødt til at have gode grunde. At ulovliggøre et menneskes seksualliv er en alvorlig sag.
Det er derfor nødvendigt at finde et bedre argument, der kan retfærdiggøre denne kriminalisering, hvis det er den vej, man ønsker at gå.
3: Dyret har ikke givet sit samtykke til den seksuelle relation
Argumentet om, at det seksuelle forhold mellem menneske og dyr er forkert, fordi dyret ikke har givet sit frivillige samtykke, må i første omgang siges at være indlysende rigtigt.
Dyr kan generelt ikke sige, hvad de har lyst til (selv om deres adfærd kan fortælle os noget om det). Argumentet må derfor oversættes lidt for ikke at blive rungende tomt. Der er for mig at se tre scenarier, hvor argumentet kan anvendes.
I scenarie A må dyret tvinges fysisk til at spille sin rolle i samværet. Der er tale om decideret fysisk tvang. Her sætter dyret sig til modværge. Sådanne situationer vil falde ind under den eksisterende lovgivning, da de vil føre til, at dyret lider overlast.
I scenarie B trænes dyret til at spille sin rolle gennem belønninger som godbidder eller ros. Her kan man argumentere for, at der er tale om en slags langsom tvang, der muligvis ikke skader dyret, men dog får det til at udføre en unaturlig adfærd, som dyret ikke ville udføre, hvis dyret ikke var blevet trænet til det.
Spørgsmålet bliver så, hvad der er den etiske relevante forskel på dette og på f.eks. at træne sin hund til at komme når man kalder gennem flittig brug af ros og godbidder? Eller på at opdrætte grise til frikadeller de indgår heller ikke frivilligt i relationen mellem mennesker og dyr.
Det her indførte kriterium er ganske almindeligt i etisk tænkning og i vores hverdagsforståelse af retfærdighed. Kriteriet handler om, at man kun kan skelne etisk legitimt mellem to situationer, hvis man kan påpege den eller de etisk relevante forskelle på dem.
Skal det forbydes at træne eller opdrage dyr til at indgå i seksuelle relationer med mennesker, hvis træningen kun anvender metoder, som vi ellers accepterer, når vi former dyrene til at passe ind i vores hverdag?
Hvis man mener dette, bliver opgaven at argumentere for, hvad der er den etisk relevante forskel på de forskellige former for mål med træningen/opdragelsen. Med andre ord: Hvorfor skal det være forbudt, når det drejer sig om seksuel adfærd, men ikke hvis det drejer sig om eksempelvis social adfærd?
Endelig er der Scenarie C, hvor dyret uden opfordring selv tager initiativ til en form for seksuel aktivitet. Her vil argumentet naturligvis ikke være gyldigt.
Det er et scenarie, der typisk vil være aktuelt i forbindelse med hanhunde. Der er masser af eksempler på, at hanhunde har et lystfuldt forhold til seksualitet. Det ved enhver hundeejer.
Hvis man ønsker at læse mere om dyrs glæde ved seksuel adfærd (med andre dyr vel at mærke) kan bogen Pleasurable Kingdom: Animals and the Nature of Feeling Good af Jonathan Balcombe anbefales.
4: Seksuel omgang med dyr krænker dyrets integritet
Den sidste grund til at indføre et totalt forbud mod sex med dyr, der skal diskuteres her, er at menneskets seksuelle omgang med dyr, krænker dyrene, selvom det ikke skader dem.
Der flyver mange begreber gennem luften i denne forbindelse. Jeg vi for enkelhedens skyld holde mig til integritet. Argumentet er altså, at sex med dyr krænker dyrets integritet og derfor bør forbydes, havd enten det skader dyret eller ej.
Integritet kommer af det latinske integer, der betyder hel, uberørt eller fuldstændig. Begrebet anvendes i mange sammenhænge og med skiftende betydninger, så for enkelthedens skyld vil jeg her blot forstå integritetstanken som udtryk for to ting:
A: Der er etiske grænser for i hvor høj grad mennesket kan reducere dyret til et middel for sine egne formåls skyld og B: Dyrets liv, herunder seksualitet, udfolder sig normalt kun med artsfæller og ved at respektere dette, respekterer man dyrets integritet. Omvendt krænker man den ved at inddrage dyret i menneskers seksualitet også selvom man selv oplever relationen som følelsesmæssig og gensidig.
Når man krænker dyrets integritet tager man en magt over dyret, som man ikke er etisk berettiget til. Dyret er noget før mennesket kommer til det med sine behov og det noget, bør beskyttes.
Dyret er en helhed, er afsluttet og færdigt fænomen, før vi begynder at definere det ud fra vores brug af det. Glemmer vi det, krænker vi dyret. Selvom dette sker uden at påføre dyret fysisk eller mental lidelse, er det etisk forkert, da det grundlæggende er udtryk for en manglende respekt for dyrets egenart.
Accepterer man som præmis, at dyr kan have integritet, giver det god mening at vende sig mod seksuelle relationer mellem mennesker og dyr. Selv i de tilfælde, hvor f.eks. hanhunde selv tager initiativ til den seksuelle akt, kan man ud fra dette argument hævde, at det krænker dyrets integritet at lade dyret udfolde sin seksualitet i samspil med mennesker.
Spørgsmålet bliver dog, hvad der er den etisk relevante forskel på dyresex og andre anvendelser af dyr. Med andre ord: Hvorfor er det etisk legitimt at opdrætte op mod 20 millioner svin om året under vilkår som fører til frustration og lidelse ganske uden at spørge dem om lov og under krænkelse af deres integritet blot for at kunne æde flæskesteg og gavne eksporten, men illegitimt at have et seksuelt forhold til en gris?
Nu er det ikke i sig selv et argument for at gøre noget forkert, at nogle andre gør noget lignende, der også er forkert. Two wrongs won´t make it right. Men når et totalt forbud mod seksuel omgang mellem mennesker og dyr rammer en gruppe mennesker på et centralt livsområde, mener jeg, at det er nødvendigt at feje for egen dør først. Alt andet er hyklerisk.
Påstanden i dette indlæg er derfor ikke, at man ikke kan opstille en etisk argumentation for et totalt forbud mod dyresex. Det mener jeg godt man kan.
Argumentet for at forbyde dyresex fuldstændigt må for mig at se handle om, at kun sådan kan vi respektere dyrets integritet. Påstanden er blot, at vil vi følge vores normale samfundsmæssige spilleregler og kun gøre forskel på folk, hvor der gør sig en relevant etisk forskel gældende, bliver det problematisk ikke at inkludere andre anvendelser af dyr. Anvendelser, der er langt mere udbredte end menneskers seksuelle omgang med dyr.
En anden mulighed er selvfølgelig at vise, hvorfor dette område adskiller sig fra vores brug af dyr i hjemmet og i landbruget på en måde, der gør, at vi kan have forskellige standarder på de to områder. Jeg skal ikke udelukke, at det er muligt, men har endnu til gode at se et overbevisende argument.
Til sidst en kommentar, der er så banal, at det ikke burde være nødvendigt at nævne, men ikke desto mindre: Man kan både diskutere dette emne og være imod et forbud uden selv at praktisere dyresex.
Grunden til, at det lige skal med er, at førnævnte Christian H. Hansen satte nye standarder for, hvor lavt man kan synke i den offentlige debat ved i TV2 News at anklage Dyreetisk Råds formand for selv at have erfaringer med dyr, når han ikke ville tale for et fuldstændigt forbud.