Cecilie mistede sin far: Hvordan finder jeg mig selv i den meningsløse sorg?

Min far bliver ikke en del af det liv, jeg står foran at leve, mine fremtidige succeser og fejltagelser. Han kommer ikke til at følge mig op ad kirkegulvet eller trøste mig med, at alt nok skal blive godt igen, skriver datter som har mistet sin far

"Livet gør stadig ondt et år efter. Min far bliver ikke en del af det liv, jeg står foran at leve, mine fremtidige succeser og fejltagelser. Han kommer ikke til at følge mig op ad kirkegulvet eller trøste mig med, at alt nok skal blive godt igen," skriver Cecilie Winding Madsen.
"Livet gør stadig ondt et år efter. Min far bliver ikke en del af det liv, jeg står foran at leve, mine fremtidige succeser og fejltagelser. Han kommer ikke til at følge mig op ad kirkegulvet eller trøste mig med, at alt nok skal blive godt igen," skriver Cecilie Winding Madsen. . Foto: Privatfoto.

Et år er gået, siden min far døde.

Et år som det plejer med fødselsdage og jul, men for første gang uden min far. Det er et år siden, alt forandrede sig.

Læs også: Fem gode råd: Det kan du sige til dem, der har mistet deres elskede

Jeg begynder at forstå, at han ikke lige ringer for at høre, hvordan det går, eller kommer forbi for at hjælpe mig med vandhanen, der drypper, eller den skæve skabslåge.

Min fars død har sat mange tanker i gang. Jeg er gået fra en tilværelse præget af overskud, glæde og præstation til et liv fyldt af ligegyldighed, frustration og sorg. En sorg, der ikke er forsvundet i løbet af året, men har ændret sig og forandret mig.

Jeg har altid følt, at verden lå for mine fødder. Jeg har haft store forventninger til livet og til mig selv. Jeg har præsteret godt på de vigtige parametre med den store vennekreds, den fine uddannelse og den kærlige familie. Jeg har stræbt efter at være en dygtig datter, overskudspigen, der hopper i løbeskoene og går til fester med vennerne. Jeg har forsøgt altid at være den gode og sjove veninde og et forbillede for mine søskende.

At miste min far har ændret på alt dét.

Jeg svinger i humør af uforklarlige årsager, og jeg kan have svært ved at finde mening ved ting, jeg før har fundet meningsfulde. At sætte mig på cyklen og køre til håndbold er pludselig blevet helt uoverkommeligt. Jeg er ikke længere naturligt den festlige veninde eller den omsorgsfulde søster, som jeg plejede at være. Jeg føler mig utilstrækkelig, jeg mangler overskud, og der skal kun små knubs til, før min verden vælter.

Ofte føler jeg, at jeg står stille midt på Times Square, mens hele verden farer forbi. Livet gik i stå, da min far døde. Glæde, mening og overskud blev erstattet af meningsløshed og ligegyldighed.

Jeg ved, at jeg er nødt til at finde en mening i det meningsløse tab af min far. Jeg kan ikke bare gå i stå. Jeg har en fantastisk familie, gode venner, som alle vil mig, og jeg vil dem. Jeg skal holde fast i det, der virker, dyrke motion, prøve at finde glæden og måske endda kærligheden.

Men lige nu er jeg langt fra at være der. Jeg er ikke glade Cecilie fyldt med overskud og sjove bemærkninger. Jeg er alvorlig, jeg tænker, og jeg er usikker på benene. Jeg mangler mit holdepunkt.

Livet gør stadig ondt et år efter. Min far bliver ikke en del af det liv, jeg står foran at leve, mine fremtidige succeser og fejltagelser. Han kommer ikke til at følge mig op ad kirkegulvet eller trøste mig med, at alt nok skal blive godt igen.

Det koster at elske, og sorg er kærlighedens pris. En pris, som min mor, mine søskende og jeg kommer til at betale resten af livet. Sorgen over den kærlighed, vi har mistet.

Cecilie Winding Madsen, kandidat i analytisk journalistik.