Det Etiske Råds argumentation om omskæring hænger ikke sammen

"Derfor afviser formanden et forbud mod drengeomskæring. Man kan undre sig over, at ofrene, de små drenge, slet ikke bliver inddraget i argumentationen, skønt det er jo dem, der må lægge krop til," skriver Hans Jørgen Lassen. Arkivfoto. Scanpix

Ud fra Greisens begrundelse vil intet kunne forbydes, som dyrkes af en religiøs minoritet, intet som helst, for et sådant forbud ville udgøre en kulturel og politisk majorisering
Hans Jørgen Lassen

Rådets nye formand Gorm Greisen afviser et forbud mod drengeomskæring. Men har Det Etiske Råd glemt Bioetikkonventionen, der skal beskytte personer, der mangler evnen til at give samtykke, spørger Hans Jørgen Lassen

Læger skærer da vel ikke sunde og raske dele af kroppen på små børn? Jovist gør de så. Hvis forældrene beder om det, står de til tjeneste med deres kirurgiske færdigheder.

Og det gør nogle, men ikke alle jødiske og muslimske forældre. De vil gerne have fjernet forhuden på deres børn, altså kun drengebørn, for det kræver deres religiøse tro.

Ulovligt er sådan et indgreb ikke her i landet, men hvad siger etikken? Hvad mener Det Etiske Råd om en sådan behandling af små mennesker? Derom kunne man orientere sig i Kristeligt Dagblad den 19. februar, hvor Gorm Greisen, nyudnævnt formand for Det Etiske Råd, blev udspurgt om en række væsentlige emner, heriblandt rituel omskæring af små drenge.

Han udtalte: ”Personligt synes jeg, det er problematisk, hvis vi som etniske danskere bestemmer, at jøder og muslimer ikke må omskære deres drenge.” Og begrundelsen lød: ”Jeg ville se det som en kulturel og politisk majorisering.”

Derfor afviser formanden et forbud mod drengeomskæring. Man kan undre sig over, at ofrene, de små drenge, slet ikke bliver inddraget i argumentationen, skønt det er jo dem, der må lægge krop til.

Om man overhovedet kan kalde denne begrundelse for en etisk betragtning, ved jeg egentlig ikke. Etik handler jo blandt andet om omsorg og beskyttelse af svage væsener som for eksempel børn. Og det tema er da i hvert fald fraværende. Anliggendet er udelukkende at sikre forældrene ret til at dyrke deres religion.

Argumentet fremtræder imidlertid stærkt og uigendriveligt. Ingen kan vel gå ind for kulturel og politisk majorisering. Men tænker man nærmere efter, viser argumentet sig at være alt for stærkt, så stærkt, at det bryder sammen under sin egen styrke.

Ud fra Greisens begrundelse vil intet kunne forbydes, som dyrkes af en religiøs minoritet, intet som helst, for et sådant forbud ville udgøre en kulturel og politisk majorisering.

Man kan for eksempel tænke tilbage til 2003, hvor omskæring af piger stod på Folketingets dagsorden. Her måtte man ganske tilsvarende sige: Jeg ville se et forbud mod kvindelig omskæring som en kulturel og politisk majorisering. Men sådan var der naturligvis ikke ét eneste medlem, der argumenterede. For argumentet holder jo ikke.

Antallet af personer, som dyrker et eller andet, kan generelt aldrig udgøre et argument for noget som helst, hverken i den ene eller den anden retning. Omskæring kan ikke forsvares eller retfærdiggøres med, at jøder og muslimer er i mindretal i dette land. Der er ikke nogen indlysende sammenhæng mellem antal og etik.

Det her handler om læger, det handler om børn, og det handler om etik. Og dermed kommer Bioetikkonventionen ind i billedet. Konventionen er udarbejdet af Europarådet og ratificeret af Danmark i 1999. Den gælder altså her i landet og skal respekteres af danske læger.

Denne bestemmelse skal beskytte børn og andre umyndige personer mod blandt andet unødig kirurgi:

”Artikel 6: Beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give samtykke. 1. I overensstemmelse med artikel 17 og 20 nedenfor må en intervention kun foretages på en person, der mangler evnen til at give samtykke, hvis det er direkte til fordel for denne person.”

Små drenge mangler evnen til at give samtykke, ville næppe heller, hvis de kunne, og omskæring er ikke til direkte sundhedsmæssig fordel for disse drenge, snarere tværtimod. Det følger derfor af artikel 6, stk. 1, at rituel omskæring af små drenge er forbudt, majorisering eller ej.

Ifølge konventionen er det ikke tilstrækkeligt, at fordele og ulemper ved et indgreb balancerer - hvordan man så end skulle afgøre det. Der kræves positiv og direkte sundhedsmæssig fordel for barnet. Der skal med andre ord foreligge en gedigen objektiv, lægefaglig grund, før man skærer i og ligefrem skærer dele af børn.

Dette var også før konventionen et grundlæggende lægeetisk princip og har altid været det. Konventionen formulerer blot princippet klart og gør etikken til jura, til gældende lov, forpligtende for de stater, som ratificerer og dermed påtager sig forpligtelsen. Som Danmark har gjort.

Har Det Etiske Råd overset eller glemt Bioetikkonventionen?

Hans Jørgen Lassen, mag.art. og cand.jur., Ageren 5, Anholt