Dette debatindlæg er skrevet af Carsten Hjorth Pedersen, daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut
SOM FORMAND FOR BØRNERÅDET falder det Per Larsen for brystet, at Sundhedsstyrelsen i en vejledning om omskæring af drenge ikke lægger op til et forbud. Det fremgår af Per Larsens debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 24. januar.
Per Larsen skriver, at omskæring af drenge er et unødvendigt indgreb, og at religiøse traditioner som for eksempel jødernes kan og bør ændres, når de strider imod den lille drengs rettigheder. Man forstår, at Børnerådet er inderlig modstander af forældres ret til at lade deres drengebørn omskære af religiøse grunde.
LÆS OGSÅ: Læger er imod religiøs drengeomskæring
Men dermed er Børnerådet på kollisionskurs med noget så elementært som forældreretten, der er værnet af både nationale og internationale love og rettigheder. Per Larsens argumentation er et eksempel på, hvor galt det går, når man ser på én gruppes rettigheder her drengebørnenes men glemmer at sammenholde dette med forældrenes ret til at give deres børn en religiøs opdragelse.
For de fleste jødiske forældre er det ikke et unødvendigt indgreb at omskære deres drenge. Det er en 3000-årig religiøs tradition, der er mindst lige så betydningsfuld som vores kristne tradition for at døbe små børn.
DET KAN GODT VÆRE, at Per Larsen og Børnerådet ikke kan forstå, hvorfor det er så vigtigt for disse få jødiske forældre at omskære deres drenge, når de er otte dage gamle. Men Børnerådet skal ikke gøre sig til dommer over, hvad andres samvittigheder skal være bundet af. Og når vejledningen fra Sundhedsstyrelsen fastslår, at der ikke er tungtvejende grunde til at forbyde omskæring af drenge, er der da slet ingen grund til forbyde jødiske forældre at praktisere deres religion i Danmark.
Den kristne dåb er noget af det bedste, jeg har givet mine tre børn. Hvis jeg skulle bo i et land, der ikke tillod mig at give mine børn den gave, ville jeg flytte fra det land så hurtigt som muligt. Hvordan kan vi forvente, at vores jødiske medborgere reagerer anderledes, hvis vi frarøver dem muligheden hertillands for at give deres børn det, der er dyrebarest for dem?
Om nogen burde Børnerådet agere ud fra det selvindlysende forhold, at vi som forældre fordi børn fødes umyndige er nødt til at træffe religiøse valg på deres vegne, og at staten ikke under nogen omstændigheder skal blande sig i, hvilken religiøs opdragelse forældre må give deres børn; medmindre der er tale om et strafbart overgreb, og det er Sundhedsstyrelsens vejledning jo netop garant for, at der ikke er tale om i dette tilfælde.
Børnerådets ensidige argumentation er et skoleeksempel på, hvor galt det går, når man argumenterer for børnenes rettigheder uden at sammenholde dem med forældrenes.
For man kan i sidste ende ikke værne børnenes rettigheder, hvis man ikke også værner forældrenes.