Omskæring: Intolerancen vokser i Danmark

Hvad er den dybere årsag til hele denne abort-diskussion og det truende lovforslag om forbud mod omskæring?

Omskæring: Intolerancen vokser i Danmark

Indlægget er skrevet af Kirsten Kessel, Værebrovej 32, Bagsværd

I SIT DEBATINDLÆG fredag den 27. september skildrer Maria Marcus på gribende vis sine stærke følelser i forbindelse med diskussionen om jødernes omskæring af drenge.

Ja, hun geråder endda i så stor affekt, at hun ligefrem kommer til at græde over de mennesker, der formaster sig til at forsvare jødernes ret til at praktisere deres religion.

LÆS OGSÅ: Totalitær tankegang. Den humane psykolog vil nu regulere jøder

Jeg grunder i stadig stigende grad over, hvad det er, som kan oppiske en så forskruet og irrationel stemning og få følelserne så voldsomt i kog over denne gamle jødiske skik, der relativt upåagtet har fundet sted i dette land i hundredvis af år.

Hvad er den dybere årsag til hele denne diskussion og dette truende lovforslag om forbud mod omskæring? Vi ved jo udmærket, hvis vi har noget kendskab til jødedom, at et forbud mod omskæring er et forbud mod jøder i Danmark.

Jeg har længe kunnet konstatere nogle foruroligende undertoner af antisemitisme blandt visse danskere, forklædt som politisk modvilje mod Israel. Decideret antisemitiske udtalelser har desværre også været på spil i forhudsdiskussionen. Kan der ligge en grund begravet her under dække af et forsvar for jødiske drenges ret til at beholde deres forhud?

De mænd, jeg kender, som er omskåret, oplever absolut ikke, at deres seksualliv har taget skade, jøder har trivedes udmærket med deres omskæring i 3000 år, og rent statistisk kan forhudsfanatikerne forvisse sig om, at jøderne ikke har problemer med frugtbarheden, tværtimod.

Så hvad er det, Maria Marcus og andre oprørte sjæle græder over? Jeg ser, at Maria Marcus er psykoterapeut, så hun må jo kende det fænomen, at mennesker kan finde på at hage sig fast i andre og måske umiddelbart ganske uvæsentlige problemer uden for sig selv for derved at undgå at skue indad og erkende de virkeligt alvorlige problemer, de måtte have med deres egen samvittighed.

Kan det mon tænkes, at danskere, der nu i 40 år har tilladt og medvirket til massedrab på et svimlende antal af deres egne børn, bærer rundt på en uerkendt skyldfølelse, som de, for at lette samvittigheden, afleder ved sætte noget helt andet i fokus?

Her i Danmark er livmoderen det farligste sted for et barn at være, og overlever det indtil fødslen, truer et liv på institution forude, et liv, der helt og holdent er underlagt de vilkår, som samfundet har forordnet i ligestillingens navn uden hensyn til børnene og deres fundamentale behov for en mors nærhed de første leveår. Et liv, som kan give så dybe følelsesmæssige sår på sjælen, at en manglende forhud er for intet at regne i sammenligning dermed.

Vi kan græde over alle vore dræbte børn, over den kollektive bagage af skyld, vi bærer på, og vi kan græde over, at den totale mangel på forståelse for religiøse værdier og den moralske forvirring, der hersker i vores land, skal gå ud over jøderne, de historiske syndebukke.

Der har ikke været tradition for antisemitisme og religiøs intolerance i dette land før. Skulle vi ikke bevare dette og besinde os i tide, inden vi får fordrevet vores jødiske medborgere? Ellers kan vi hurtigt pådrage os en så alvorlig skamplet på vores nationale omdømme, at vi får grund til at græde over den for altid fremover.