JEG KUNNE HØRE HANS SKRIG gennem teltdugen på feltklinikken, længe før jeg kunne se ham. Han var pakket ind i et mørkt redningstæppe og blev båret af fire unge mænd. Han græd, skreg og vred sig af smerte. Vi lagde ham straks på vores undersøgelsesbriks. Det var tydeligt, at det her var en nødsituation.
Jeg troede først, at det var et kirurgisk problem, som for eksempel nyresten eller perforering af tarmene, da det lod til, at han havde meget ondt. Men da jeg undersøgte hans luftveje, var det tydeligt, at han forsøgte at sluge sin egen tunge og samtidig holdt vejret. Iltindholdet i hans blod begyndte at falde.
Hans venner tog fat i hans arme og ben for at kunne styre hans voldsomme sparken og langen ud og forhindre ham i at forårsage skade på sig selv. Det var umuligt at få ham beroliget.
Hans venner forklarede vores tolk, at Hamza lige havde fået at vide, at hans søster var blevet dræbt under et luftangreb i Syrien. Her i flygtningelejren i Idomeni i Grækenland var han så hårdt ramt af sorg, at han nu prøvede at gøre alvorlig skade på sig selv.
I min første tid på klinikken ville et tilfælde som det her muligvis have chokeret mig eller i det mindste overrasket mig, men det gør det ikke i dag.
ET ANDET EKSEMPEL er den syvårige dreng, der fire måneder efter at have set sin far blive skudt af en snigskytte, stadig tisser i bukserne. Vi henviser ham til vores psykologer og prøver at skaffe ham tøj og bleer, men det er tydeligt, at der er et underliggende problem her. Som læger på felthospitalet i Idomeni oplever mine kolleger og jeg i stigende grad, at vi arbejder med de psykologiske konsekvenser af bombardementerne i Syrien. Folk kan ikke bare lægge disse oplevelser bag sig, når de flygter for deres liv. De følger dem som en skygge.
De mennesker, vi behandler, har formået at undslippe en krigszone, hvor bombning af civile og hospitaler nu er blevet almindeligt. Som det så katastrofalt skete i Aleppo for små to uger siden.
De flygter for så at stå foran en ny udfordring her i Idomeni. Lejren ligger i det nordlige Grækenland på grænsen til Makedonien. Der bor flere end 10.000 flygtninge og migranter, der alle lever i konstant frygt. Frygt for det ukendte. Frygt for at modtage de værste nyheder hjemmefra – vil den næste bombe i Syrien dræbe nogen, de elsker? Frygten for at blive sendt tilbage.
Lidelserne og frustrationerne er tydelige. Vi måtte ordinere beroligende medicin til Hamza. En løsning, vi kun bruger i yderste nødsfald – og som en sidste udvej. Men i dette tilfælde gjorde han alvorlig fysisk skade på sig selv, og med mange kvinder og små børn på klinikken havde vi ingen anden mulighed. Vi beholdt ham på klinikken til observation og benyttede lejligheden til at høre hans historie, inden vi henviste ham til en af vores psykologer.
Jeg håber, han klarer den, men hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, hvad der vil ske med ham fremover. Ingen ved, hvad der vil ske med ham, eller for den sags skyld med alle de andre, der sidder fast i Idomeni. Det virker, som om de er fanget i ingenmandsland.
Som en patient fortalte mig, ”Vi dør her, præcis som vi ville gøre, hvis vi var i Syrien, bare langsommere...”
Conor Kenny arbejder som læge for Læger uden Grænser i flygtningelejren i Idomeni i Grækenland