Præsteudsagn om opstandelse har skabt stor forvirring

Vinterens debat om ”opstandelse” har afsløret, at præster og mindst én af biskopperne og måske nogle teologisk lærde anvender ordet ”opstandelse” på en ny måde, som skaber unødig og skadelig begrebsforvirring, skriver Jens Smedegaard Andersen

Hidtil har ordet ”opstandelse” entydigt fra urkristendommens og oldkirkens tid været knyttet til døden som afslutningen på det jordiske liv, skriver Jens Smedegaard Andersen. Her fotograferer japanske turister Jesu opstandelse på et vægtæppe fra middelalderen i Vatikanets museum.
Hidtil har ordet ”opstandelse” entydigt fra urkristendommens og oldkirkens tid været knyttet til døden som afslutningen på det jordiske liv, skriver Jens Smedegaard Andersen. Her fotograferer japanske turister Jesu opstandelse på et vægtæppe fra middelalderen i Vatikanets museum. Foto: Mads Jensen.

NÅR ET MENNESKE får tillid til Jesus Kristus og dermed tro på Gud, oplever det fra tid til anden og på forskellig måde en påvirkning, som kan udvikle sig til en total ændring af tilværelsen. Dette beskrives som ”frelse” eller med ordene ”at gå ind til livet”.

Vinterens debat om ”opstandelse” har afsløret, at nogle præster og i hvert fald én af biskopperne og måske også nogle teologisk lærde har taget ordet ”opstandelse” i brug til at beskrive denne påvirkning, som det enkelte menneske oplever igen og igen. Ordet ”opstandelse” og bekendelsen ”jeg tror på opstandelsen” skal altså nu kunne forstås som vedrørende en oplevelse, der opnås af det enkelte menneske, mens det endnu lever det jordiske liv.

Denne nye anvendelse skaber unødig og skadelig begrebsforvirring! Hidtil har ordet ”opstandelse” entydigt fra urkristendommens og oldkirkens tid været knyttet til døden som afslutningen på det jordiske liv. Først og fremmest til begivenheden ”Jesu opstandelse” fra døden påskemorgen for snart 2000 år siden, men også til ”kødets opstandelse”, sådan som begge dele beskrives i trosbekendelsen. Ordet opstandelse har ikke været anvendt uden for kristen sammenhæng og altså aldrig tidligere haft nogen verdslig betydning.

Hidtil har mennesker i almindelighed, der føler et tilhørsforhold til den kristne tro og til folkekirken, ikke sat spørgsmålstegn ved, hvordan Jesu opstandelse i enkeltheder er foregået, og det har ikke været vanskeligt for det enkelte menneske at affinde sig med kødets opstandelse. Begge dele fremkalder heldigvis undren, der anerkender, at opstandelsen hører til i troens verden og derfor ikke kan være genstand for fornuftens analyse.

TEOLOGEN OLE JENSEN har tydeligt udtrykt dette, dels ved at fastslå, at ingen har viden om ”hvordan”, dels ved henvisning til Paulus, der anbefaler at afvente svaret, som vi får til sin tid, når vi efter den jordiske død skal erkende helheden.

Denne usikkerhed om, hvorledes ordet ”opstandelse” skal forstås, når det af præst og menighed bliver udtrykt i forkyndelsen og i trosbekendelsen, er ødelæggende for bevarelsen af den opfattelse, at kristendommens fundament er den traditionelle ”opstandelse”, der også afslutter Vorherres fysiske tilstedeværelse på jorden i form af mennesket Jesus - hans liv og færden.

Den nye betydning af ordet ”opstandelse” skaber tvivl om, hvorvidt de, der på grund af fornuftens indvendinger anvender denne nye betydning, har forladt trosbekendelsens traditionelle betydninger af ordet. Der er ingen tvivl om, at det er tilfældet i hvert fald for nogen af dem. Dette fremgår af deres uforståelige og usammenhængende beskrivelser af ”hvorfor”.

Det kan måske ikke udelukkes, at nyskabelsen foretrækkes af andre i bestræbelserne på at lette missionen blandt mennesker, der ikke ved forståelsen af det kristne budskabs indhold kan se bort fra, hvad fornuften kræver. Det ændrer beretningerne om Jesu ord og gerninger fra at være begivenheder, der har fundet sted, til at være fantasi og poesi, der er fortællinger, der kan sammenlignes med eventyr eller måske endog med filosofi, som strider imod kirkens luthersk-evangeliske trosgrundlag.

Jens Smedegaard Andersen, tidligere dommer, Sofievej 9, Hellerup