Er der noget, der kan støtte valget af opstandelsestroen?

At være troende eller ikke-troende er et valg mellem en dybt tilfredsstillende meningsfuldhed, der forekommer for utrolig, og en dybt forstemmende meningsløshed, der er lige så utrolig, fordi den gør din livsoplevelse til en løgn. Det er et valg mellem en (religiøs) trøst og en (ikke-religiøs) trøstesløshed, skriver forfatter Ole Jensen

Opstandelse er et kors for tanken, ja. Men, fortsatte han, det modsatte er også et kors for tanken. Hvordan det?
Opstandelse er et kors for tanken, ja. Men, fortsatte han, det modsatte er også et kors for tanken. Hvordan det?.

HAN STÅR VED sit første barnebarns kiste – en lille dreng på 14 måneder. Han er præst. Han skal begrave ham. Han mangler ord. Meningsløsheden og sorgen gør ham stum. Er det her ikke bare én eneste trøstesløshed? Er der overhovedet noget, der kan trøste – trøste hans søn og svigerdatter, hans kone, ham selv?

Men noget skal der siges. Og det er ikke syndernes forladelse, ikke her. Døden er ikke vores skyld. Den er en del af tilværelsens indretning.

Men den dybe sorg er også en del af tilværelsens indretning. Og hvad er sorgen udtryk for? Kærlighed! Sorgen afslører, at kærlighed til den lille dreng giver livet mening – for barnets forældre, hans kone, ham selv.

Ja, mere end det: Kærlighed erfares her som selve livets mening. Det er en grunderfaring af noget uforanderligt og evigt. Det er ikke nok med en forklaring om, at op gennem udviklingshistorien har det vist sig formålstjenligt for artens overlevelse, at forældre elsker deres børn.

Sådan en forklaring dækker slet ikke til forældrenes oplevelse. Det ville være en hån at spise dem af med den. Det ville være det samme som at erklære deres kærlighed for en illusion, noget de og vi andre snyder os selv med i den og lignende situationer. Men deres sorg er ikke på skrømt. Kærligheden i deres – og vores liv – er ikke på skrømt.

Den videnskabelige forklaring relativerer livsoplevelsen, men livsoplevelsen er absolut. Det er indlysende, at præsten måtte tage livsoplevelsen for pålydende. Og så var det også indlysende, at han måtte forkynde opstandelse – det sværeste for os moderne mennesker at tro på, det uforståelige.

Hvordan forkynde det, uden at ordene visner i munden på prædikanten og bliver utroværdige i samme øjeblik, de udtales? Hvordan forkynde det, uden at det kommer til at stå i luften som en tom påstand?

PRÆSTEN I DET nævnte eksempel tyede til tankens klarhed. Opstandelse er et kors for tanken, ja. Men, fortsatte han, det modsatte er også et kors for tanken. Hvordan det?

I deres sorg er det selve livets mening, der er truet, fordi livet er indrettet – eller skabt – til kærlighed. De sørgende forældre vil kunne skrive under på, at døden er vores ”arvefjende”, som Grundtvig engang har sagt.

Men døden er også en del af tilværelsens indretning. Vort liv er et liv til døden. Sådan er det lavet – eller skabt. Det betyder: Vores tilværelse er én stor modsigelse. Modsigelsen går tværs ned gennem os. Livet i kærlighed er livets evige mening. Men vi mister dem, vi elsker og som udgør denne mening. Livet lever ikke op til det, det er skabt til, et liv i kærlighed. Det er oprørende. Og det er lige så meget et kors for tanken – lige så meget som opstandelsen!

Og modsigelsen må gå tilbage på Skaberen af livet – også det er oprørende!

Men præsten har en bunden opgave. Han har fået et budskab i opdrag, kaldet evangeliet. Det siger, at skaberen af livet – med denne indbyggede, oprørende modsigelse – også har givet en ”løsning” på modsigelsen. Han har sat opstandelse og evigt liv ind i verden som ”løsning”. Med Jesus og hans død på korset er ”Guds rige” kommet til os som en indtil videre usynlig virkelighed – som en omskabt tilstand eller ”verden” (”rige”), hvor lidelse og død ikke længere findes.

Vi, der hører dette forkyndt, bliver sat i et valg – det valg, som den lille drengs pårørende blev sat i. Det er et valg mellem to slags utrolighed, opstandelsens og det evige livs, eller det utrolige og uacceptable, at kærligheden skulle være en illusion og sorgen en sorg på skrømt.

Enten: Tro, at drengen er i skaberens evige varetægt! Det er uforståeligt. Men det ligger i forlængelse af, at sorgen har afsløret, at kærligheden er livets evige mening og ingen illusion.

Eller: Forkast det – det er for langt ude, ”det er jeg ude af stand til at tro!”. Men så er din sorg og dermed din kærlighed en illusion. Det, der uvilkårligt opleves af dig som livsmening, kærligheden, er en slags fup.

Det er et valg mellem en dybt tilfredsstillende meningsfuldhed, der forekommer for utrolig, og en dybt forstemmende meningsløshed, der er lige så utrolig, fordi den gør din livsoplevelse til en løgn. Det er et valg mellem en (religiøs) trøst og en (ikke-religiøs) trøstesløshed.

Er der noget, der kan støtte valget af opstandelsestroen? Ja, vi kan stille det spørgsmål: Er en nyskabt ”verden” uden lidelse og død mere mirakuløs end selv livets grundmirakel, at universet og vi findes? Nej, vel?

Det betyder, at de to muligheder står lige, hvad angår usandsynlighed og sandsynlighed. Det religiøse valg er hverken mere eller mindre usandsynligt end det ikke- religiøse. I den henseende står det fifty-fifty.

For mit vedkommende bekender jeg gerne, at jeg vælger det religiøse svar. Hvorfor? Fordi jeg ikke lever et liv på skrømt. Og fordi jeg lever i håb og ikke vil bøje mig for trøstesløsheden og meningsløsheden. Og ærligt talt: Skulle det vise sig, at det er en illusion, jeg har levet på, hvad så? Det har da ikke skadet. Tværtimod. For resten, hvem ville der være til at konstatere det? Præsten i eksemplet var religionsfilosoffen og teologen K.E. Løgstrup. Begravelsen fandt sted i 1969.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalistSørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen