Der er en hård lære for Europa af den fortsatte eurokrise. For det første må Europa styre sine ambitioner.
Det, der var politisk muligt sidst i 1990'erne i tiden op til møntunionen, viser sig nu at være mindre økonomisk bæredygtigt.
Grækenland burde aldrig være blevet lukket ind i euroen i 2001. Landet bestod ikke adgangsprøven.
Dets tal var langt hen ad vejen konstruerede.
I 2004 vedstod den græske regering, at landets budgetunderskud var på 3,8 procent og ikke de påkrævede tre procent.
Alligevel ville euro-zonen ikke så tvivl om Grækenlands medlemskab. Årsagen var en blanding af årelange udskejelser og rodfæstet politisk korruption.
Hertil kom et omsiggribende vanvid i forbindelse med, at kortsigtede penge kom til landet på udkig efter store afkast og nem adgang til kredit.
Lige siden Den Europæiske Unions fødsel har udsigten til medlemskab været vældig virkningsfuld.
Hvis håbefulde medlemslande formåede at leve op til de europæiske standarder (hvilket ofte blev opnået ved at gennemføre omfattende økonomiske og politiske reformer) gav det jo adgangsbillet til en plads blandt verdens fremmeste lande.
Der blev skrevet historie med optagelsen af Spanien, Portugal og Grækenland i 1980'erne og af de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa efter den kolde krig.
EU-grundlæggernes vision var ved at blive til virkelighed, heriblandt den vesttyske kansler Konrad Adenauer, som genopbyggede sit land til en magtfuld stat efter Anden Verdenskrig, og Jean Monnet, manden bag opbygningen af den europæiske samling.
Den aktuelle elendighed viser imidlertid, at der er grænser selv for Europa.
EU er nødt til at blive mere realistisk omkring sin evne til at håndtere og opfylde forventningerne.
Eurozonen må få styr på sin egen situation og strømline sine institutioner.
Enhver tale om yderligere udvidelser må sættes på hold, så langt øjet rækker - med undtagelse af Vestbalkan. Sikkerhedssituationen er fortsat meget ustadig der, særligt i de eksjugoslaviske lande.
Over en snes mennesker omkom i Makedonien i maj, efter at voldsomheder brød ud mellem regeringsstyrker og en etnisk albansk paramilitær gruppe.
Begivenheden skabte frygt for fornyet etnisk konflikt i regionen.
Men selv i sin stræben efter at opfylde geopolitiske mål bør Den Europæiske Union holde fast ved, at ansøgerlandene skal leve fuldt og helt op til adgangskravene.
En anden ting, Europa kan lære af Grækenland, er behovet for at komme i forbindelse med almindelige borgere igen. Der er brug for en oplevelse af større inddragelse i hele Europa.
Bruxelles har mange gange vældig travlt med at sikre større samling, mens almindelige borgere føler sig stadig mere hægtet af.
De kæmper med at forstå deres plads i Europa.
Dette har bidraget til en tiltagende oplevelse på kontinentet af at være koblet af og ikke have noget at skulle have sagt.
Det ansporer anti-establishment-bevægelser til begge side, venstre så vel som højre.
Hertil kommer, at det ikke er det samme, der er brug for overalt i Europa. Forskellige politiske kulturer og divergerende udsyn præger de forskellige lande i Unionen.
En tysker eller en svensker ser måske ganske anderledes på sine pligter og rettigheder, end borgerne gør i Grækenland og andre sydeuropæiske lande.
Ifølge OECD svarer den græske skattegæld eksempelvis til omkring 90 procent af den årlige skatteindtægt og udgør dermed det største underskud i noget i-land i verden.
I Sverige derimod bakker flere end 80 procent af indbyggerne op om landets meget høje skatter.
Sådanne forskelle påvirker uvægerligt de økonomiske og sociale områder, og det kan føre til modsætningsforhold og konflikter.
De divergerende opfattelser af og reaktioner på de økonomiske problemer i Grækenland så vel som uenighederne omkring migrationskrisen i middelhavslandene er meget sigende.
Hvis nogle medlemslande modsætter sig økonomisk samordning, vil det nødvendigvis føre til øget debat om muligheden for et Europa i to hastigheder:
En kerne af et fast sammentømret Europa bør kun være for de mest interesserede lande.
Fordi forsøg på at gennemtvinge eller pålægge standarder kan give tilbageslag.
Euroen er et godt eksempel. Det er en enkelt møntfod med en enkelt pengepolitik og 19 forskellige skatte- og finanspolitikker.
Denne indbyggede systemfejl bør der blive taget hånd om snarest. Sker det ikke, vil det med tiden i værste fald kunne føre til et sammenbrud af euro-zonen.
Europa kunne også godt bruge en opdateret historie om sig selv.
EU-grundlæggernes efterkrigsgeneration var drevet af et ønske om at undgå en gentagelse af den traumatiske erfaring fra to verdenskrige og en økonomisk lavkonjunktur. Alt det er imidlertid historie for de nye generationer af europæere.
Skønt det aldrig må blive glemt, bliver det ofte overset af de europæiske græsrødder og de højeste politiske niveauer, ikke mindst under diplomatiske forhandlinger.
Den kolossale modstand mod at deles om byrden ved den nuværende migrationskrise har afsløret alvorlig splid i Unionen.
Sidste år ankom flere end 150.000 migranter til de italienske kyster.
I år forventes endnu flere at nå frem. Efter ophedede diskussioner vil de 40.000 af dem nu blive forflyttet til andre steder i Europa.
Splittelsen har efterladt en dårlig smag i munden, og det bliver bare værre.
Europas folkeslag er stadig forbundet af fælles historier, interesser og erfaringer.
Men det er styrken af og overbevisningen om deres fælles værdier, som understøtter det europæiske grundlag. Så vel ledere som borgere er nødt til at værdsætte dem og puste liv i dem jævnligt.
Gør vi ikke det, vil det føre til svagere enhed mellem Europas folk.
Marco Vicenzino er amerikaner og direktør for Global Strategy Project, et internationalt konsulenthus, der rådgiver virksomheder om geopolitiske udviklinger og risici