I KRISTELIGT DAGBLAD har der i den seneste tid været flere indlæg om vort sprogs krise, og hvad man mon kan gøre ved det.
Fokus i indlæggene har alene været skriftsproget, og i et indlæg den 24. november tilslutter erhvervsoversætterne Jeanette Brammer, Lisbeth Mejer og Frank Grevil sig den opfattelse, som jeg deler, at Dansk Sprognævn ikke magter at tage nogen som helst sprogkulturelle initiativer.
Man har i Sprognævnet den passive, konstaterende indgangsvinkel, at "dansk er det sprog, danskerne taler", men ikke engang denne bekvemme holdning magter det at leve op til. For et par år siden sendte jeg nævnet et udklip fra en avis, hvor en førende dansk sportsmand havde nogle rent dansk formulerede udsagn, jeg simpelthen ikke kunne forstå. Jeg bad nævnet om at forklare mig, hvad manden mente. Men det var nævnet ikke i stand til. Jeg måtte forstå, at i sportsverdenen var der et sprog, nævnet ikke agtede at beskæftige sig med!
Så nævnets impotens kan langtfra forklares med, at "det har en umulig opgave". Såvel det eksisterende sprognævn som det nye, de tre erhvervsoversættere foreslår oprettet, har alene skriftsproget som opgavefelt. Om det vil kunne nytte, skal jeg ikke spå om, derimod vil jeg gøre opmærksom på, at der ligger en kæmpe opgave i at skabe gode rollemodeller for det talte sprog. For de fleste, især de unge, betyder det sprog, de hører i radio og tv samt på danske film, langt mere end det sprog, de kan slå op i en ordbog. Her er der rigtig, rigtig mange unoder at rette op på!
Hvis vore unge bruger det sprog, de hører i medierne, som udgangspunkt for deres egen måde at tale på, bliver mediernes grove sproglige unoder knæsat, og det er det, vi mindst af alt har brug for. Staten skal ikke gå i forvejen som sprogødelægger.
Det er efterhånden snart nødvendigt at tekste nyere danske film, så man overhovedet kan høre og forstå replikkerne.
DE JOURNALISTER, der interviewer folk i nyhedsudsendelserne, lærer lytterne eller seerne den uvane rutinemæssigt at afbryde interviewpersonerne. Jeg fatter ikke, at de finder sig i det! I debatprogrammer misbruger ordstyreren så at sige altid sin rolle, det er, som om det hele går ud på at få deltagerne i debatten til at tale i munden på hinanden.
At rette op på disse for sproget dybt skadelige Karl Smart-unoder kræver ikke oprettelse af nye nævn eller institutioner med tvivlsom effekt. Det vil være tilstrækkeligt – og nødvendigt! – at i hvert fald statens medier begynder at pleje ordentlig udtale og ordentlig sprogbrug samt almindelig høflighed i samtalen. Men er der udsigt til det?
Det ville være naturligt, at vor kulturminister tog de nødvendige skridt til, at statens medier begyndte at gå i forvejen med hensyn til ordentlig sprogbrug og ordentlig udtale. Men agter han at gøre det?
Niels O. Fruensgaard,
universitetslektor emeritus,
Solbyen 63, Aalborg