I Kristeligt Dagblad den 27. maj står at læse en artikel med denne overskrift: Rusland slår til mod religiøse fornærmelser. Anledningen er, at en ny såkaldt blasfemilov er på vej dér i landet. Efter den skal det kunne give flere års fængsel at krænke religiøse følelser.
Artiklen anfører, at den russiske kirke anser loven som et nødvendigt værn mod manglende respekt for essentielle russiske værdier. Videre hedder det, at den ortodokse kirke har presset på for at få loven vedtaget, fordi kirken i Rusland, ifølge en ekspert på området, ser det som sin særlige opgave at opbygge et sundt russisk samfund baseret på de særlige russiske værdier.
LÆS OGSÅ: Rusland slår til mod religiøse fornærmelser
Jeg ser ingen grund til at anfægte artiklens faktiske oplysninger. Desværre! Herunder, at de russiske myndigheder benytter nogle tossede pigebørn i Pussy Riots barnagtige demonstration med ulovlig indtrængen i en kirke som påskud til at skrue sig op på de helt høje moralske koturner, så at forargelsen (helt ude af proportion med overtrædelsen som den er) slet ingen ende vil tage.
IMIDLERTID KUNNE omtalte artikel desværre give nogle læsere det indtryk, at der skulle eksistere en uomgængelig og naturgiven alliance mellem ortodoks kristen tro og kirke på den ene side og en autoritær politisk styreform på den anden. Der er derfor grund til at fastslå: Der er ingen som helst teologisk eller kirkeretlig sammenhæng mellem den ortodokse kirke og tro og så et undertrykkende, ufrit samfund uden ytringsfrihed. Ingen!
At man skulle kunne lovgive imod at krænke religiøse følelser er både hyklerisk og meningsløst. Især i en kristen kontekst.
Kristi kirke er vokset frem af, at Guds søn lod sig håne, spotte og gøre til latter for til sidst at blive slået ihjel af de magthavere, som mente, at Kristus krænkede deres religiøse følelser og bragte samfundets orden i fare, hvorfor han skulle dømmes til døden for blasfemi.
Der er grund til at være på vagt, hver gang ét eller andet politisk magtapparat søger at spænde kristendom og kirke for deres vogn for at få bedre kontrol med folkeslagene. Som nu i Rusland. Og der er grund til at være opmærksom på, at ortodoks kirke og tro på ingen måde er noget, Rusland og russerne har eneret på. Det er slet og ret noget vrøvl i en lovgivning at ville sammenkoble ortodokse religiøse følelser og særlige russiske værdier.
DEN ORTODOKSE KIRKE i Danmark og tilsvarende kirker og menigheder i en lang række vesteuropæiske lande er samlet i Det Vesteuropæiske Eksarkat med hovedsæde i Paris. Vi er ortodokse kristne på de vilkår, der er gældende i vore respektive lande, vi indgår naturligt i den kulturelle og kirkelige kontekst, der hersker i Vesten. Vi deltager i den demokratiske debat i vore hjemlande, og vi kunne ikke drømme om kræve særlig lovgivning til beskyttelse af vore egne eller andres religiøse følelser.
Den blasfemilovgivning, som lader til at være på vej i Rusland, ligner desværre dén, vi kender fra en række muslimske lande, hvor censuren hersker, og hvor religiøse overdommeres radar overvåger alt og alle.
En sådan knægtelse af ytringsfriheden er ikke karakteristisk for den ortodokse tro. Selvom den tilsyneladende er karakteristisk for tidens politiske strømning i Rusland. Men ortodoks og russisk er, som allerede sagt, ikke identiske.
Poul Sebbelov er præst i Den Ortodokse Kirke i Danmark